Centralafrika for begyndere


Claus Qvist Jessen
2016
11

Første stop gennem Centralafrika og et meget glad et af slagsen. Selv hovedstaden Libreville er slet ikke så ringe endda. Dejligt overskuelig med en ret charmerende kystlinje og en strand, som man dog skal være ret trængende for at bruge. Folk er generelt meget venlige. Bestemt ikke vant til turister, så der er ikke rigtig nogen, der vil sælge en noget - en herlig forandring fra Luxor eller Marrakech. En by hvor man sagtens kan rende rundt nogle dage og hygge sig.

Franceville i den sydøstlige del af landet er meget mindre og ret beset ikke meget andet end en stor landsby. Som Libreville meget venlig og endda med et fotogent marked og et forsøg på at lave en paradeplads med en statue af landsfaderen Omar Bongo. Sønnen Ali Bongo styrer nu.

Moanda er ikke langt fra Franceville og yderligere et step nedad i størrelse. En venlig by med et lille, fotogent marked og (desværre) en slagterafdeling fyldt med bushmeat. Suk! En tak længere ud i bushen har vi så Bakoumba, som ret beset ikke er meget andet end en forhenværende company-by lavet af et mineselskab. Men et venligt sted, og så er det udgangspunktet for eskapader ind i Lekedi-parken.

Lekedi er ikke en nationalpark, men alligevel et fedt sted - især fordi man dér kan gå på jagt efter mandriller, endda uden forudgående mandrilaftale. Lars Munk har skrevet mere om parken andetsteds på siden, men enkelte eksemplarer er tagget med radiohalsbånd, så de er ikke så umulige at finde i skoven, som de ellers ville være. Og søreme om ikke de kommer af sig selv, når man sidder der. Stor oplevelse pludselig at være omringet af 25 mandriller, inkl en bidsk udseende stor førerhan plus adskillige teenagehanner med begyndende farver på næsen (se foto).

Gabon er kort sagt et fedt sted og i den grad pengene værd. Bare gør dig selv den tjeneste at komme ud af hovedstaden, og oplev andet og mere end Libreville. Den er såmænd ok, men slet ikke repræsentativ for resten af landet. Det gælder ca hele verden.....

Praktisk info:

Som et par andre lande i regionen ser det ud til, at Gabon har slækket lidt på de tidligere så stramme krav til visa, og vi fik vores på få dage fra London. En flybillet ud af Afrika og et par hotels.com-bestilte nætter var rigeligt, og det er sikkert endnu lettere, hvis man får visa i nærområdet. Ellers er Libreville formentlig selv et godt sted til videre visa. Congo (Brazza), Angola og Cote d'Ivoire ligger tæt på hinanden lidt nord for centrum.

Budget: stadig et dyrt sted, hvor det er svært at overleve for mindre end 300 kr/dag for to - mest pga. dyre hoteller, men også transport er ret dyrt. Mad og drikke er billigere.

Valuta: Klart Euro. Dollars giver dårligere kurser, og man skal bestemt ikke regne med, at alle ATM virker, selv i Libreville. Hæv rigeligt, når du kan.