24 timer i Vatikanet - det nye romerske spørgsmål


Philip Skjødts billede
2013 dec

24 timer i Vatikanet

DET NYE ROMERSKE SPØRGSMÅL

 

Tekst: Philip Skjødt

Fotos: Philip Skjødt & Morten Svane

 

Selv om Peterspladsen er lukket om natten, kan man godt tilbringe 24 timer inden for Vatikanets grænser og besøge både Peterskirken og Vatikanmuseerne uden at bevæge sig uden for Vatikanets mure.

Fra august til december 2012 boede jeg i Rom, og i den forbindelse skulle et længe overvejet projekt om at tilbringe 24 timer inden for Vatikanets grænser planlægges og eksekveres. Ren logistik tænkte jeg. Med lidt forberedelse og research, ville det være en mulighed for at se alt relevant og at opleve hjørnerne af et land, der på mange måder måtte være spændende. En erindring fra et tidligere besøg, om at Peterspladsen er offentligt tilgængelig og en forholdsvis integreret del af Rom, skulle gøre natten til en eksercits i at dvæle mellem Berninis søjlegange, opføre sig ordenligt og improvisere sig ud af eventuel tiltale fra øvrigheden. Ligetil. Men helt så let blev det ikke.

 

Det romerske spørgsmål

Mussolini har siden fascismens fald i Italien og sin nogenlunde samtidige død ikke fået meget god presse. Fra Italiens genforening og annekteringen af Vatikanet og hele kirkestaten i 1870 til 1929 var Vatikanets retsstilling uklar – det var næppe at betragte som et land og helt sikkert uden territoriel integritet. Paverne i denne periode betragtede sig som fanger i et nyt italiensk land, der blev kastet rundt i fascistiske og kommunistiske strømninger. Denne problemstilling blev politisk kendt som la questione romana – det romerske spørgsmål. Og faktisk løst af Mussolini, der overfladisk ønskede gud, konge og fædreland på sin side med førstnævnte som den største udfordring historisk set. For nuancernes skyld må Mussolini i en DBK-kontekst godskrives, at hans forhandling med kardinal Gasparri medførte tre ting: Et nyt land blev skabt (verdens mindste); Peterspladsen, der som bekendt ligger i Vatikanet, skulle forblive en offentligt tilgængelig og integreret del af Rom, og Vatikanets kulturelle klenodier skulle i passende grad være tilgængelige for offentligheden. Altså mere at boltre sig i for DBK's medlemmer.

Et besøg i Vatikanets haver står i stærk kontrast til det hektiske, omkringliggende Rom. Og her kan man muligvis få et glimt af den afgåede pave, der angiveligt bor i komplekset bagved. Foto: Philip Skjødt.

Indtil 11. september 2001. En ny terroriseret og religiøst polariseret verden oplevede forøgede sikkerhedsforanstaltninger. Peterspladsen blev lukket om natten. Det nye romerske spørgsmål i DBK-regi blev: Hvordan får man 24 timers ophold i landet uden højtrangerede gejstlige forbindelser. Heldigvis følger sikkerhedsforanstaltninger ikke altid grænsedragningen minutiøst. Lateraner-aftalen, som er navnet på aftalen, som Mussolini indgik, følger muren rundt om Vatikanet, som er ca. 90 % af grænsen. Dette faktum deler Vatikanet i to på en uheldig måde for besøgende, der ønsker at opholde sig inden for landets grænse i 24 timer, idet den umiddelbare rute fra Peterspladsen til Vatikanmuseerne sender den besøgende uden for murene (se foto 1). Men grænsedragningen ved Bernini-søjlerne går faktisk længere ud end de hegn, der er sat op og hegner den lukkede Petersplads ind om natten.

Derved er der en række områder mellem grænsen og hegnet på cirka 1x2,5 meter, man kan opholde sig på, når Peterspladsen lukker fra kl. 23 til 6.30 (se foto 2). Det stående spørgsmål bliver så, hvad politiet, der vogter ved pladsen hele natten, vil sige til, at man opholder sig der i nattetimerne? Det vender jeg tilbage til.

For der dukkede faktisk en uventet mulighed op under forberedelserne. En tur med guide arrangeret af Vatikanets museer, der dækker både Vatikanmuseerne og Peterskirken, tager en smutvej ved Det Sixtinske Kapel direkte til Peterskirken – uden, at deltagerne derfor skal uden for væggene og grænserne. Derved er det muligt at begynde dagen i museerne og slutte dagen i Peterskirken, hvor natten nødvendigvis efterfølgende skal tilbringes, idet museerne lukker kl. 18. Ruten er desværre ikke den samme som den nyvalgte pave tager fra kapellet til Peterskirken (umiddelbart før den velkendte Habemus Papam-introduktion), men en trappe mellem de to bygninger, der fører den besøgende ned til det punkt, hvor trappen eller elevatoren tages op til kuppelen. Det er ikke langt fra den normale indgang til Peterskirken, og den lange kø til kirken, der går pladsen rundt, undgås herved som en lille sidegevinst. 

Morten Svane tager sig her en lur. Det kan være smart at være to afsted, så én kan holde vagt, mens den anden sover. Foto: Morten Svane.
Jakob Sestoft, DB K’s nyeste medlem nr. 682, står her uden for søjlekolonadens indhegning om natten. Til venstre i billedet ses et af de områder på ca. 1x2,5 meter mellem hegnet og landegrænsen, der flugter med soklerne. Foto: Morten Svane.

 

Vatikanet om dagen

Dagtimerne fyldes let med museerne og kirken, hvor et komplet besøg indbefatter kuppelen, skattekammeret (Il Tesoro) og pavegravstederne (Le Grotte) under kirken (de to sidstnævnte med indgang inde i Peterskirken). Vatikanmuseerne arrangerer også besøg i haverne og til Nekropolis, der ligger to niveauer under kirken og umiddelbart under pavegravstederne. Haverne kan potentielt kombineres med et 24-timers besøg, men for at besøge Nekropolis skal besøgende benytte en indgang fra den udenfor beliggende italienske gade. Nekropolis skal bookes gennem Ufficio Scavi (indgang derigennem) og er lidt anderledes organiseret. Nekropolis er kendt for angiveligt at rumme Sankt Peters gravsted. Både haverne og Nekropolis er meget anbefalelsesværdige, men skal planlægges; de er i skrivende stund booket i mere end en måned forud. Endelig er der det famøse bibliotek. Så vidt vides kræver dette separat ansøgning med forskningsformål eller religiøs baggrund som forudsætning.

Det er fristende at kombinere et besøg med muligheden for at se paven. Under Ratzingers tid som pave hilste han om søndagen kl. 12 fra et vindue ud til pladsen på de besøgende og holdt audiens onsdag formiddage, når han var i byen. Afhængigt af vejret skete sidstnævnte på pladsen eller i et auditorium kendt som Aula Paolo VI. Jeg ved ikke, om pave Frans fortsætter den linje, men umiddelbart er indtrykket, at kontakten til flokken prioriteres, så mon ikke det fortsættes i dette format eller noget lignende. Min vurdering var dog, at disse besøgstidspunkter ville besværliggøre et 24-timers forsøg grundet ekstra sikkerhedsforanstaltninger til pladsen, samt midlertidige lukninger af kirken og endnu større menneskemasser end normalt at dele oplevelsen med.

To andre begivenheder fortjente overvejelse i forbindelse med et 24-timers forsøg. Begge blev vendt med en officer fra Schweizergarden – for Schweizergarderne er overraskende flinke og imødekommende, hvis besøgende har spørgsmål. Mit første spørgsmål gik på den årlige midnatsmesse ved juletid. Her var svaret, at kirken og pladsen er rømmet og lukket fra omkring kl. 1.30. Givet de koldere nætter på denne tid af året, virker det ikke umiddelbart tiltalende.

Mit andet spørgsmål gik på konklaverne, i det omfang den ventende flok tillades at afvente resultatet på pladsen. Her var kommentaren, at pladsen blev lukket som normalt under konklaven, der valgte Ratzinger, idet afstemningerne holdes formiddage og eftermiddage, hvorfor der ikke er nogen grund til at vente på pladsen om natten på eventuel hvid røg fra Det Sixtinske Kapel.

Jeg ved ikke, hvordan forholdene var omkring den nylige konklave og forespurgte ikke på åbningstider i forbindelse med en paves død. Her kan andre hensyn måske gøre sig gældende.

 

Mellem hver sektion af søjler – Bernini-søjlegangene er fire rækker bred – findes områder mellem grænsen og hegnet på ca. 1x2,5 meter, hvor man kan opholde sig, når Peterspladsen lukker fra kl. 23 til kl. 6.30. Kantstenen ned markerer grænsen. Når den overnattende gæst trækker sig tilbage for natten umiddelbart før kl. 23, er det vigtigt, at dette gøres fra pladsen over hegnet. Hegnet er kun ca. 70 cm højt og ligetil at forcere, og før kl. 23 er der ingen, der siger noget til dette. Men efter kl. 23 er politibetjentene meget hurtige til at bede folk om holde sig på den anden side af hegnet (væk fra pladsen).

Tips til rejseplanlægning

Hvad enten besøget er et 24-timers forsøg eller ej, er der to tips, der er værd at give videre: Alle besøg arrangeret af Vatikanmuseerne kan bookes online på mv.vatican.va, og køb via nettet er den eneste måde at sikre sig, at turene ikke er udsolgt på dagen. At købe billet på nettet er samtidigt en glimrende måde at undgå den skræmmende kø ved indgangen til Vatikanmuseerne, der ofte er flere hundrede meter lang allerede ved åbningstid. Ved at beslutte sig og købe billet typisk en uges tid før besøget, kan et tidspunkt fastsættes, hvor adgang uden om køen er mulig.

Det andet tip vedrører den direkte adgang fra Det Sixtinske Kapel til Peterskirken. Med en guidet rundvisning er dette sikret, men kender man forskel på de to udgange fra kapellet kan tid og kø spares. Alle besøgende til Det Sixtinske Kapel bruger den samme indgang fra vestsiden af kapellet. De almindeligt besøgende dirigeres ud ad døren på ens venstre side (set fra indgangsdøren). Men i det sydøstlige hjørne er der en anden udgang, som gruppeturene benytter. Denne udgang fører via flere trapper ned til Peterskirken. Der sidder en museumsvagt ved den åbne dør, så det er nødvendigt at signalere, at man er på rette vej. Der er som sådant intet kendt eller skiltet forbud mod at bruge denne udgang, men en mulig strategi for at undgå afvisning er at vente i området til en guide med flag eller lignende fører en gruppe igennem og slutte sig hertil. Er man i gang med et 24-timers forsøg løbes en risiko for, at de ikke udprægede fleksible vagter ikke samarbejder. 

Varm mad og drikkevarer kan købes inde i Vatikanmuseerne, men ud over en mindre bar på taget af Peterskirken, der kan besøges i forbindelse med et kuppelvisit, er der ikke faciliteter ved pladsen og kirken.

 

Vatikanet efter mørkets frembrud

Det er interessant, at den forholdsvis kortfattede Lateraneraftale ikke bare specificerer, at Peterspladsen skal være almindeligt tilgængelig som en integreret del af Rom, men at det italienske politi får præciseret patrulleringsret – dog kun indtil ved foden af trapperne til Peterskirken.

De italienske politibetjente ved pladsen er meget aktive og synlige og beder besøgende, der krydser hegnet i nattetimerne, om at forlade området meget hurtigt. Da jeg var der, kørte de en runde på pladsen omtrent hver halve time natten igennem, og hver gang kiggede de interesseret på mig. Omkring kl. 3 kom en uniformeret og en civil betjent gående forbi mig og hilste med et formfuldt ”buona sera”, men uden yderligere spørgsmål. Der er en del kameraer opsat på vejen, der løber omkring pladsen og Vatikanet, så mit indtryk er, at stedet er velovervåget.

Jeg havde forberedt en række alibier, hvis jeg skulle blive antastet, og en strategi, hvis naturens kald skulle trænge sig på, men ingen af delene blev relevant. Dagen efter mit døgn i landet kravlede en italiensk politisk demonstrant ud på kuppelens tag (hvor han opholdte sig mere end 24 timer!), og jeg følte, at det var lidt heldigt, at jeg havde gjort det før, idet jeg forestiller mig sådanne episoder reducerer tolerancen hos politiet, der formodentligt har ret til at bede en bevæge sig væk, hvis betjentene føler det bare det mindste påkrævet.

Bemærk at den tre meter brede stribe uden for den nordlige søjlegang, som grænser op til toilettet og frimærkebutikken, ligger i Italien. Besøges disse forlades Vatikanet . Begge faciliteter findes dog også på den sydlige del af pladsen.

 

Min tidsplan

Kl. 8.00: Ankomst til Peterskirken (åben fra kl. 7). Opmagasinerer min taske ved garderoben til højre for indgangen til Peterskirken.

Kl. 8.15-8.45: Morgenmad på cafe.

Kl. 9.00: Besøger Vatikanmuseet på egen hånd. Det åbner kl. 9. Stopuret startes.

Kl. 13.00: Tre timers guidet tur gennem Vatikanmuseet, inkl. Det Sixtinske Kapel og Raphaels værelser.

Kl. 16.00: Turen slutter ved Peterskirken. Besøger kuppelen, skattekammeret og  pavegravstederne.

Kl. 18.45: Henter min taske i garderoben. Toilet lukker for natten.

Kl. 22.45: Går til området, hvor jeg har tænkt mig at tilbringe natten (jeg springer direkte over det nævnte lille hegn for at undgå at forlade området).

Kl. 6.30: Peterspladsen åbner, inkl. toiletter.

Kl. 7.00: Peterskirken åbner. Megen aktivitet om morgenen. Flere parallelle gudstjenester kan opleves i forskellige hjørner af kirken.

Kl. 9.00: Mit 24 timers ophold i Vatikanet er gennemført.

Rom har et behageligt klima med tilstrækkelige høje temperaturer om natten til, at man kan opholde sig udendørs fra omkring maj til november. Medbring mad (fx. en sandwich), vand, pude, og en god bog at fordrive tiden med. Garderoben har åbent som Peterskirken kl. 7-19. Medbring ingen spidse eller farlige genstande. Man skal gennem en sikkerhedskontrol med metaldetektorer ligesom i en lufthavn. Brug toilettet på pladsen umiddelbart før det lukker kl. 19.

Ud & hjem igen: Fly København-Rom fås fra ca. 600 kr. t/r.

 
 
 
Share this