Vestafrika 1: Senegal og Gambia, efteråret 2005


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2005

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

 

Vestafrika 1: Senegal og Gambia, efteråret 2005

af Per Allan Jensen
 

Lørdag d. 1. oktober 2005 – Rejsen til Dakar

Vågner som sædvanlig hen på natten og skal på toilettet. Klokken er fire, og et kort øjeblik glæder jeg mig over, at jeg kan sove længe endnu. Men få sekunder efter kommer jeg i tanker om, at vækkeuret står på 6:00, fordi det er i dag min lange rejse til Vestafrika starter, og jeg skal af sted til lufthavnen for at flyve til Dakar.

Sover udmærket de sidste par timer, indtil vækkeuret ringer. Det er mørkt udenfor, det er godt nok længe siden jeg sidst er stået op i mørke. Det varer dog heldigvis ikke længe, før mørket afløses af den smukkeste morgenrøde over trætoppene, der allerede er ved at iklæde sig de første efterårsfarver.

Spiser morgenmad, læser avisen i ro og mag og tager en allersidste kontrolrunde. Er alt nu med? Og er alt lukket og slukket til 7½ uges fravær? Alt synes at være i skønneste orden, det manglede da også bare efter måneders minutiøs planlægning.

Ned til metroen halv otte, skift på Nørreport, check-in i Kastrup. ”Hvor pokker ligger Dakar” spørger den unge pige i skranken, men lyser op, da hun ser de første 3-4 sider af mit nye pas, der er klistret til med stempler og underskrifter. Jeg må forklare hende, at Dakar er Afrikas vestligste punkt samt hovedstad i Senegal, hvortil danske statsborgere ikke behøver noget visum, og at pas-siderne er til brug for nogle af de efterfølgende lande. Hun er dog ikke sådan at overbevise, så der må lige en kontrolopringning til, før jeg endelig får lov til at slippe igennem.

Oppe i afgangshallen går jeg – som ventet – i gang med at udnytte de tre kilo, som jeg – under stort besvær og med store forventelige afsavn – har fået reduceret bagagen med den sidste uges tid. En halv flaske whisky er jo altid en god ting at have, og så er der den fristende boghandel, hvor jeg dog ender med at begrænse mig til to billigbøger samt tre postkort med motiver af København og kongefamilien, de kan måske gøre indtryk på ”de indfødte”.

Har også en fed udgave af Søndags Politiken med, så jeg kan udsætte brugen af de kostbare danske bøger og dermed vente længst muligt, inden jeg må ty til romaner på engelsk eller – endnu værre – på fransk. Sparer dog i første omgang både bøger og avis, idet jeg fordriver ventetiden med den letteste af dagens soduko’er. Har i øvrigt medbragt en hel lille bog med disse underholdende opgaver, de kan vel altid give lidt adspredelse, når jeg sidder i en afsides afrikansk landsby og venter på et køretøj – og whiskyen er drukket.

I Paris er der en lang spadseretur ud til terminal E, hvorfra der er afgang til alle de ”eksotiske” destinationer, heriblandt Dakar. Heldigvis har jeg masser af tid, så der skulle vel være en rimelig chance for, at også bagagen når med. Slentrer forbi en boghandel, hvor jeg ser Saint-Exupérys herlige lille bog ”Le petit Prince”, som jeg køber, den må da være af en passende sværhedsgrad til en begyndelse.

Afgangshallen myldrer med unge sorte kvinder, der – finder jeg ud af efterhånden – har været i Paris for at deltage i ”Muslim womens 4.th games”, det er næsten som at være i Afrika allerede. Efter indtagelse af en udmærket baguette overmandes jeg af træthed og tiltagende hovedpine, så jeg finder et afsides hjørne, hvor jeg kan lægge mig og hvile lidt. Det har godt nok også været lidt hektisk på det sidste (og måske der også røg et glas rødvin for meget ned i går aftes). Forhåbentlig bliver det bedre, når jeg kommer ned til varme og afslapning.

Småslumrer en time, hvilket hjælper på trætheden, men ikke på hovedpinen. Tager et par cody’er og drikker en masse vand, så er der ikke rigtigt andet at gøre lige nu. Kort før der åbnes for udgang til flybussen, styrter alle de singalesiske sportspiger op og stiller sig i kø. Forhåbentlig er der plads til os alle, så jeg tager det lidt mere med ro – og kommer da også med. Afgang hen ad fem, og jeg starter med at sætte uret et par timer tilbage, så jeg er på senegalesisk tid. Turen skulle vare knap seks timer, med forventet ankomst lidt over ni lokal tid, og det kommer da også til at holde fint stik.

Undervejs får jeg et udmærket måltid, skriver lidt dagbog og starter på ”Smukke biler efter krigen”, en ganske underholdende bog om nogle unge menneskers oplevelser på Island.

I Dakar er der 28 grader og meget fugtigt, så det er som et slag i ansigtet at træde ud af flyveren. Jeg kommer til at stå bagerst i en kæmpekø, der kun afvikles meget langsomt, og samtidig bliver min hovedpine værre, øv! Endelig slipper jeg gennem nåleøjet og ind i bagagemodtagelseshallen, hvor alt er kaos. Folk løber råbende rundt mellem hinanden, og der er allerede en lang kø ovre ved det lille kontor, hvor man skal anmelde manglende bagage, uha. Min rygsæk er ikke dukket op endnu, men der står også stadig mange og venter ved båndet, så der er vel håb endnu. En ny portion dukker op efter lang tid, men desværre også uden held, og da den tredje og sidste portion dukker op, må jeg se i øjnene, at min rygsæk ikke er med flyet, pokkers da også!

Jeg må over i den lange kø og skrives op, og her kommer jeg til at stå lige bag en fyr, der – meget trøstende – fortæller, at det er tredje gang dette sker for ham, og ingen af de forrige gange er hans bagage nogensinde dukket op igen. Han er overbevist om, at der stjæles af bagagen her i Dakar, og dertil kommer, siger han, at Charles de Gaulle lufthavnen i Paris har et særdeles dårligt ry mht. bagagebehandling. Jeg glæder mig over, at jeg trods alt har det absolut vigtigste i håndbagagen, dvs. alle penge og papirer, mobiltelefon, medicin, læsebriller, dansk-fransk ordbog og fotoudstyr, men ærgrer mig samtidig over, at jeg ved en dum sidste øjebliks indskydelse flyttede LP-guiden over i den store rygsæk, den bliver meget svær at undvære på den videre færd. Måske jeg kan købe en her i Dakar, men så bliver det jo nok på fransk. Eller i Gambia måske? Af andre svært erstattelige ting kan nævnes sandaler (i MIN størrelse), silkelagenpose, letvægtsmoskitonet og pandelampe. For ikke at tale om en ordentlig rygsæk.
 

Mit første hotel i Vestafrika

Nå, forhåbentlig dukker den op med det næste fly (i morgen), fyren på kontoret hævder i hvert fald, at den stadig er i Paris. Jeg får – med en ligegyldig gestus – en seddel med et sagsnummer og et telefonnummer. Jeg spørger, om den så bliver bragt ud til mit hotel, når/hvis den dukker op, hvilket bekræftes, om end uden større overbevisning. Før omtalte uheldige fyr hævdede, at de intet som helst gør, med mindre man selv tager i lufthavnen igen, så det bliver jeg vel nødt til.

Klokken er efterhånden blevet næsten elleve, inden alt dette er overstået. I mellemtiden har jeg ringet til hotellet og fortalt om min forsinkelse, men ”no problem”, den udsendte taxachauffør skal nok vente. Og ganske rigtigt står der en lille fyr med mit navn på et papskilt, det var da i det mindste et lyspunkt i min voksende depression over hovedpine og manglende bagage.

Turen ind til centrum er lang (cirka 30 kilometer) og temmelig grim, og bilen er et gammelt ramponeret skrummel. Hotellet er heller ikke så pænt som det så ud på deres Internetside, og jeg kan ikke få AC’en til at virke, hvilket er ærgerligt, da temperatur og luftfugtighed er meget høj. Det får en tilkaldt tjenende ånd dog hurtigt gjort noget ved, og snart strømmer lidt friskere og køligere luft ind i værelset, hvilket – sammen med et tiltrængt bad – hjælper en smule på humøret.

Jeg køber 1½ liter mineralvand og drikker det meste straks, så er det i hvert fald ikke på grund af væskemangel, hvis min hovedpine fortsætter.

Lidt over midnat kan jeg endelig krybe ned i sengen og prøve at få noget tiltrængt søvn. Helt godt bliver det nu ikke, for jeg sover uroligt og vågner ofte, dels på grund af hovedpinen og dels – vel sagtens – på grund af oplevelserne med bagagen. Jeg ligger og spekulerer på konsekvenserne, hvis den aldrig dukker op, selv om det er frugtesløst, der er jo alligevel intet jeg kan gøre lige nu.

 

Søndag d. 2. oktober 2005 – Første dag i Dakar

Efter klokken seks er det helt slut med at sove, og jeg tilbringer et par timer med at ligge og rotere uroligt i sengen. Ikke nogen særlig god start på min første dag i Afrika, med hovedpine, manglende bagage og – til overflod – gråvejr. Og så er det endda min fødselsdag!
 

André, min vært i Dakar

Går rundt i hotellets lille gårdhave der – indrømmet – er ganske hyggelig. Folk sover åbenbart længe her, for den første halve time er jeg mutters alene, før der endelig så småt begynder at dukke andre gæster op. Morgenmaden – le petit dejeuner – er fransk (u)inspireret: En croissant, en baguette, lidt smør og syltetøj, et glas juice og en kop kaffe. Jeg supplerer med 1½ liter vand og får ført min dagbog ajour, mens jeg venter på, at klokken skal blive ti. Det er nemlig tidspunktet, hvor jeg – forhåbentlig – har en aftale med André, som jeg har ”mødt” på nettet gennem Hospitality Club (en verdensomspændende sammenslutning af rejsende og værter, med næsten 100.000 medlemmer). Han har lovet at vise mig lidt rundt, og som landet ligger – med den manglende bagage – håber jeg virkelig meget på, at han overholder aftalen, for lige nu har jeg rigtig god brug for hjælp til indkøb, telefonsamtaler med lufthavnen og – forhåbentlig – afhentning af min rygsæk.

Klokken bliver halv elleve, uden at der sker noget, så jeg tager mobilen og ringer til ham. Han er bare blevet lidt forsinket og er lige på trapperne, og ganske rigtigt, kort efter dukker han op og ligner sig selv fra billedet på Internettet. Jeg forklarer ham om min penible situation med bagagen, hvis skæbne tidligst afgøres i aften. Vi udveksler lidt gensidig præsentation, hvorefter vi enes om at gå ud og tage et kig på byen. Det er let overskyet, nærmest diset, og fugtigt og varmt som ind i Helvede.

Der er ikke meget liv i gaderne, da det jo er søndag, men de få handlende er desto mere energiske. Jeg hader at være totalt afvisende og falder i snak med flere af dem og har efterfølgende det største besvær med at slippe væk uden masker og træfigurer, som ikke lige er det jeg har mest lyst til at slæbe rundt på de næste par måneder (om end jeg nu måske ikke har så meget andet at slæbe rundt på).
 

Banegården i Dakar

Dakar er altså ikke verdens mest ophidsende by, faktisk er den snarere lidt grim og kedelig. Vi ser uafhængighedspladsen, præsidentpaladset, en stor kirke (der er flest muslimer her, men dog også en del katolikker) samt diverse grimme officielle bygninger, og undervejs støder vi på en ATM, hvor jeg – let og smertefrit – hæver en bunke CFA’er, som pengene hedder her (og i mange andre – tidligere franske - vestafrikanske lande). ATM’er er en af de opfindelser der, ligesom Internettet og mobiltelefoner – har gjort det betydeligt nemmere at rejse rundt i verden.

Efter 2-3 timers trasken rundt i den ørkesløse by synes jeg vi trænger til noget frokost, så jeg flotter mig og inviterer os ind på et fint hotel, hvor vi kan sidde og spise i skyggen ved en lille swimmingpool, omgivet af smukke blomster. Vi får en pizza, der er dyr og kedelig, efterfulgt af en udmærket is. Med en flaske vand og et par øl og en kop kaffe løber det op i 180 kroner, en smule frådset.
 

Mig og en gardist

Klokken er lidt over to, og spørgsmålet er nu, hvad vi skal få resten af dagen til at gå med, og eftersom morgendagen meget vel kan ende med at skulle bruges til indkøb, så foreslår jeg, at vi tager over til Ile de la Goré, som er en smuk – og meget historisk – lille ø lige udfor Dakar.

André mener, at båden afgår halv tre, så vi styrter ud i en taxa og kan lige nå ned til færgelejet, hvor det afsløres, at den først afgår klokken fire om søndagen, suk. Så er der lige tid til at gå lidt mere rundt i den – efterhånden noget varme – by samt tilbringe en times tid i en – heldigvis airconditioneret – Internetcafé. Får besvaret et par mails, herunder et ja tak til en kold øl hos en bekendt af en bekendt, der bor i Bamako. Når også lige at få købt et par plastsandaler (til fem kroner), herligt af få fødderne ud af sko og strømper.

Båden er propfyldt, blandt andet med en masse smukke unge piger, som der er påfaldende mange af her. Øen minder mig om en slags mellemting mellem Zanzibar og Christiansø, hvis man kan forestille sig det. I slavehandelens tid blev øen brugt som opbevarings- og udskibningssted for slaver, og et af opbevaringshusene er smukt istandsat og indrettet som et lille museum, hvilket giver et udmærket indtryk af dette mørke kapitel i menneskehedens historie. Hele øen er på Unescos World Heritage List, og det er udmærket, for nogle af bygningerne trænger virkelig til en kærlig hånd.
 

Mindesmærke på Ile de la Goré

I øens fjerneste ende, hvor en lille højderyg rejser sig, har snesevis af kunstnere indrettet små atelierer, hvor de fremstiller de skønneste skulpturer og malerier. André kender flere af dem, så vi bliver budt inden for og kigge rundt, ganske interessant. Øverst oppe står der to gigantiske kanoner, som er bygget af franskmændene under kolonitiden, og herfra er der en fin udsigt ud over den lille ø og strædet over til Dakar.

Vi sejler tilbage klokken syv, og i løbet af den tyve minutter lange sejlads sænker det kulsorte mørke sig over os. Der er hundredvis af mennesker på båden, og ved ombordstigning og landgang er der et heftigt maseri, så jeg er top-opmærksom på min lille rygsæk, mit pengebælte og min specielle livrem, der er proppet med kontanter og kopier af vigtige papirer. På vejen tilbage til mit hotel går vi gennem nogle snuskede havnekvarterer, hvor folk sidder og kryber sammen om åbne ildsteder, bestemt ikke et område, hvor jeg ville være gået hen alene.

Tilbage på hotellet sætter vi os i gårdhaven og slapper af over en øl og noget vand, hvor efter André bekendtgør, at der nu ikke er flere busser i aften, så om jeg evt. vil finansiere en taxa til 30-40 kroner, så han kan komme hjem? Selvfølgelig vil jeg det, nu har jeg jo også ligesom lagt linien med frokost på luksushotel.

Lidt senere bestiller jeg dagens menu, der – formedelst 55 kroner – består af tre retter, nemlig æg i mayonnaise, bøf i karry og frisk frugtsalat, slet ikke så tosset. Mens jeg sidder og samler mod til at ringe til lufthavnen, går det op for mig, at jeg er begyndt at udsende en ikke helt behagelig kropslugt. Det er vist begrænset, hvor længe endnu jeg kan gå i det samme tøj i denne varme.

Jeg får den flinke fyr i receptionen til at ringe til lufthavnen, for det tilfældes skyld, at de kun taler fransk. Men no problem, ”on parle anglais”, så jeg overtager selv røret. ”Your luggage will arrive same time tomorrow” lyder det optimistisk, og hvor ville jeg gerne tro ham. Jeg spørger, hvorfor det ikke allerede er kommet i dag, men det er vist nok fordi der ikke er noget fly fra Paris i dag. Og så er det jeg undrer mig over, at de ikke vidste det allerede i går. Han spørger efter telefonnummeret på mit hotel, hvilket jeg også oplyste i går, jeg så endda selv, at det blev tastet ind på et skærmbillede (som jo nok ikke er forbundet med noget som helst). Jeg har en led fornemmelse af, at de bare bliver ved med at sige, at det kommer i morgen, indtil man bliver træt af at vente.

På en måde var det næsten den værst mulige besked, eftersom jeg nu ikke kan gå i gang med den helt store indkøbsrunde i morgen (bør dog nok købe visse fornødenheder, såsom underbukser, T-shirt og shampoo), og hvis den så alligevel ikke dukker op i morgen, så skal jeg på storindkøb tirsdag, hvor jeg ellers havde håbet på at kunne komme videre sydpå straks fra morgenstunden.

På værelset har AC’en kørt en hel time, så der er en yderst behagelig temperatur. Jeg tager mit svedige tøj af og stiller mig op i badekarret, tænder for vandet og – intet sker. ”Svigtende vandforsyning over hele byen”, lyder det lakoniske svar fra receptionisten. Welcome to Africa!

På positivsiden bør retfærdigvis fremhæves, at min hovedpine stort set er forsvundet nu, så jeg går – møgbeskidt – i seng med en optimistisk forhåbning om at få en tiltrængt nattesøvn.

 

Mandag d. 3. oktober 2005 – Anden dag i Dakar

Det går fint med nattesøvnen. Jeg sover syv timer uafbrudt, hvilket er ganske usædvanligt. Afslutter med et par timers forsøg på yderligere at forlænge denne helsebringende aktivitet, men træerne vokser ikke ind i himlen. Ej heller på vandfronten, idet hele Dakar stadig er tørlagt, så jeg må tage mit ulækre tøj uden på min lige så ulækre krop, så passer tingene da i det mindste sammen.

Efter morgenmaden tilbyder en af rengøringsdamerne mig en spand vand, hvilket jeg med glæde tager imod. Det er utroligt så ren man kan komme til at føle sig ved hjælp af en enkelt spand koldt vand, det er jo næsten som at opleve ”good old days” i Nepal. Hun tilbyder også at vaske mit tøj, hvad det helt bestemt godt kunne trænge til, men jeg kan jo ikke så godt rende rundt uden tøj. Jeg forklarer hende om mine bagageproblemer og at jeg i formiddag vil begive mig ud og købe noget nyt tøj, og så vil jeg med glæde tage imod hendes tilbud. Voila, min første hele samtale på fransk!
 

Bus i Dakar

Jeg ringer til André og fortæller ham om status på bagagefronten samt at jeg gerne selv vil tilbringe formiddagen med at prøve på at finde nogle af de vigtigste ting og at jeg vil ringe til ham senere på dagen. Han skal alligevel ind til byen, siger han, så vi aftaler at mødes på mit hotel klokken tolv. Jeg tror han er ved at få smag for min spendervillighed.

Nå, jeg må vel tage mig sammen og gå ud i byen alene, så farligt kan det vel for pokker heller ikke være. Jeg omringes straks af ivrige sælgere, men det fungerer udmærket at undgå øjenkontakt og blot udstede et kort og kontant ”no merci”. Blot ærgerligt at skulle gå gennem byen på den måde, når jeg langt hellere ville i kontakt med folk og tage nogle billeder.
 

Der er mange smukke kvinder i Senegal

Går op på uafhængighedspladsen og hæver nogle flere penge. Denne gang på mit Master Card, som minsandten også virker. Finder et velassorteret supermarked, hvor jeg kan købe shampoo, nivea, barberskraber, kladdehæfter og en lille toilettaske. Det er straks lidt sværere med beklædningen. T-shirts sælges jo på hvert eneste gadehjørne, men underbukser og (tynde) sokker er straks værre. I en sidegade til en sidegade finder jeg en lille butik, hvor de sælger fancy sportstøj og mærkevarer, og de har faktisk nogle ganske fornuftige ting. To par tynde – angiveligt svedtransporterende – underbukser, to par tynde sokker og en lækker Puma T-shirt uden ærmer. 350 kroner for det hele, som jeg forhåbentlig kan få tilbage igen fra forsikringsselskabet, når jeg kommer hjem. Hvilket minder mig om, at den T-shirt jeg bærer i øjeblikket faktisk også er betalt af forsikringsselskabet, idet den blev købt i Bangkok sidste år (også i en butik med fancy sportstøj), hvor vores bagage heller ikke nåede med flyveren (også AF via Paris for resten).

Hvilket videre får mig til at tænke på, at der ligger et AF-kontor lige i nærheden, som der måske var en vis idé i at besøge. Men heller ikke her kan de gøre meget andet end at anbefale mig at ringe til lufthavnen, og han forklarer den yderligere forsinkelse med, at flyet i går var meget tungt lastet. Til gengæld undrer han sig over, at jeg ikke straks fik udbetalt en kontant kompensation i lufthavnen, og efter lidt ringen rundt disker han faktisk op med 75.000 CFA (knap 850 kr.). Ikke så dårligt, når jeg også får penge fra forsikringsselskabet. Problemet er bare, at de fleste af de ting jeg mangler er svære at få fat på her, især rygsæk, moskitonet, lagenpose og sandaler – nå ja, og så den der LP-guide, som jeg dog håber stærkt på, at jeg kan få i Gambia.

Tager tilbage til hotellet, hvor der stadig ikke er kommet vand. Til gengæld kan jeg nu aflevere mit snavsede tøj til rengøringsdamen, der vil have fem kroner for at vaske det, yderst rimeligt. Sætter mig ned i caféen og slapper af med lidt dagbogsskrivning og et par sider i ”Den lille prins”, indtil André dukker op lidt over tolv. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at besøge en Internetcafé, hvilket han synes er en glimrende idé, især hvis jeg betaler. Hvilket jeg naturligvis gerne gør, når prisen er 3-4 kroner pr. time, det er jo næsten billigere end i Nepal. Får udvekslet nogle mails, bl.a. med min rejseforsikring, der kan meddele mig, at de dækker for helt op til 1.000 kr. pr. dag i op til fem dage, så længe min bagage ikke er dukket op. Hold da op, det kan jo nærmest dække det hele, hvis ellers jeg bare kunne købe noget af det her.
 

Marked foran banegården

Byen er noget anderledes end i går. For det første er der virkelig blus på solen i dag, og for det andet er der mere liv i gaderne, både i form af biler, mennesker og gadehandel. Jeg prøver at få André til at hjælpe mig med at finde en rygsæk og en LP-guide, som er de to absolut vigtigste ting. Ikke fordi jeg vil købe det, før jeg har talt med lufthavnen i aften, men bare så jeg ved, hvor jeg i givet fald skal gå hen i morgen.

Det bliver noget af en farce. André slæber mig rundt til en masse markeder af den slags, som man finder overalt i den tredje verden, med tonsvis og atter tonsvis af varer, som man absolut ikke har brug for, og total mangel på de ting man er ude efter. Det helt farceagtige er, at der – i kølvandet på en hvid mand, der søger en bestemt vare – opstår en stadig større gruppe af ivrige hjælpere, der hiver og slider og argumenterer for, at de ved præcis, hvor den eftertragtede vare kan erhverves.
 

Uafhængighedspladsen i Dakar

Nu rygsækken for eksempel. Der er et fuldstændig overvældende udbud af små og mellemstore rygsække, vel op til max. 30 liter (typisk til skolebørn), men dermed stopper udvalget også brat. Man kan så sige, at eftersom jeg alligevel har så få ting, så er det måske lige før det kunne være nok. Til sidst finder jeg en, som vel til nøds kunne gå an, hvis jeg virkelig ikke kan finde en ”rigtig” rygsæk, og så kommer det svære, nemlig at forklare, at jeg slet ikke vil købe den nu, men MULIGVIS i morgen. Og så begår jeg den fejl at spørge, hvad den egentlig koster. Butiksindehaveren, der nu begynder at lugte salgssignaler, opfatter naturligvis prisforespørgslen samt udtalelsen om ”måske i morgen” som et forsøg på at presse prisen, så nu ruller hele maskineriet.

”Well, you must understand, there is nothing like a fixed price – I say my first price and then we bargain”. Jaja, fortæl mig noget jeg ikke ved. Jeg er ved at blive en smule pirrelig over varmen og larmen og den megen skubben og masen og det groteske i, at jeg står her og mangler en vare, hvis pris – inden for vide rammer – er totalt underordnet, og så kan jeg alligevel ikke få den. Til sidst må jeg affeje ham med, at vi sikkert finder en god pris, hvis det bliver aktuelt i morgen, hvilket tydeligvis er noget af et antiklimaks i forhold til den salgsproces, han var ved at varme op til.

Og mindst lige så grotesk er forløbet omkring guidebogen. Jeg er ”blot” interesseret i den nyeste (helst engelsksprogede) version af ”LP Guide to Westafrica”, som jeg formentlig ville kunne købe mindst fem steder i København. Jeg ville endda gå så vidt som at stille mig tilfreds med en fransksproget version, jeg har trods alt min udmærkede lille ordbog. Vi besøger først to store og velassorterede boghandlere, der da også begge har en – meget lille – hylde med rejseguides, men naturligvis ikke med destinationen Vestafrika. Det ville egentlig heller ikke virke særlig logisk, for hvem pokker skulle købe sådan en? Bortset lige fra en klovn som mig.

Men André er særdeles ihærdig og foreslår, at vi besøger et par markeder med antikvariske bøger, hvilket afstedkommer en gentagelse af farcen omkring rygsækken. Til sidst sætter vi os bare ned og venter på, at de (på eget initiativ) udsendte ”agenter” vender tilbage med det ene mere fantastiske bogforslag efter det andet. Der opstår momentant et lille håb, da en af dem dukker op med en ”Footprint” guide over området, men håbet slukkes hurtigt igen, da det viser sig, at den er fra 1992. Det er jo ikke primært på grund af landenes geografiske og historiske data, at jeg er interesseret i en guide, men mere for at få konkrete oplysninger om hoteller og transportmuligheder, og den slags har selvsagt ændret sig dramatisk i løbet af 13 år.

Vi tilbringer et kvarters tid med at sidde og afvente agenternes tilbagekomst, og imens muntrer jeg mig med at fotografere en lille charmerende knægt samt en ged, der tydeligvis godt kunne tænke sig at sætte tænderne i nogle af de antikvariske bøger (ordet ”gedemarked” trænger sig på).

På vej ud fra det stadig mere infernalske markedsområde lykkes det mig at købe et par plastiksandaler, der passer bedre end dem jeg købte i går, og på vej tilbage til civilisationen støder vi på en isbar, hvor vi kan sidde i et køligt og roligt rum og spise en vulgært stor is.

Kort efter kommer vi forbi en stor sportsbutik, som André øjeblikkeligt affejer som værende ”alt for dyr”. Det er endnu ikke rigtigt lykkedes mig at få ham til at forstå, at prisen ikke er så vigtig, hvis jeg bare kan få de rigtige ting, men det er vist også en meget uafrikansk måde at tænke på.

Sportsbutikken er meget velassorteret og har både dykkerudstyr, fitnessmaskiner, soveposer og telte samt – minsandten – nydelige rygsække i ”næsten rigtig størrelse”, dvs. 55 liter. Perfekt, så ved jeg hvor jeg skal hen i morgen, hvis ikke jeg får bagagen i aften. De har oven i købet også nogle udmærkede badebukser samt en solhat, som jeg køber straks.

Så er jeg altså også ved at være udbrændt og trænger til at tilbringe resten af aftenen i mit eget eksklusive selskab, hvilket jeg pænt forklarer André, samtidig med at jeg takker ham for godt selskab de sidste dage. Tilbage på hotelværelset finder jeg mit tøj i smukt vasket og presset tilstand. Til gengæld er der stadig ikke kommet gang i vandforsyningen.

De sidste par dage har jeg flere gange forsøgt at sende en SMS hjem til Anita, men forgæves, det virker åbenbart ikke herfra. Til gengæld kan man ringe, og det tager kun et øjeblik, før jeg har min kære datter i røret, præcis lige så tydeligt, som hvis jeg ringede hjemme fra Frederiksberg, dejligt!

Glimrende aftensmad nede i den hyggelige gårdhave (grillet dorado), og pludselig er klokken halv ti og tiden er ved at være inde til at ringe til lufthavnen. Jeg oplever en lidt bizar følelse af splittethed: Først og fremmest håber jeg naturligvis på, at jeg får den rygsæk tilbage, men samtidig er der også noget fascinerende ved tanken om at skulle klare mig uden. Det bliver i givet fald et radikalt brud med mit sædvanlige pylrede helgarderings-pakkeri, og det ville sikkert være en yderst lærerig oplevelse at prøve at klare sig med det helt basale.

Resultatet af opringningen er det værst tænkelige, nemlig intet svar. Den hjælpsomme hotelmand prøver gang på gang og fremskaffer sågar et alternativt nummer via lufthavnens omstilling. Efter en halv time kommer vi endelig igennem til en dame, der siger, at min bagage skulle være kommet, men lige nu kan hun ikke se, om dette rent faktisk også er tilfældet. Men det vil hun da gerne lige undersøge og lover at ringe tilbage hurtigt efter at jeg – for tredje gang – har opgivet hotellets telefonnummer.

Efter at have ventet et kvarter aftaler jeg med portieren, at han sætter samtalen op på værelset, hvis den – mod forventning – skulle dukke op. Det gør den da heller ikke, men for dog at slutte af med en positiv nyhed, så er der atter vand i hanerne her sidst på aftenen.

 

Tirsdag d. 4. oktober 2005 – Endelig videre

Vågner klokken halv fire med en forfærdelig hovedpine. Pokkers da også, nu troede jeg endelig jeg var sluppet af med den. Det falder mig ind, at det måske skyldes koffein-mangel. Med kun en enkelt lille kop morgenkaffe i går er det noget af en ”kold tyrker” i betragtning af, hvor mange liter jeg normalt sætter til livs af det stads. Det er en tydelig brist i min ellers meget grundige planlægning, at jeg ikke brugte den sidste måneds tid på kaffe-nedtrapning. Til gengæld har jeg medbragt dyppekoger, kop og Nescafé, men det hjælper jo ikke meget, så længe det befinder sig i en rygsæk, som guderne må vide hvor er.
 

Fra et af adskillige besøg hos Air France

Jeg fejrer vandets tilbagekomst med et dejlig langt morgenbad inklusiv hårvask i shampoo, hvilken overdådighed. Da jeg træder ud af mit AC-kølede rum forventer jeg det sædvanlige chok af varm og fugtig luft, men det føles faktisk ikke nær så slemt i dag som tidligere. Det er åbenbart nemmere at vænne sig til varme end fra kaffe.

Portieren har naturligvis intet som helst hørt fra lufthavnen og foreslår, at vi prøver igen efter klokken ni, for før svarer de formentlig næppe. Det her begynder at gå mig på. Jeg skulle gerne have en afklaring i formiddag, så jeg kan komme væk herfra og videre sydpå. Godt nok er jeg i gang med en meget lang ferie uden hastværk, men 2-3 dage i Dakar må være rigeligt, i betragtning af, hvor mange andre (forhåbentlig mere spændende) steder, jeg også gerne vil have tid til at besøge.

Tager for en sikkerheds skyld en ekstra kop kaffe til morgenmaden, som indtages under det skyggefulde træ i den dejlige gårdhave, mens jeg får opdateret dagbogen. Klokken lidt over ni prøver vi at ringe til lufthavnen, men der er – som frygtet - ingen der svarer. Min flinke hjælper foreslår, at jeg igen går over på AF-kontoret og at jeg i øvrigt – hvis det skulle trække ud – kan beholde værelset helt til klokken fire.

På AF-kontoret taler jeg med en smuk ung pige, hvis koncentration mest er helliget kosmetiske småjusteringer af frisuren, men hun prøver da – ind i mellem – at ringe på indtil flere numre og lægger en besked på et af dem. ”Now you just wait, until he calls back”. Ja godmorgen min bare, den har jeg hørt før. Jeg forfalder – lidt dumt – til sarkasme og spørger, om det mon drejer sig om fem minutter eller fem timer, da det har en vis betydning for min planlægning. Og om det bedste mon er, at jeg simpelthen selv tager ud i lufthavnen? ”No, no” siger hun, ”it’s closed now, and maybe he’s sleeping”. For satan da, vi taler om Vestafrikas største internationale lufthavn! Men vi taler også om Afrika og det første eksempel på de genvordigheder, der naturnødvendigt må overgå den, der kaster sig ud i en rejse på dette kontinent. Jeg var jo forberedt på det og har sagt til mig selv, at jeg ville prøve at tage den slags med stoisk ro og velafbalanceret høflighed, men for F… da, hvor er det svært.

Jeg vælger at tilbringe en halv times tid på en lille farverig café nede i bunden af Uafhængighedspladsen. Her er svalt og skyggefuldt, og der er god musik, og så er der tilmed nogle usædvanlig kønne servitricer at kigge på. Det slår dog også igennem på priserne, idet jeg må af med 28 kroner for en kop kaffe og en halv liter vand, så er ”udsigten” vist også betalt.

På vejen over til caféen bliver jeg antastet af de sædvanlige ”hajer”, som jeg så passende kan lade min harme gå ud over ved anvendelse af den ufine taktik at lade som om jeg kun taler dansk. Ganske tilfredsstillende – om end lidt primitivt – at kunne formulere nogle passende uartigheder og fortælle med bramfri udtryk, hvor uendeligt træt jeg er af dem og alle deres ulidelige medhajer og så se deres fjæs krakelere, når jeg hverken reagerer positivt på ”You speak English?” eller ”Parlez vous francais?”. En taktik jeg også forfaldt til at bruge af og til i Mellemøsten. En skønne dag sker der vel det, at jeg løber ind i en, der studerer skandinaviske sprog på universitetet eller har været på et længere ophold i Danmark, uha!

Tilbage på AF-kontoret starter næste – og foreløbig sidste – afsnit af det kafkaske mareridt, hvis detaljer jeg kunne bruge mange sider på at beskrive. Essensen er den – fordomsindfriende og deprimerende – konklusion, at hovedholdningen hos de fleste er ”jeg gider ikke”, ”det er ikke mit problem”, ”prøv selv” etc. De fleste forsøg på kontakt med lufthavnen ender med, at ingen tager telefonen. En enkelt gang er der en der siger, at min rygsæk skulle være der, men ingen kan sige noget med sikkerhed. Lidt senere kommer det frem, at man nu med sikkerhed ved, at bagagen befinder sig i Paris, hvor der nu pludselig skulle være udbrudt strejke i lufthavnen! ”But maybe tonight”, foreslår geniet. Jaja, eller maybe tomorrow night or the day after tomorrow, og i mellemtiden kan jeg så bruge timer og dage på at fare rundt og tale med folk, der intet kan eller vil gøre, og telefonere til folk, der sover eller strejker eller bare ikke gider tage telefonen.

Nej, det skal være løgn, nu må det være nok, beslutningen er taget. Jeg prøver at få ham til at lave en såkaldt PIR-rapport til forsikringsselskabet, men sådan en har han aldrig hørt om. Til gengæld indføjer han linien ”Bag is delated (!) since 3 days” i min ”journal” og printer den ud til mig, og den må forsikringsselskabet så lade sig nøje med.

Det giver mig jo sådan set 3.000 kroner til køb af erstatningsting, hvoraf jeg endnu kun har brugt cirka 1.000, så af sted til den udmærkede sportsbutik og købe en rygsæk, et par knælange bukser (ret lækre faktisk) og et supersugende campinghåndklæde, hvilket sammenlagt løber op i små 1.500 kroner.

Tilbage til hotellet, med et sidste smut undervejs ind forbi AF, der naturligvis stadig intet har hørt. Så kan de også rende og hoppe kan de, ”au revoir Dakar”. Spiser lidt hurtig frokost og pakker sammen (tager jo ikke så lang tid, de begrænsede ejendele taget i betragtning) og beder om en opgørelse for mine knap tre døgns ophold. Det bliver lige tusinde kroner, inklusiv en del mad og drikkevarer samt telefonopringninger. Fair nok, og så kan det endda betales med kreditkort, så jeg sparer på kontanterne.
 

Klargøring til min første længere køretur

Ude på gaden starter straks det forventede hundeslagsmål, da der i døren viser sig en købestærk – og tydeligvis taxatrængende – hvid mand. Jeg skal ud til en busstation og er ikke meget for at give mere end en tier for det, så det går der lige noget tid med at diskutere. Jeg ved, at de snyder mig under alle omstændigheder, jeg prøver bare at holde det på et rimeligt niveau. Det ender – efter meget tovtrækkeri – med femten kroner, og endelig er jeg på vej videre.

Busstationen er – som ventet – et inferno af osende bilvrag, råbende mennesker og overgearede sælgere, der balancerer rundt med store mængder af kiks, bananer og andre fornødenheder, som man typisk må formode at få brug for på en køretur. Allerede da vi kører ind på pladsen er der 2-3 ”hajer”, der holder fast i bildøren og løber ved siden af, mens de stikker hovedet ind ad vinduet og råber ”Saly, Saly”. Og ja, sådan må det vel være, det er vel den mest sandsynlige destination for et rigt blegansigt, der befinder sig på busholdepladsen for sydgående trafik. Jeg ruller vinduet op for næsen af den mest energiske, men den slags uforskammetheder preller fuldstændig af på ham (ellers ville han nok heller ikke holde længe i den branche). Faktisk er det jo en ganske fornuftig niche han har fat i, altså at hjælpe en rådvild turist med at finde det rette køretøj til den videre færd. Jeg har faktisk brug for denne hjælp, og det ved han godt, og alligevel kan jeg ikke lade være med at irriteres over det. Blandt andet fordi hans ydelse ikke har nogen kendt og fast pris, men skal forhandles efterfølgende.

Nå, men uanset hvad jeg måtte mene, så er han ikke sådan at spise af, og det ender da også med, at han finder mig en ledig vinduesplads i en af de syvpersoners taxaer, der – muligvis – snart er klar til afgang. Dog, først skal der lige stoppes et halv ton bagage ind bagi, hvilket blandt andet omfatter min dejlige nye rygsæk. Folk sværmer rundt, og bagagen ryger ind og ud for at kunne være der, og jeg er nervøs for, at den pludselig forsvinder, så jeg insisterer på at binde den fast til nogle kasser. Også fordi vi ellers får den lige i nakken ved en eventuel katastrofeopbremsning, hvilket jeg prøver på at forklare på mit formfuldendte skolefransk. Det afstedkommer stor moro, dels fordi begrebet trafiksikkerhed nok ikke spiller så stor en rolle i deres bevidsthed, og dels måske også fordi begrebet katastrofeopbremsning ikke er en del af nærværende køretøjs egenskaber.

Omsider kommer vi af sted, og den første halve time sidder jeg og stirrer ud på noget af det grimmeste jeg længe har set, og jeg synes ellers efterhånden jeg har set en del. Uendelige køer af faldefærdige køretøjer, og i vejsiden er der bilvrag, åbne kloakker, hestevogne, affald, stinkende bål af bildæk, faldefærdige huse og små grimme værksteder, føj for den lede. Efter cirka tre kvarters kørsel kommer vi i det mindste ud på landet, hvor trafikken tynder lidt ud og man kan se ud over nogle åbne områder med store flotte baobabtræer.

Ind i mellem kan man også se ud over et vejsving, hvor der muligvis kommer en modkørende lastbil og sætter en brat stopper for vores hasarderede overhalinger, men den slags må man bare prøve at abstrahere fra, sådan er det jo mange steder i den tredje verden.

Efter halvanden times kørsel er vi fremme ved busholdepladsen i Mbour, hvor hele cirkuset starter forfra, inden jeg endelig får aftalt en pris på 17 kroner for at køre de få kilometer ud til stranden ved Saly. Da vi kommer ud på de kanter, viser det sig naturligvis, at han ikke aner, hvor ”Ferme de Saly” ligger (det hotel jeg er ude efter). Snart dukker der dog heldigvis et skilt op med hotellets navn, og jeg peger begejstret på skiltet med navn og retningsangivelse, hvorpå klovnen kører hen til skiltet og spørger ”ici?”. Da det har gentaget sig et par gange går det op for mig, at han naturligvis ikke kan læse, så når jeg peger på skiltet, så kører han hen til skiltet, logisk nok sådan set.

Langt om længe lykkes det at finde stedet, som André har anbefalet og som i øvrigt også står positivt anbefalet i LP (kan jeg se på de få fotokopierede sider om Senegal, som jeg heldigvis tog med i håndbagagen).

For pokker da en hektisk dag, men jeg glemmer helt det positive (typisk mig), nemlig at nattens og morgenens voldsomme hovedpine forsvandt efter den tredje kop kaffe, så meget tyder på, at årsagen virkelig er koffein-abstinenser.

Men nu skifter vi så over i den positive – ja nærmest begejstrede – genre. ”Ferme de Saly” er et hyggeligt lille sted, med kun en håndfuld værelser, der ligger i en slags rækkehus ned mod stranden. Og jo, vist har de da et ledigt værelse, og det koster 150 kroner, inklusiv halvpension. Der er ikke meget at betænke sig på. Rummet er kæmpestort, med både moskitonet, elektriske vifter og nydeligt badeværelse og - allerbedst – der er 25 meter ned til den mest vidunderlige milevide sandstrand, hvor en frisk havbrise atter gør livet værd at leve – mildt sagt. Og lige ved stranden er der en veranda med stole og borde og en lille bar med smukke afrikanske piger, der serverer iskolde drikkevarer.
 

Den dejlige strand i Saly

Jeg starter med lige at sidde lidt her og indtage en kølig pilsner og nyde udsigten og havbrisen og lade roen falde over mig og prøve at fortrænge alle tanker om mistede rygsække, irriterende mennesker og hasarderede køreture. Thats life!

Jeg må naturligvis også en tur i vandet. Der er så lige det der med sikkerhedsproblematikken, men efter et øjebliks overvejelser vedtager jeg med mig selv, at mine værdier er sikre nok i det aflåste rum, så jeg ifører mig hurtigt mine lækre nye badebukser og går til stranden med nøglen i en plasticpose, som jeg lægger en tung sten i og efterlader i sandet, mens jeg kaster mig ud i de pragtfulde lune bølger. Mens jeg ligger derude og ser ind på plastikposen, tænker jeg, at nu er jeg maksimalt sårbar. Hvis nogen finder på at løbe med nøglen (og har set, hvor jeg bor), så kan jeg risikere at komme ud for den ultimative prøvelse, nemlig at stå i Afrika og kun have et par badebukser. Nå, don’t worry, be happy. Jeg synes allerede jeg har haft min andel af prøvelser de første 3-4 dage, så mon ikke skæbnen holder hånden over mig og freder mig lidt?

Efter badet går jeg en tur hen ad stranden. Det var dog et pragtfuldt sted. Her er ikke ret mange mennesker, og da slet ikke turister. Af de sorte er de fleste nogle superatletiske typer, der sprinter op og ned ad stranden eller laver akrobatiske kropsøvelser, så musklerne svulmer. Mærkeligt nok er der slet ingen, der antaster mig, det var dog en utrolig behagelighed bare at kunne gå i fred.

Tager et brusebad og ifører mig mine nye bukser, som bare er så lækre. Jeg – der ellers er en klovn til at købe tøj – har de sidste dage købt T-shirt, underbukser, badebukser og korte bukser, der alt sammen ser nydeligt ud og sidder helt perfekt, utroligt!

Bestiller endnu en øl og sætter mig yderst på terrassen, hvor jeg kan se, at solen snart går ned. Det naturfænomen går jo desværre lidt hurtigt i troperne og udløser sjældent de spektakulære visuelle oplevelser, som vi kender fra de nordlige breddegrader.

Solen forsvinder bag horisonten, og der går mindre end en halv time, før det er bælgravende mørkt. Jeg går en tur ned på stranden igen, hvor meget få kunstlys forstyrrer synet af den stjerneklare himmel og hvor Mælkevejen ses helt tydeligt. Og vinden, der kommer ind fra det store hav, bærer med sig en lugt af salt og tang og fisk, og det er – efter Dakars skærmydsler – en livgivende fornemmelse at suge den friske luft dybt ned i lungerne.

Og her kan man så stå og filosofere over, hvorfor der er så mange flere grimme steder i verden end smukke og hvad for nogle klovner vi mennesker har været til at forvalte vores jordklode.

Og så er der mad, lige i tide, inden lommefilosofien tager ganske overhånd. En glimrende salat efterfulgt af en velsmagende portion spaghetti med blæksprutter. Afslutningsvis en frisk banan og – YES – en stor kande kaffe, så kan jeg måske endelig sove igennem uden at vågne med hovedpine.

Efter maden må jeg atter en tur ned på stranden. Jeg lægger mig på ryggen og stirrer op i den stjernebestrøede himmel og trækker vejret dybt igen og igen – ren terapi. Så er klokken ti, og jeg må til det, selv om jeg næsten ikke gider. Den daglige opringning til lufthavnen. Efter kun en halv snes forsøg lykkes det mig at komme igennem. ”We are offloading the plane right now, try again later – or tomorrow”. Jeg spørger, om de vil sende bagagen til Saly, hvis den skulle dukke op, og ”Oh yes, why not” lyder svaret. Hm, jeg tvivler nu, men vi aftaler alligevel, at jeg skal prøve igen om en time – hvor de så nok sover eller strejker eller beder mig prøve igen i morgen eller lover at ringe tilbage senere i aften. Jeg er også snart ligeglad. Nu kan de enten sende den herned inden for de næste to dage eller også kan de sende den retur til Danmark eller til Timbuktu eller Rio eller hvad de nu kan finde på, og så må det blive et forsikringsanliggende, når jeg engang kommer hjem igen.

Og ganske rigtigt, trods adskillige forsøg lykkes det ikke at komme igennem klokken elleve. For F… da, hvor det her dræner mit humør.

 

Onsdag d. 5. oktober 2005 – Saly

Sover som ventet perfekt, hvilket unægtelig taler for, at kofeein-teorien er rigtig. Mon man kan få det som tyggegummi, ligesom nikotin? Til gengæld sover jeg kun seks timer, men eftersom jeg føler mig frisk og udhvilet, så må det vel være, hvad jeg har haft brug for. Jeg bliver dog lige liggende og slapper af endnu et par timer, det skulle efter sigende være så sundt for stressede vesteuropæere. Og hvad skulle jeg i øvrigt også foretage mig klokken seks om morgenen, hvor det først lige er blevet lyst?

Starter dagen med at fotografere lidt heromkring. Der er smukke blomstrende planter i haven, og så er der to må søde aber i lænker – hvor synd. Til morgenmaden er der en masse ristet brød samt smør og fem forskellige krukker med forskellige rester af konfiture, som må have ”oversomret” siden sidste turistsæson, da der er smørrester og mugpletter i flere af dem. Honningen ser dog spiselig ud. Og så – oh fryd – ikke en afmålt kop kaffe, men en stor kande kogt vand og en dåse Nescafé, og så kan jeg selv styre mit misbrug. Bremser mig selv efter den tredje kop, jeg skulle jo også gerne afvænnes lidt.
 

Fra mit hyggelige logi i Saly

Her er – mildt sagt – ustresset, og inden jeg ser mig om, har jeg siddet et par timer over morgenmaden. Ikke fordi jeg ødsler tiden bort, f.eks. har jeg hele tiden min lille franske ordbog ved hånden, så jeg kan forbedre mine evner ud i dette svære sprog. Og hvis jeg får lyst til at sige en sætning til en af de søde piger, der hjælper til her, så kan jeg stille og roligt slå de nødvendige ord op og sætte det hele pænt sammen, inden jeg fyrer det af, og uden den store risiko for, at hun forsvinder i mellemtiden, for afrikanere bevæger sig sjældent ret hurtigt.

Efter morgenmaden og den efterfølgende times øvelse i at stirre ud over vandet og lave ingenting (det går faktisk allerede helt godt - ”when in Rome…”) begiver jeg mig af sted langs stranden for at opsøge ”Saly Center”, som er der, hvor alle de fine hoteller og butikker ligger, hvilket er et par kilometer herfra.

Og nå jo, forinden ringer jeg lige 30-40 gange til de to lufthavnsnumre, hvilket – ikke overraskende – resulterer i nogenlunde lige mange tilfælde af ”telefon optaget”, ”telefon besvares ikke” og ”ingen forbindelse til det kaldte nummer”. Mit blodtryk stiger en anelse, men ikke så meget, eftersom jeg snart har vænnet mig til tanken om ikke at gense frugten af måneders minutiøs pakkeoptimering.

Det er skønt at gå i vandkanten med bare fødder og bar overkrop, og på den halve time lange tur er der kun en lille halv snes henvendelser fra unge mænd, der vil tilbyde mig varer og tjenstydelser. Det er faktisk ganske sjovt virkelig at gennemføre det der stunt med kun at tale dansk, men temmelig svært ikke at komme til at svare på deres – mere og mere febrilske – spørgsmål om ens nationalitet og sprogkundskaber. Mange af dem har faktisk et ret godt sprogøre og ender som regel med at konkludere, at jeg nok er ”Dutch”, hvilket er det nærmeste de kan komme, men det er da også ganske godt klaret, synes jeg.

Efterhånden som jeg nærmer mig ”centrum” kommer der flere liggestole, parasoller og vandscootere, og til sidst ender stranden ved en stor mole, hvor jeg vender snuden ind i landet. I betragtning af, hvor stort et turistinferno dette skulle være, så synes jeg nu det virker yderst afslappet, men det er selvfølgelig også stadig lidt før hovedsæsonen. Der er et par butikker med turistting, nogle restauranter, et kasino og et par Internetcaféer, og det sidste er lige præcis, hvad jeg søger efter. Jeg bruger et par timer på at besvare og slette mails, det er nu dejligt sådan at kunne bevare kontakten til omverden (i det omfang man selv gider).
 

Drenge på stranden i Saly

Falder efterfølgende ind på en skyggefuld restaurant beliggende i yderst smukke omgivelser, og efter at have bestilt dagens menu (grillede kæmperejser) prøver jeg endnu en snes opringninger til lufthavnen. Og gudhjælpemig, om ikke jeg pludselig kommer igennem til et rigtigt levende menneske, der – believe it or not – efter nogen tid vender tilbage med det svar, at min bagage faktisk endelig er ankommet og står klar til afhentning. Nul putte, aldrig i livet om jeg gider tage tilbage til Dakar igen. Jeg siger, at jeg er på vej til Gambia og befinder mig i Saly og at de bare har værsgo’ at sende den herned. Det vil det også godt, men så bliver det først i morgen, og så må de også lige have en adresse.

Den situation var jeg naturligvis forberedt på, så jeg spurgte på hotellet i går, om de havde en postadresse. Jo da, ”BP 78”, lød svaret. Her til lands (som sikkert også i de fleste andre tredje verdens lande) er gadenavne noget, der kun bruges i større byer. Andre steder, hvor folk sjældent får post, har man en postboks, hvor man så kigger en gang imellem, logisk nok. Men det vil han ikke lade sig nøje med, når han skal sende en taxa af sted med min rygsæk. Og – voila – fem minutter senere har jeg gennemført mit første vellykkede skænderi på fransk med en afsluttende opfordring om at lette en vis legemsdel og få fat i en engelsktalende kollega. Der går nogen tid (lang tid faktisk, men – som tidligere nævnt – afrikanere bevæger sig ikke så hurtigt, og måske sov kollegaen) inden jeg får forbindelse til en, der taler engelsk og som – efter endeløse diskussioner – må acceptere, at mit hotel ikke har nogen adresse. Til gengæld får han hele to telefonnumre til hotellet, og så kan de jo bare ringe og bede personalet om at beskrive vejen hertil.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om den seneste udvikling. Umiddelbart ser det jo nu ud til, at alle problemer skulle være løst, men jeg føler mig nu stadig ikke helt sikker. Anyway, det kan jo ikke gå værre end at den alligevel ikke kommer, hvilket var situationen før denne telefonsamtale. Men det er dog en djævelsk ”kattens leg med musen”.

Tilbage på hotellet halv fem, og nu skal det gøre godt med et bad. Jeg efterlader nøglen på en hylde i baren og begiver mig til stranden, kun iført badebukser. Efter badet går jeg en meget lang tur langs stranden, i den modsatte retning af turistcentret. Jeg bor tydeligvis i udkanten af turistområdet, for det bliver hurtigt mere og mere lokalt, med faldefærdige småhuse, snesevis af unger, der leger i vandet, børn der spiller bold, et par mennesker i færd med at vaske en radmager hest ude i vandet osv.

Til sidst kommer jeg til en temmelig ussel landsby, der er milevidt fra det miljø man ser i den modsatte retning, og så er tiden vist ved at være inde til at vende om. Det pudsige er, at når jeg kun er iført badebukser, så er der absolut ingen, der forsøger at trænge sig ind på mig. Det er åbenbart ikke min krop de er ud efter, men derimod mine penge – surprise. Hver gang jeg er tørret af sol og vind – og det går hurtigt – tager jeg en ny tur ud i vandet, og hjemme igen kaster jeg mig på ryggen i sandet og nyder den lune brise og den lavthængende sol. For dælen da, that’s life!

Drikker en øl på terrassen, mens solen går ned. Eller rettere sagt ”slukkes”, for den forsvinder næsten altid i noget kedelig varmedis, inden den når helt ned til horisonten. Ud over mig er de eneste gæster tilsyneladende to franskmænd, som ikke er på halvpension, så jeg indtager min mad i ensom majestæt. Men tænk en gang, de kære mennesker dækker troligt op til en ekstra, ligesom på fine restauranter. Igen får jeg salat (hvor længe mon det går godt?) og dernæst en mør og lækker bøf, der nærmest er halvrå, uha, der kommer en del udfordringer til maven her. Slutter af med en stor kop kaffe og sidder bagefter og hygger mig med dagbogen og et par sider af ”den lille prins”. Går i seng allerede halv elleve og opgiver hurtigt at læse – kort hvor er jeg træt!

 

Torsdag d. 6. oktober 2005 – Saly

Bliver revet ud af min dybeste søvn ved, at nogen står og råber og hamrer på min dør, brænder det mon eller hvad? Jeg tumler søvndrukket ud af sengen og åbner døren. Udenfor står en kulsort mand (nå ja, jeg er jo i Afrika) og taler fransk (Vestafrika faktisk). ”Est-ce que c’est vous qui s’appelle Jensen?” Det må jeg jo indrømme, hvorefter han rabler en hel masse af sig, hvoraf jeg i det mindste forstår ordene ”sac” og ”auto”, og samtidig peger han op mod indkørslen. Jeg får hurtigt et par bukser på og følger efter ham, og ganske rigtigt, der holder en bil med to personer og – believe it or not – min rygsæk! Jamen altså, det er jo næsten for godt til at være sandt. Den må godt nok have været ude for en hård medfart, eftersom skulderstroppen på beskyttelsestasken er revet over og bundet sammen med en knude. Men skidt, det er en mindre ting i den store sammenhæng, og så vidt jeg husker er der ingen skrøbelige ting i den.
 

Båd på stranden i Saly

Det tager lige lidt tid at falde i søvn igen oven på denne oplevelse, men herefter sover jeg til gengæld som en sten helt til klokken syv. Tager rygsækken ud af posen, den ser intakt ud. Men kors hvor er den stor og tung, hvad pokker skal jeg med alt det skrammel? Det skal blive sjovt at se, hvad den egentlig indeholder, lige nu kan jeg kun komme i tanker om ganske få væsentlige ting.

Nu får jeg så et nyt problem, om end i luksuskategorien: Enten skal jeg smide noget væk (eller – bedre – forære det til nogen), eller også skal jeg rejse videre med en endnu tungere bagage. Det glimrende tøj jeg har købt kan jeg i hvert fald ikke skille mig af med, og tilbage er så rygsækken, som faktisk er rigtig god. Jeg tror jeg vil prøve at få den med til Gambia i det mindste, der kan jeg så evt. forære den til min næste HC-kontakt Viktor, når jeg kommer så langt.

Vejret er lidt anderledes fra morgenstunden i dag, overskyet og vindstille. Det sidste er det værste, dels fordi havet er meget flottere med bølger på og dels fordi det føles meget varmere, når der ikke er en afkølende brise (der i øvrigt også holder myggene på afstand).

Efter en times stirren ud over havet (man kan jo blive helt afhængig af det) slentrer jeg langs stranden hen til centret og bruger en time på Internetcaféen og en halv time på at finde en ATM, hvor jeg kan hæve lidt penge til betaling af mit hotel (som ikke tager mod kreditkort). Og så lidt frokost på en skyggefuld restaurant direkte på stranden. Det er heldigvis begyndt at blæse igen, så temperaturen er yderst behagelig. Skyerne er også forsvundet, så – alt i alt – rigtig smukt vejr. Det er lige før jeg slet ikke kan finde på noget som helst negativt at sige. Nå jo for resten, vejrudsigten for Gambia og omegn lover masser af regn de kommende dage, øv. Men nu har jeg da i det mindste både paraply og poncho, hvis jeg ellers kan finde det i den omfangsrige bagage. Og, nå jo, en ting til, mine første maveproblemer er så småt begyndt, men sådan er det jo næsten altid, når jeg rejser i tredje verdens lande.

Sidst på eftermiddagen begynder skyerne at trække sig sammen, og der høres rumlen i det fjerne. Jeg tager en sidste svømmetur og vil tage et brusebad, men så er der ingen vand i hanerne. Det klares dog hurtigt med en stor gulvspand, og snart er jeg atter skinnende ren og sætter mig ned på terrassen og nyder udsigten til den dramatiske himmel.

Det bliver mørkt, rumleriet tager til, og snart begynder det at dryppe. Jeg spiser aftensmaden inde i det lille stuelokale, hvis eksistens jeg ikke tidligere har bemærket. Pragtfuldt grillspid og et stort stykke kokostærte. I mellemtiden er det blevet rigtig tropisk dunderregn, så lad os håbe, at det kan få regnet af i løbet af natten.

Jeg kan jo lige så godt pakke i aften og få chokket straks mht. at få plads til det hele Også fordi det er begyndt at dryppe ind hist og her, og så er det nok smart, at det hele er samlet på et sted og kan overdækkes med en plasticpose. Kors hvor det fylder!

Klokken er kun ti, så jeg kryber ind under moskitonettet og tager hul på min bog nummer to, ”Terrorpenge”, det er vist noget af en knaldroman. Bliver dog hurtigt træt og falder i søvn, det må være al den friske luft.

 

Fredag d. 7. oktober 2005 – Kaolack

Kun afbrudt af et toiletbesøg lykkes det mig at sove i otte timer, hold da op, så er jeg vist ved at komme i feriemode. Jeg er også for alvor begyndt at drømme spændende drømme, som jeg jo plejer at gøre, når jeg rejser.

Det er holdt op med at regne. Ja, ikke nok med det, himlen er blå, luften krystalklar og frisk og temperaturen et par grader under normalen. Der er således også fordele ved at rejse i slutningen af regntiden, især hvis regnen primært kan holde sig til aften- og nattetimerne.

Spiser morgenmad og lægger sidste hånd på pakningen, og det lykkes mig faktisk lige netop at få den nye rygsæk proppen ind i yderposen, sammen med den gamle. Resultatet er en meget stor og tung taske, som ikke bliver sjov at bakse rundt med i bagende sol på hektiske busstationer. Betaler min regning for tre overnatninger med halvpension samt et ikke ringe antal øl og vand, og det bliver kun seks hundrede kroner, rørende.

Jeg er blevet lovet, at der skal komme en taxa efter mig klokken halv ni, tror jeg nok da. Jeg synes det går nogenlunde med at læse og tale fransk, men jeg forstår godt nok ikke meget af det de siger. Jeg ved ikke, om det er fordi de har en underlig dialekt eller det bare ER svært.

Taxaen kommer kvart i ni, hvilket absolut må anses for at være inden for de afrikanske tolerancerammer. Vejen op til ”Gare Routieres” ret let kan tilbagelægges ad 2-3 halvstore veje, men nej, chaufføren vælger at finde en genvej ved at krydse af sted ad snesevis af små hullede grus- og mudderveje med deraf følgende opbremsninger og en gennemsnitshastighed på 20-30 kilometer i timen. Ja ja, jeg ved det, tiden spiller ingen rolle her. Men hvis han tror han sparer benzin på den måde, så er jeg altså ret sikker på, at han tager fejl (for ikke at tale om den forøgede slitage på grund af de elendige veje). Men enhver er salig i sin egen tro.
 

Omkring markedet i Kaolack

På busstationen er der knap så hektisk som i Dakar, selv om tilsynekomsten af en halvbleg europæer med en megastor bagage jo altid er med til at sætte lidt fut i tingene. Bilerne til Kaolack og Banjul (hovedstaden i Gambia) holder lige ved siden af hinanden, og eftersom jeg jo egentlig skal til Banjul (med Kaolack som et muligt stop undervejs) prøver jeg at forhøre mig om, hvor lang tid det tager at komme til Banjul og hvornår vi i givet fald kan starte. Der går imidlertid fuldstændig ged i kommunikationen, så jeg beslutter i stedet at tage til Kaolack i dag og så køre videre til Banjul i morgen.

Min rygsæk fylder et halvt bagagerum, så den må op på taget, hvor den bliver surret forsvarligt fast. Prisen er 24 kroner for mig og 12 kroner for bagagen. Jeg ved ikke, om de lokale betaler ekstra for deres bagage, det er nok heller ikke værd at spekulere for meget på, det mest positive er nok bare at se på det som ulandsbistand.

Min plads – den sidste ledige – er bilens absolut dårligste, nemlig midterpladsen på det bagerste sæde (disse biler har to bagsæder, så der i alt er plads til syv passagerer). På det bagerste sæde er der dårligst benplads, og eftersom der ikke er vinduer, der kan åbnes deromme, så bliver der hurtigt ulideligt varmt, især på midterpladsen.

Jeg venter længst muligt med at gå ind, og da jeg står og kigger på det lille heldige asen, der sidder og slanger sig på forsædet, får jeg en idé. Efter at have rodet lidt rundt i hjernen efter de nødvendige franske gloser, retter jeg en høflig forespørgsel til ham, idet jeg tilbyder ham en femmer, hvis han vil bytte plads med mig, da jeg har ret lange ben. Og så sker der for første gang det, at jeg oplever en afrikaner bevæge sig hurtigt. Han nærmest flyver op af sædet og kaster sig om bagi, hold da op. Jeg kan næsten ikke tørre grinet af fjæset, da vi kører ud ad byen med mig siddende på bilens absolut bedste plads. Det er så godt nok også den farligste, men utroligt nok ER der faktisk en sikkerhedssele.

Dette lille trick er jo genialt og må gentages fremover. For mig er det BILLIGT at få bilens bedste plads for en ekstra femmer, og for ham betyder det sikkert, at han får turen gratis (jeg tvivler på, at de lokale betaler samme pris som den de forlanger af mig). Risikoen er naturligvis, at de får den idé at standse bilen et øde sted og røve mig, ud fra den betragtning, at jeg jo må være uhyre velhavende med den opførsel, men den risiko er dog næppe stor.

Alle vinduer er naturligvis rullet helt ned, så jeg får godt med sol på min højre arm, men det er behageligt med blæsten (godt jeg ikke er sart over for træk), og så kan jeg endda sidde og fotografere ud af vinduet.

Vi passerer en masse imponerende baobabtræer, og bortset fra de grimme landsbyer, så er det faktisk en ganske flot tur. Og vejen er god, med jævn asfalt og kun få huller, så vi ligger for det meste på 80-90 kilometers fart, hvilket vist i øvrigt er det hurtigste bilen kan køre. Hastigheden er beregnet ved hjælp af mit ur og de forbipasserende kilometersten, for der er naturligvis ikke noget fungerende speedometer i bilen. Langt de fleste biler har kun huller i instrumentbrættet der, hvor speedometer, benzinmåler, luftregulering, radio og andre instrumenter skulle sidde.

Turen varer halvanden time, og hvis det havde været lige så hurtigt og komfortabelt resten af vejen, så kunne jeg i hvert fald sagtens have fortsat helt til Gambia i dag. Men skidt, jeg skal jo lære at tage det roligt, så nu får jeg mulighed for at tilbringe en dags tid i en mellemstor provinsby.

Busholdepladsen ligger som sædvanlig i udkanten af byen, så jeg må have en taxa videre til Hotel Caritas, som jeg har udvalgt via min – lykkeligt tilbageerhvervede – LP-guide. På mit kort ser det ud som om hotellet ligger næsten i centrum, så jeg er lidt forbavset, da han zigzagger af sted gennem nogle mudrede veje i et øde yderkvarter. Men den er god nok, ”Caritas” står der på skiltet. Jeg tænker, at det måske kan være en eller anden velgørende institution i stedet, men så ser jeg, at telefonnummeret på skiltet er identisk med det i bogen, så det må jo være godt nok. Og ganske rigtigt, der ligger faktisk et hotel inde bag ved, hvor jeg kan få et værelse med AC og bad og moskitonet for præcis de 110 kroner, der også står anført i LP. Et meget bart rum, men rent og pænt, og helt fint til en enkelt overnatning. Bare lidt irriterende, at det tilsyneladende ligger ”ude midt på landet”, for der er ingen restaurant på hotellet (eller i nærheden) og ingen gadebelysning her omkring, så hvad skal jeg dog foretage mig efter mørkets frembrud?

Nå, den tid den sorg. Jeg lægger mig lige en halv time og slapper af (behageligt med AC), inden jeg begiver mig ud og foretager studier af nærmiljøet. Kors nogle omgivelser. ”Vejene” er ankeldybe mudderhuller, og jeg ser ingen form for indikation af, i hvilken retning byens centrum befinder sig. Jeg møder nogle lokale og spørger efter ”Marché” (marked), og det ligger absolut ikke i den retning, jeg havde forestillet mig. Undervejs (faktisk kun et par hundrede meter fra mit hotel) støder jeg på et ”pænt” hotel med tilhørende restaurant, der kunne jeg måske overveje at spise aftensmad (og så huske pandelampen, så jeg kan finde vej hjem til hotellet).

”Centrum” ligger faktisk kun cirka en halv kilometer væk, med et stort overdækket marked, der – ifølge LP – skulle være det næststørste overdækkede marked i Afrika, kun overgået af det i Marakesh. Jeg nøjes i første omgang med at gå lidt langs markedets yderside, for nu er jeg nemlig sulten. Pludselig ser jeg ”Le Brasero chez Anou”, som er anbefalet i LP, og det viser sig da også at være et udmærket sted i en lille overdækket gårdhave.
 

Skilt på toilet i Kaolack

Jeg køber dagens ret, som er ”hvid fisk med ris” (til elleve kroner), en stor og velsmagende portion. Hertil halvanden liter mineralvand (tolv kroner) og en stor øl (der nu er faldet til syv kroner).

Spiser langsomt og læser og skriver imens, noget skal tiden jo gå med, og denne her by er altså hurtigt overset. Hyggelig restaurant i øvrigt, og på toilettet er der et skilt der proklamerer, at det er forbudt at vaske fødder i håndvasken. Øv, det havde jeg ellers lige glædet mig til.

Bagefter går jeg ned omkring ”Gare routieres sud”, hvorfra jeg skulle kunne komme videre til Gambia i morgen. Så vidt jeg kan forstå afgår der biler klokken seks og klokken syv. Det er godt nok tidligt, men helt fint med mig. Der er ingen morgenmad på hotellet, jeg har allerede set rigeligt af denne her by og det er rart at få køreturen overstået, før det bliver alt for varmt. Så er der bare lige problemet med, hvordan jeg kommer derover i morgen tidlig. Det myldrer jo ikke ligefrem med taxaer i den udørk, hvor mit hotel ligger, og det er lige lovlig langt at gå med al den bagage.

Jeg går ind og ser nærmere på det store marked, som er ret kedeligt. Hundredvis af små boder med tøj, tøj og atter tøj, og så lige lidt smykker og damesko ind i mellem, GAB. Så er klokken tre, og hvad hulen skal jeg nu finde på? Tja, jeg kan jo gøre som afrikanerne, lægge mig hjem på sengen og slappe af. Det går egentlig helt fint, det lykkes mig endda at falde i søvn lidt, så nu får jeg nok svært ved at sove i nat.

Jeg går lidt rundt i byen (mere GAB) og går så hen på det ”fine” Hotel Francais, hvor de imidlertid ikke vil servere middag før klokken otte. Det gider jeg ikke vente på, så jeg trasker op i den anden ende af byen og spiser på den samme restaurant igen. Får en lidt kedelig pizza og en is, der ser ud som om den har været tøet op og frosset igen, uha.

Myggene sværmer om mig, og jeg kan se, at jeg har fået nogle stik på fødderne. Det går jo ikke, så jeg må vist til at være lidt mere gavmild med myggeolien og/eller iføre mig lange bukser samt sko og strømper om aftenen. Grufuld tanke, jeg har endnu ikke haft andet på end korte bukser og plastiksandaler.

Klokken ni kan den ikke rigtigt trækkes længere. Jeg er sidste gæst, og i øvrigt skal jeg jo også ret tidligt op i morgen. Jeg har ikke rigtigt mod på at gå hjem gennem de nattemørke gader, og specielt da ikke det sidste stykke, hvor store mudderpøle og lige så store affaldsdynger ligger overalt, og hvor der – formentlig – er bælgravende mørkt og fyldt med store rotter.

Jeg stopper derfor en tilfældig taxa, der siger ”Caritas, yes yes” og vender kareten. Han ved tilsyneladende cirka, hvor hotellet ligger, men så heller ikke mere, for pludselig stopper han bilen et meget skummelt sted, gys. Hurtigt ser jeg dog, at det blot er for at spørge to mænd om vej. Dem havde jeg slet ikke set, men de har jo også cirka samme farve som mørket. Omsider finder vi hotellet, og jeg spørger – på mit stadig mere avancerede fransk – om han måske kunne tænke sig at hente mig i morgen tidlig klokken halv syv og køre mig til busholdepladsen. Det vil han da gerne, og hotellets vagtmand er i mellemtiden dukket op og bekræfter, at chaufføren ser ud til at have forstået aftalen.

Jeg stiller begge mine alarmer (armbåndsur + kamera) til lidt i seks, snupper et bad og skynder mig ind under moskitonettet, før de lede små bæster begynder at holde festmåltid på mit lækkert rengjorte legeme.

Hovedpuderne er hårde som sten, og en er for lidt og to for meget. Sådan er livet fyldt med besværlige problemstillinger, tænker jeg, lige inden jeg falder i søvn. Og den allersidste tanke er, at jeg ikke har fået kaffe siden i morges, og i morgen tidlig skal jeg af sted uden morgenmad, så der kan hurtigt komme til at gå 30 timer uden dette – for min krop så nødvendige – giftstof. Uha, det skal blive spændende at se, hvor langt jeg er kommet i afgiftningsprocessen.

 

Lørdag d. 8. oktober 2005 – Hård tur til Gambia

Vågner ved stereofonisk bippen – og uden hovedpine, gode tegn. Morgentoilette og pakning er hurtigt overstået, og jeg står i god tid klar nede ved porten. Min vagtmands-ven fra i går er der også (meget sødt, men ellers kunne jeg vel heller ikke komme ud), og han udtrykker tvivl om, hvorvidt taxachaufføren nu også husker aftalen. Men ellers vil han godt følge mig på vej op til den nærmeste taxa, det var dog overvældende.

Fem minutter over halv syv er taxaen endnu ikke dukket op, så vi begynder at gå. Den sæk er fuldstændig umulig at bære, fordi remmen er ødelagt og derfor alt for kort. Det var jo også meningen, at beskyttelsesposen skulle være i rygsækken (og rygsækken på ryggen) i den slags situationer, men det går altså ikke før jeg har skaffet mig af med den ekstra rygsæk (og det bliver snart, lover jeg mig selv).

Oppe ved markedet er der en taxa, hvis chauffør straks – med fin situationsfornemmelse – fornemmer en kunde, der har travlt og har meget begrænsede alternativer. Så prisen bliver otte kroner, ganske urimeligt for en god kilometers kørsel. Ved busstedet er der, trods det tidlige tidspunkt, masser af aktivitet. Folk går rundt og råber og skriger og skubber og river, biler dytter og gasser op og udsender blåsorte, stinkende skyer af dieselos, høns og geder går rundt og roder i affaldet, små unger og gamle koner kratter mig på armene og tigger om penge – og der stinker af pis!

Jeg finder en bil til Banjul og prøver som sædvanlig at begrænse deres overpris, men jeg kan ikke gøre ret meget andet end at betale, hvad de forlanger, og så ellers se glad ud. Jeg er desværre ikke den første, men – no problem – mit lille trick virker stadig. Jeg er dog lige ved at tro, at jeg har snydt mig selv, da vinduet ved forsædet ikke kan åbnes (der er faktisk slet ikke noget håndtag), så jeg brokker mig til chaufføren, der fluks finder et halvt håndtag, som – med lidt besvær – kan bringes til i hvert fald at få vinduet halvvejs op. Ikke nok til, at jeg kan sidde med armen ude, men i hvert fald nok til at få noget svalende luft indenfor.

Inden afgang skal vi lige have benzin på (sådan er det altid, de har først råd til at købe benzin, når de har fået penge for turen). Bilen er åbenbart ikke helt nem at starte, så han lader den køre i tomgang imens, og tilsyneladende er der en defekt i gearkassen, der gør, at bilen kører langsomt fremad, selv om den står i frigear. Lidt komisk at han må stå og træde på bremsen mens han instruerer benzin-manden (der jo nødigt skulle fylde FOR meget på).

Til gengæld virker kasette-afspilleren, og jeg foreslår et bånd med noget senegalesisk musik. Men nej, gudhjælpemig om ikke idioten monterer et bånd med en vrissen gammel mand, der – med høj og messende stemme – læser op af Koranen i over en time, for fuld udblæsning. Jeg prøver at få ham til i det mindste at skrue lidt ned, men nej, det skal åbenbart være meget højt. ”Jawohl, dann haben wir andere metoden” tænker den velforberedte rejsende og fisker et par ørepropper op fra håndbagagen, hvilket i det mindste lige skærer de øverste par DB fra.

Pænt landskab faktisk, med majsmarker og baobabtræer og flotte fugle og små landsbyer med rigtige ”negerhytter”. Til gengæld er vejen ret så dårlig. Asfalteret godt nok, men med så mange og store huller, at chaufføren foretrækker at køre ude i rabatten, så snart det er muligt.

Der er en livlig trafik af hunde og høns og geder på tværs af vejen, og på et tidspunkt torpederer vi et lille gedekid, øv. Chaufføren kører videre, tilsyneladende uanfægtet, men nogle minutter senere stopper han dog og går ud og checker køretøjet (der langsomt kører videre imens).

Efter et par timers kørsel er vi ved grænsen, hvor jeg bliver dirigeret ud for at få stemplet i mit pas, at jeg nu atter har forladt Senegal, og få minutter senere er vi fremme ved den gambiske grænsepost. Og nu taler folk pludselig engelsk, det var dog en yderst behagelig forandring.

Jeg bliver gennet ud af bilen og bedt om at fjerne min bagage, what ?!? Nå ja, hvor naiv kan man være, naturligvis kører de ikke ind i nabolandet, og herfra må jeg så selv finde et nyt transportmiddel til Banjul. Jeg siger til chaufføren – på dansk – at jeg synes han er en led svindler og godt kunne have sagt dette på forhånd, bare for at komme af med min harme.

I paskontrollen bliver jeg spurgt om ”address in Gambia”, hvortil jeg svarer ”some kind of hotel”. Men nej, så let slipper jeg ikke, der er nødt til at stå noget konkret i det pågældende felt i den store protokol, der minutiøst udfyldes med oplysninger fra mit pas. Ok da, så får de navnet på det hotel i Banjul, som jeg har besluttet at prøve først, og så er alle glade.

Udenfor står en masse ivrige vekselhajer med centimetertykke bunker af pengesedler og prøver at overbevise mig om, at man simpelthen er nødt til at skaffe sig noget lokal valuta (”dalasi” hedder pengene) her og nu. Den slags er den næsten helt sikre måde at blive snydt på, eftersom jeg ikke aner noget om, hvad den aktuelle kurs er. Jeg har ganske vist en kurs (i forhold til euro) i min LP-guide, men den er fra 2002, og den gambianske økonomi er en af områdets svageste, så der kan jo være sket meget i mellemtiden.

Det myldrer også med emsige taxachauffører, men så kommer der en fyr og siger, at hans bus kører nu, og så hopper jeg på den og slipper fint af sted med at betale med CFA (de par kroner det koster). Den stopper ganske vist en masse gange for at tage lokale på og af, men det er jo også meget sjovt at se på.

Desværre er den forventede hovedpine nu så småt ved at indfinde sig, formentlig grundet en kombination af kaffe- og vandmangel, anstrengelser med bagageslæbning og støj og varme samt – ikke at forglemme – det faktum, at klokken er elleve og jeg ikke har fået noget at spise siden i går aftes. Underligt i grunden at den ikke er værre, når jeg nu tænker over det.

Omsider får bussen skramlet sig frem til Barra, som er det nærmeste man kan komme Banjul pr. landtransport. Tilbage er lige en krydsning af Gambia River, der på dette sted vel er 5-6 kilometer bred. Lige da jeg står af bussen ser jeg et ”Change Bureau”, hvor jeg går ind og veksler halvtreds euro. Det giver 1650 D (dalasi), dvs. 1 D er cirka 25 øre, og den kurs er faktisk kun cirka halvdelen af den, der står anført i LP.

Her ved færgelejet er der total kaos. Jeg presses med af en malstrøm af mennesker, der bevæger sig gennem en smal korridor, i hvis midte der er et lille bitte hul i muren. Inde bag dette hul sidder en billetsælger, der overleverer mig en billet mod betaling af 10 D, hvorefter jeg lader mig presse videre gennem korridoren. Ved udgangen sidder en mand og kontrollerer, at man nu også har købt en billet, og da han ser min store taske peger han inkvisitorisk på den og siger ”one more ticket”.

Shit altså, det er faktisk ikke spor nemt at bevæge sig – mod strømmen og med en kæmpestor taske – tilbage gennem korridoren og købe endnu en billet. Men jeg er jo stor og stærk, og nu er jeg også ved at være lidt irriteret, så det kan da godt være, at jeg får væltet et par afrikanere undervejs – undskyld for det.
 

Passagerer til færgen over Gambia River

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig mht. færge, men i betragtning af, at det er landets hovedstad, der ligger lige ovre på den anden side, så vel nok noget i retning af et par færger i penduldrift, dvs. en eller flere afgange i timen. Jo goddag do! Ude på den anden side af korridoren befinder sig i hundredvis af ventende mennesker, hvoraf de fleste har indtaget ”afrikaner-stilling”, dvs. de sidder i skyggen og stirrer sløvt frem for sig. Ingen ved tilsyneladende noget som helst om, hvornår den færge kommer, og i mellemtiden bliver min hovedpine værre. Jeg køber en rulle kiks af en lille dreng. De smager syntetisk af ananas, men det må da i det mindste give en vis forhøjelse af mit blodsukker.

Endelig – efter en times ventetid – åbnes de store metalgitterlåger, og folk strømmer ud som vilde – lige ind i en stor flok geder, som åbenbart også skal med færgen, men som dog heldigvis ikke har behøvet at løse billet.

Oppe på det øverste dæk er der til alt held lidt vind, især da færgen, efter lang ventetid, begynder at sejle. Turen varer en lille halv time, og det eneste underholdende optrin er, at en høne stikker af og dens ejermand må ligge og rode rundt inde under en bil for at få den ud igen.

Ved landgangen er der igen tumultagtige scener, og blandt de mange masende mennesker er der nu også en del taxachauffører, der er villige til at køre mig hvor som helst hen. Det skal de dog ikke, for jeg har tænkt mig at gå ind på ”Ferry Guesthouse”, der ligger lige over for landgangsbroen, selv om jeg først finder stedet efter en sveddryppende lang omvej med min tunge bagage. Jeg kan få et værelse her til hundrede kroner, men det er totalt ”basic”. En grim hul seng og et snavset vindue ud til en baggård, intet moskitonet, ingen AC og end ikke en elektrisk ventilator. Og kvarteret her omkring, Vorherre bevares, nej, ikke om jeg gider bo her.

Eneste ”upclass” alternativ er ”Atlantic Hotel” i byens udkant, der – iflg. LP – har værelsespriser til omkring 400 kroner og ligger lige ud til kysten. Jeg stopper en taxachauffør, der forlanger ublu 25 kroner for at køre mig derhen, støn, de udnytter mig på det groveste!

Dette hotel ser i grunden heller ikke alt for spændende ud, og så er det chaufføren spøger, om han ikke bare skal køre mig ud til ”Hotel Senegambia”, hvor der er strand og frisk luft og hvor ”alle de andre turister bor”. Tjo, tja, hvorfor egentlig ikke? Et hurtigt opslag i LP sandsynliggør, at prisniveauet er nogenlunde det samme, og så vil jeg ærlig talt langt hellere bo ude ved stranden. Så altså, voila, here we go, selv om taxaprisen så stiger til hundrede kroner. Efter denne anstrengende dag er jeg lige i humør til at spendere på mig selv og genvinde humør og kræfter i nogenlunde civiliserede omgivelser.

Det viser sig, at vi ikke må køre det sidste stykke ned til hotellet i en ”fremmed” taxa. Vi er tydeligvis på vej ind i en beskyttet turistzone, og oppe i vejkrydset står en betjent og kontrollerer al kørsel til og fra dette område. Chaufføren er tydeligvis beklemt over at måtte bede mig om at gå det sidste stykke. Jeg prøver at spørge ham, hvor langt der er, men så langt rækker hans sprogforståelse ikke. ”Oh yes, not very long” lyder svaret. En af forskellene her i forhold til Senegal er, at i Senegal taler de dårligt fransk, mens de her taler dårligt engelsk.

Det ser dog faktisk kun ud til at dreje sig om et par hundrede meter, så jeg tager al mit bras på nakken og begiver mig af sted. Dog ikke ret langt i første omgang, for langs vejen ligger den ene restaurant efter den anden, og min krop nærmest SKRIGER efter en stor optankning af både vådt og tørt.

Jeg vælter ind på en af de første restauranter og bestiller to kopper kaffe, en stor flaske vand og en portion ”fish and chips” (nu er vi jo i ”englænderland”). Pyh, det gør underværker, og snart føler jeg mig atter helt menneskelig.

Hotel Senegambia

På Hotel Senegambia, der oser af (lettere nedslidt) luksus, kan jeg få et kæmpestort værelse med bad og AC og morgenmad for godt 400 kroner, hvilket ganske vist er ret dyrt, men rimeligheden af enhver pris afhænger jo af situationen, og lige nu synes jeg de penge er givet rigtig godt ud.

Jeg starter med at tage et bad, ah, det friskede, og så vasker jeg noget tøj, som bliver hængt op på tørresnoren lige udenfor. Gud, der er to store aber, der sniger sig rundt i buskadset, bare de nu ikke stikker af med mit vasketøj! Mens jeg har hængt tøjet op, er en stor frø hoppet ind på værelset, det var dog pokkers til dyreliv.

Lidt oppe ad vejen ligger et ”telefonhus”, hvorfra jeg ringer til Viktor, som er min næste (og foreløbig sidste) HC-kontakt. Han tilbyder at dukke op herude allerede i aften, men jeg undskylder mig med, at jeg er træt og trænger til at slappe af, så vi aftaler i stedet at mødes i morgen aften kl. 18 på mit hotel. Lige ved siden af ligger også en Internetcafé, hvor priserne er cirka de samme som i Senegal, selv om hastigheden er meget lavere. Her får jeg klaret mailsituationen og checker efterfølgende vejrudsigten. Uha, det ser ikke godt ud. I morgen sådan lidt blandet, og derefter fem dage med regn. Forhåbentlig betyder det ikke, at det skal regne hele tiden!

Jeg er ved at komme ovenpå igen, efter den anstrengende dag, hvor jeg flere gange var parat til at kaste håndklædet i ringen og finde en mindre ambitiøs udgave af min planlagte rejserute. Jeg HAR faktisk allerede fundet et par stykker, men lad os nu lige se tiden an.

Jeg overvejer at spise hotellets aftenbuffet, men det viser sig, at de kræver ”pæn” påklædning (ikke korte bukser og sandaler), så det gider jeg ikke. Vil faktisk også hellere sidde udenfor på en af restauranterne op langs gaden.

Spiser kylling i jordnøddesauce, og det smager faktisk ganske udmærket (jordnødder er i øvrigt en af Gambias vigtigste eksportartikler). Dertil et par lokale øl, der - ligesom i Senegal – er ok, men heller ikke meget mere.

Restauranten er – ligesom resten af området – domineret af englændere, der ved Gud ikke er noget særlig opmuntrende syn. Mange af kvinderne er enten kvabsede eller tynde og piercede, og en stor del af mændene er karseklippede, tatoverede og højtråbende, gys! Og sexindustrien florerer – trods Afrikas dårlige ry – i bedste velgående. Her er masser af halvgamle mænd med kønne unge afrikanere (Thailand om igen), men også en del europæiske kvinder, der tydeligvis er over ”sidste salgsdato”, som plejer selskab med nydelige afrikanske mænd i tyverne.

Jeg afsluttet måltidet med turens hidtil bedste kop kaffe (cappuccino endda) og går hjem gennem den mørke nat, mens det lyner og buldrer i det fjerne, det bliver jo nok regn i nat. Tænder for AC’en og kryber ned i min gode seng og nyder at kunne læse ved en rigtig natlampe (normalt er der bare et lysstofrør eller en nøgen pære et eller andet tilfældigt sted i rummet).
 

Søndag d. 9. oktober 2005 – Hotel Senegambia

Swimmingpoolen på Hotel Senegambia

Vågner på et tidspunkt ved lyden af voldsom regn, men sover snart videre. Står op – behageligt udhvilet – ved ottetiden og konstaterer, at regnen er holdt op, selv om det stadig er overskyet.

Indtager den overdådige morgenmadsbuffet med toast, æg og bacon, tropiske frugter, cereals og adskillige brødsorter. Sidder og spiser ude på en terrasse og nyder synet af eksotiske planter og fugle. Imens skriver jeg den mail, som jeg bagefter går op og sender til alle ”de udvalgte”, hvilket lige præcis kan nås på en time, trods det bagvendte tastatur.

Bagefter går jeg på stranden og kaster mig ud i bølgerne, der er mindst lige så store som på Kreta i sommer, sjovt. Det er let overskyet, hvilket faktisk er yderst behageligt, for så kan man holde ud at sidde ”frit fremme”, uden at sveden vælter frem. En rigtig driverdag ved stranden og poolen, og trods skyerne kan jeg alligevel se, at solen har haft en virkning på min hud.

Klokken seks sidder jeg oppe i receptionen og afventer, at Viktor dukker op, hvilket han da også gør, om end først en halv time senere, da jeg er lige ved at opgive ham. Vi sætter os op på en af restauranterne og spiser lidt aftensmad, selv om det nu mest er mig der spiser, for Viktor siger, at han allerede har spist (dagen efter går det op for mig, at han simpelthen mistede appetitten, da han så priserne). Viktor er en af den slags mennesker, som der skulle være mange flere af i Afrika, så ville det ikke se så slemt ud som det gør. Sprudlende energisk og fuld af visioner og idéer til, hvordan verden kan gøres bedre. Han laver TV-film, specielt sådanne, der har et vist pædagogisk indhold, for ad den vej at prøve at liste noget fornuft ind i en fattig og uvidende befolkning.

Vi aftaler, at jeg skal komme ind til ham i morgen formiddag klokken elleve, så vil han vise mig lidt rundt i Serekunda og på hans arbejdsplads – det skal nok blive interessant.

 

Mandag d. 10. oktober 2005 – Viktor og Serekunda

Dyreliv i parken omkring Hotel Senegambia ('monitor lizard')

På vej op til morgenmaden støder jeg på både aber, fugle og en stor varan, det er jo den rene zoo. Bagefter må jeg op og veksle. Uha, jeg synes det går lidt stærk med pengeforbruget. Jeg tør ikke veksle for mange, eftersom de gambianske penge ikke kan bruges (og efter sigende end ikke veksles) i andre lande. Et hurtigt Internetbesøg (jordskælv i Pakistan og orkan i Mellemamerika, suk) og så ned og pakke og checke ud.

Viktor har giver mig adressen på en café i Serekunda, hvortil jeg lader mig transportere med en af de taxaer, der holder uden for hotellet. Jeg sætter mig ind på caféen og venter, mens jeg muntrer mig med en soduko. Snart kommer Viktor og fortæller, at vi lige straks får følgeskab af hans hovedskuespiller fra den TV-serie, som han producerer, og som skulle være meget berømt, i hvert fald her i Gambia.

Han dukker da også op snart efter, en høj og sympatisk fyr, der præsenterer sig med en masse navne, hvoraf jeg – min begrænsede hukommelse taget i betragtning – nøjes med Paa. Vi begiver os af sted til deres ”filmredigeringsstudie”, og straks får jeg bekræftet Paas berømmelse. Alle råber efter ham og vil hilse og trykke hænder, hvad han da også beredvilligt gør. Ved samme lejlighed vil de fleste også lige hilse på mig, der jo åbenbart også må formodes at være noget særligt. Det må være nogenlunde lige som at gå ned ad Strøget sammen med Bille August og Ulf Pilgaard.
 

Viktor og Paa

”Filmstudiet” råder over en del teknisk udstyr, om end det er yderst primitivt i forhold til, hvordan tilsvarende faciliteter ville tage sig ud i Europa. Jeg hilser på skuespillere, instruktører og klippere, der alle er meget venlige og interesserede i mit velbefindende og min Afrika-færd, og vi ser en bid af en af Viktors TV-serier med Paa i hovedrollen.

De to gutter vil gerne bruge nogle timer på at vise mig rundt, så vi begiver os af sted, i første omgang i en af de deletaxaer, der er det primære transportmiddel i by og på land. Første mål er en ”Crocodile Pool” med tilhørende lille museum og botanisk have. Undervejs må vi stoppe og trykke snesevis af hænder og snakke med folk, og et enkelt sted bliver vi inviteret indenfor og får en fornemmelse af, hvordan en lokal familie (med ni medlemmer) bærer sig ad med at bo i tre små værelser (vel i alt omkring 40 kvadratmeter).

Museet er der ikke så meget ved (men sådan har jeg det nu med de fleste museer), men det er en dejlig have med flotte planter og et enkelt træ af helt gigantiske dimensioner. Pludselig får vi en forskrækkelse, idet der ligger en stor ”dille” med åbent gab kun et par meter væk, gys! Og den er ikke alene. Ved nærmere eftersyn ligger de spredt rundt omkring, uden nogen form for adskillelse fra publikum. Vi bevæger os rundt mellem monstrene med rolige bevægelser og vagtsomme øjne og har ikke spor lyst til at være ulydige overfor et skilt der oplyser, at krokodillerne ikke må berøres.

Bagefter går vi en lang tur gennem det spraglede, larmende, og støvede Serekunda, blandt andet til et lokalt marked med alle de sædvanlige ting (samt stinkende sektioner med fluebefængte fisk og kødvarer, lige til at blive vegetar af). Vi indtager frokosten på et lille lokalt sted. ”Fufu”, som er nogle blævrede skiver af rismel, der indtages sammen med en krydret sauce med lidt kylling. Et par unger står og kigger meget interesseret på mig. Jeg stikker dem de danske postkort, som jeg købte i lufthavnen, så kan de kigge lidt på dem i stedet for på mig.
 

Løse krokodiller!

Endelig ved firetiden er vi tilbage ved studiet, hvor jeg henter min deponerede bagage. De andre skal lige et smut i banken, så jeg bliver overladt lidt til mig selv på caféen, hvilket jeg har det helt fint med. Det har været en intens eftermiddag, og dagen er jo ikke slut endnu.

Viktor kommer tilbage, og vi sidder lidt og hænger. Der kører en eller anden film på TV’et, og 4-5 fyre i caféen skændes voldsomt om fodbold. Det er åbenbart noget, der kan bringe sindene i kog her (også). Viktor spørger, om vi skal gå eller tage en taxa til hans lejlighed, og for min skyld kan vi fint gå, selvom min oppakning er lidt tung. Der er nu godt nok langt, 2-3 kilometer vil jeg tro, og efterhånden kommer vi ud i et af byens yderkvarterer, hvor gaderne består af sand og der ikke længere kører biler.

Viktors lejlighed ligger i det ene af en serie små rækkehuse, der ligger langs begge sider af en lille blind vej. Et rigtigt lav-tæt miljø, hvor alle tilsyneladende kender hinanden, og alle skal naturligvis lige hilse på den fremmede. Lejligheden består af tre rum med fuldstændig nøgne vægge. I ”opholdsstuen” er der et lille bord og en bænk i den ene ende, i ”soveværelset” er der en stor madras samt en bøjlestang med Viktors tøj og i ”kontoret” et bord med en PC plus et utal af papirer. Fra stuen er der udgang til en lille gård, hvor der er et lille redskabsrum og et WC / bad (dvs. et hul i jorden, resten klares med en medbragt spand).

Viktor har fortalt, at han selv vil lave mad til os, men hvor pokker er køkkenet? Men ”no problem”, der står en lille metalbeholder med trækulsbriketter ude i baggården, that’s it. Nu er det bare lige sådan, at her ligger man ikke inde med lagre af fødevarer (intet køleskab), så alt må købes fra gang til gang på markedet, der ligger en halv times vandring herfra. Vi har sådan set lige passeret det på vejen herud, og jeg spørger forundret Viktor, hvorfor vi så ikke bare klarede indkøbene på vejen. Det havde han godt nok også tænkt på, men syntes vi havde rigeligt at slæbe på i forvejen, og desuden har han også lige nogle ærinder at ordne. Blandt andet skal han hjælpe en bekendt med at sende nogle e-mails fra en Internetcafé. Udmærket, der kan jeg også godt bruge en halv times tid. Vi skal da for resten også lige hilse på en masse mennesker, som vi møder undervejs, og den slags tager tid.

Vi nærmer os skumringstimen, og jeg er meget tørstig. Jeg spørger, om vi mon kan købe vand på flasker nogen steder, men det ligger det åbenbart lidt tungt med i dette område, der ikke ligefrem er overrendt af turister. Det ville ellers være godt i det mindste at få fat i en enkelt stor flaske, som jeg så efterfølgende kunne bruge til at desinficere almindeligt vand i.

Vi finder vennen, som viser sig at være damefrisør og lige ved at lægge sidste hånd på en kunstfærdig frisure, så i ventetiden kan jeg jo lige hilse på alle hans venner, der allerede sidder og hygger sig herinde eller lige kommer forbi. Så går vi hen til Internetcaféen, der desværre har en meget langsom opkobling, så jeg når ikke meget på den halve time.
 

Viktor laver mad i "køkkenet"

På markedet må vi gå rundt meget længe, før det lykkes at finde ”sweet potatoes”, som Viktor har sat sig i hovedet skal indgå i vores måltid. Jeg indvender spagfærdigt, at jeg da med glæde betaler for et restaurantbesøg, men nej, det kan der slet ikke være tale om, så råvarejagten fortsætter. Lidt tomatpuré (hældt op i en lille plasticpose fra en stor blikspand, med en meget ulækker ske), et par æg, et par bouillonterninger, en lille portion af et eller andet blandingskrydderi samt nogle bananer og appelsiner. På vejen tilbage passerer vi en restaurant, der heldigvis har flaskevand. Jeg skynder mig at købe 2½ liter og nedsvælger den ene liter på få minutter, pyha, det var tiltrængt.

Endelig er vi hjemme igen og klar til at lave aftensmaden, men nu er klokken også efterhånden blevet ti. Jeg tilbyder min hjælp, men nej, jeg skal bare lægge mig lidt og slappe af, hvad jeg gør med stor fornøjelse, jeg er godt nok blevet udmattet. Det skulle egentlig slet ikke genere mig at sove nu, uden mad, men det ville godt nok være noget af et antiklimaks efter de timelange forberedelser.

Nu skal der først tændes op i trækulsbækkenet, så det har lange udsigter med den mad. Jeg får den tanke, at jeg måske kan se mine digitale billeder på Viktors PC, og ja, minsandten. Der er nogle ganske gode ind i mellem, men desværre også en del uskarpe.

Endelig – hen ad klokken elleve – er maden klar. Søde kartofler med tomatsovs, slet ikke så dårligt. Forskellige bekendte kommer og går, det er faktisk ret hyggeligt. Snart må jeg dog trække mig tilbage til min lækre silkelagenpose. Jeg har sat Viktors elektriske vifte op foran mit natteleje, og så må vi bare håbe, at det er nok til at holde myggene på afstand, for det er i hvert fald ikke muligt at hænge et moskitonet op her.

 

Tirsdag d. 11. oktober 2005 – Senegal igen

Ved syvtiden ryger strømmen og dermed den behagelige luftstrøm fra viften. Viktor pusler allerede rundt, og det samme gør en af vennerne, der var her i går aftes.
 

Oversvømmelse pga. voldsomt regnvejr

Jeg har besluttet at droppe yderligere udforskninger af Gambia, selv om jeg må erkende, at tre dage (hvoraf halvanden på stranden) nok er i underkanten til at yde landet retfærdighed. Men vejene er forfærdelige, og hvis jeg skal ”upcountry” (til Georgetown og / eller Basse) ryger der yderligere en lang transportdag på, og det orker jeg næsten ikke allerede igen, så hellere bruge tiden andre steder.

Jeg ville jo gerne tidligt af sted, hvis det på nogen måde er muligt. Med erfaringerne fra sidste grænsekrydsning in mente er det nok smart at være i god tid. Jeg har prøvet at forklare Viktor, at jeg sagtens kan tage af sted uden morgenmad, men ikke tale om. Desuden kan jeg slet ikke gå nogen steder lige nu alligevel, siger han og peger på himlen. Gys et dramatisk syn! Tre skysystemer i forskellige grader af gråsort bevæger sig rundt med forskellige – men alle anselige – hastigheder. Uha, det kunne nemt komme til at betyde regn i betragtelige mængder.

Jeg kan ikke lade være med at more mig lidt over synet af den kendte filminstruktør i sit ulastelige dress og hans flippede kunstnerven med stritfrisuren, som begge ligger og roder rundt nede på jorden for at få ild i kullene. Sprit, tænker man jo uvilkårligt, eller tændvæske eller tændbriketter eller i det mindste nogle gamle aviser. Men nej, vi er i Afrika, og her må man klare sig med, hvad man har. Dvs. dråber af stearin fra et lys samt – oh gru – et par brugte plastikposer. Arrangementet udvikler naturligvis en kvælende sort røg, men kombineret med energisk pusten og viften går der faktisk omsider ild i skidtet.

Imens bliver der ”vasket op”. Gryden fra i går bliver skrabet ren for indtørrede madrester med en kniv, og så er den klar igen. Jeg sidder og kommer til at tænke på, at jeg har overvejet at anskaffe en ny opvaskemaskine, fordi den gamle har en tendens til at efterlade kalkstriber på glassene, tænk at vi bor på den samme planet.

Og så bryder uvejret løs, hold da op! Det bliver helt mørkt, det begynder at blæse kraftigt og himlens sluser åbner for et veritabelt vandfald. Viktor griber kulbækkenet og flygter ind i det lille skur, hvor han troligt sidder og puster videre, mens hjælperen – iført en stor paraply – farer frem og tilbage med diverse remedier. Snart står der ti centimeter vand i baggården, men det er for intet at regne (ha ha) mod det syn, der udspilles ude på vejen, der er omdannet til en rivende – 30-40 centimeter dyb – flod. Lidt senere, da det atter er stilnet af, tager jeg skoene af og vader ud midt i ”floden” for at fotografere, kors et syn.
 

Afsked med Viktor

Og her oplever jeg så noget, der gør mig deprimeret og modløs på Afrikas vegne. Mange af kvinderne benytter lejligheden til at skille sig af med al deres husholdningsaffald, som de ufortrødent kaster ud i ”floden”, der rask bærer det væk. ”Ude af øje er ude af sind” synes at være den bagved liggende holdning, og ingen synes at tænke på, at lidt senere, når vandet atter er forsvundet, så ligger deres affald ud for andres huse og andres affald ud for deres huse. Det er selvfølgelig nemt nok at være forarget, men på den anden side set, hvad skulle de stakkels mennesker egentlig ellers gøre? Her er ingen offentlige skraldespande og ingen renovationsordning, så reelt har de vel egentlig ikke mange alternativer.

I mellemtiden er ”morgenmaden” færdig. En stor portion spaghetti med mere af den udmærkede sovs vi fik i går, efterfulgt af et par bananer. Jeg spørger, om ikke også de selv skal have noget, og jo jo, ”a little later”. Det viser sig, at de i stedet skal have ris, hvilket jeg da så absolut lige så godt kunne have spist også, men Viktor har åbenbart ment, at spaghetti er mere ”fint” og ”vestligt”. Anyway, det smager udmærket og mætter fint, men det kommer nok også til at gøre det ud for frokost, da jeg næppe kommer herfra før hen ad middagstid.

Da uvejret er stilnet af, siger Viktor, at han vil begive sig ud for at finde ud af, hvorfra der afgår biler til det sydlige Senegal, og så vil han – fra sin mobil – ringe til hjælperens mobil og give besked om resultatet. Fattigt er her helt bestemt, men rigtig mange er alligevel i besiddelse af mobiltelefoner og bruger dem flittigt.

Imens går jeg i gang med at desinficere en liter vand ved hjælp af en af de medbragte mikropurtabletter, for jeg kan mærke, at jeg er lettere dehydreret, og jeg får nok ikke lejlighed til at købe vand før jeg er fremme ved dagens mål. En lille tablet i en liter vand, ryste lidt og vente en halv time, og – vupti – alle potentielle dårligdomme skulle være forsvundet. Utroligt, men forhåbentlig sandt, og så kan det ikke en gang smages. (blot en svag klorlugt). Jeg vil nu alligevel kun bruge det, når der ikke er andre muligheder, for jeg kan ikke forestille mig, at det er videre sundt.

Efter en times tid ringer Viktor og siger, at han har fundet stedet og er på vej tilbage i en taxa, og i mellemtiden er ”floden” blevet reduceret til en masse kæmpestore vandpytter, der er indbyrdes forbundet med mindre bække. Det tager et kvarters tid at nå frem til busholdepladsen, hvor de er i gang med at fylde en syvpersoners bil op. Jeg er nummer fire, så jeg må væbne mig med tålmodighed og vente på, at der dukker tre personer mere op.

Jeg kan ikke rigtigt bruge mit trick til at få forsædet, eftersom det er okkuperet af en halvinvalid fyr med dårlig hofte, fair nok. Til gengæld får jeg en vinduesplads på midtersædet, hvilket også er udmærket. Viktor vil først vente på, at jeg kommer af sted, men jeg insisterer på, at han tager tilbage til sit arbejde, som han allerede har forsømt rigeligt for min skyld, og omsider lykkes det mig at få ham til det. Vi tager hjerteligt afsked og lover hinanden at holde kontakten ved lige pr. mail, og selvfølgelig gør vi det. I hvert fald et stykke tid, hvorefter det formentlig ebber ud, sådan plejer det jo at gå med den slags.

Jeg kan ikke rigtigt overskue, hvordan det ser ud med bemandingen af bilen, så efter et stykke tid spørger jeg, om ikke vi snart kan komme af sted. Jo da, men der mangler stadig lige en, så hvis jeg vil betale 50 D (12 kr.) for den sidste plads, så kører vi straks. Efter et øjebliks betænkningstid siger jeg ok, men just som sedlen skifter hænder, dukker den sidste passager op, og jeg får pengene tilbage.

Lidt over tolv kommer vi så endelig af sted, i turens hidtil mest ramponerede bil. Det første stykke ud af Serekunda-området går gennem mudderpøle og vandpytter så store som søer og op mod en halv meter dybe, så gennemsnitsfarten den første halve time er næppe meget mere end 15-20 kilometer i timen. Derefter kommer der en lille halv time med asfaltvej af nogenlunde beskaffenhed, men så går det atter helt galt resten af vejen til grænsen, det er dog nogle af de mest elendige veje jeg har oplevet.

Hele bureaukratiet omkring udrejse fra Gambia og indrejse til Senegal foregår roligt og afslappet og tåler ingen sammenligning med tilstandene for nogen dage siden, da jeg rejste ind i Gambia. Det går også let at komme på en ny bil videre til Ziguinchor. Denne bil har ingen startmotor, så den må skubbes i gang, og heller ikke den kan holde stille i frigear, så det giver nogle pudsige situationer de 2-3 gange, hvor vi undervejs er nødt til at gøre holdt ved militære kontrolposter. Vi er jo nu inde i Casamanca-regionen, hvor der i mange år har været borgerkrig og undtagelsestilstand, men ifølge alle kilder skulle der nu være fred og ro og sikkert at færdes, hvilket da også er det indtryk jeg får efter de halvanden times kørsel.

Og så er her smukt, rigtig smukt. Grønne skove med store flotte træer, lysegrønne rismarker og lavlandsområder med rigt fugleliv, kun afbrudt af få og små landsbyer, hvor det IKKE flyder med bilvrag og affald, men hvor man ser små velholdte huse og hytter og små dekorative negerbørn der leger, mens deres mødre går ranke rundt med tunge byrder på hovedet.

Lidt over ti er vi fremme i Ziguinchor, hvor vi stopper på den sædvanlige grimme busholdeplads lidt uden for byen. Ifølge mit kort skulle der kun være et par kilometer ind til centrum, men det er nu alligevel mere end jeg orker at gå på nuværende tidspunkt, hvor jeg er ved at være lidt udkørt og har begyndende hovedpine på grund af dehydrering og koffeinmangel (igen er der gået over 30 timer siden sidste fix). Og så er vi jo tilbage i Senegal, hvor taxapriserne er mere rimelige end de var i Gambia, så jeg slipper med seks kroner for turen.
 

Hotel le Flamboyant i Ziguinchor

Jeg har – i samråd med LP – bestemt mig for ”Hotel le Flamboyant”, der skulle være byens bedste. Jeg må indrømme, at jeg konsekvent er begyndt at opsøge luksus og komfort, så snart den er tilgængelig, for ellers tror jeg nok jeg ender med at køre træt i dette her. Og så er det jo i øvrigt billig luksus, 200 kroner for et superværelse med alt hvad man kan ønske sig (samt morgenmad og swimmingpool).

Jeg indlogerer mig og iler til hotellets restaurant og bestiller en stor flaske vand og to kopper kaffe. Virkningen indtræffer som ventet i løbet af en halv times tid, og jeg føler mig atter fint tilpas. Det er en lille afslappet by, hvor man – stort set – kan få lov til at gå i fred, hvor velgørende. Lige henne om hjørnet er der en Internetcafé med turens hidtil hurtigste opkobling, hold da op, det er jo nærmest som at sidde hjemme i stuen. Jeg må da også have et svalende dyp i poolen, når jeg nu har betalt for muligheden. Imponerende er den nu ikke, og to tredjedele er overdækket med noget ucharmerende grøn plastik. Men rart nok alligevel, lige bortset fra et par øretæveindbydende franske småunger, der helt bevidst giver sig til at sprøjte vand på mig, indtil deres mor kalder dem til orden.

Lidt over syv, da mørket begynder at sænke sig, begiver jeg mig ud for at finde et passende sted at spise aftensmad. Udvalget er jo ikke så stort her, men pludselig ser jeg en rigtig pæn og hyggelig restaurant, hvor jeg mindst havde forventet det. Jeg går ind, beder om en øl og et spisekort og noterer mig, at jeg er den eneste gæst. Det får mig et øjeblik til at tænke på Syrien for halvanden år siden, hvor indtagelsen af aftensmaden på en pæn – men mennesketom – restaurant gav nogle ret så alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.

Nå, den slags traumer må man lægge bag sig, og spisekortet ser i hvert fald rigtig godt ud. Jeg bestiller grillstegt søtunge og får turens hidtil mest sublime måltid. To pæne fisk, der er grillet helt perfekt, serveret med dejlige ris og en koncentreret og velsmagende sauce, uhm!

Måltidets lydmæssige kulisse er vedvarende skråleri fra en nærliggende moske. Hele Vestafrika er jo overvejende muslimsk, men det er nu ikke noget, man lægger så meget mærke til, det er vist nærmest en slags ”Islam-light” de praktiserer. Kun helt undtagelsesvist ser man en kvinde iført ”villatelt” (de fleste går faktisk i cowboybukser, der på smukkeste vis fremhæver deres vuggende bagdele), og overalt kan man købe øl og spiritus.

Vi befinder os faktisk i ramadanen (fra d. 6. oktober og cirka fire uger frem), hvilket godt kunne have haft mærkbare konsekvenser for en turist i f.eks. Mellemøsten, men her tænker man ikke rigtigt over det, bortset fra, at mange går rundt og tygger på en pind for at aflede opmærksomheden fra deres sult (rettroende muslimer må jo ikke indtage føde fra solopgang til solnedgang).

Tilbage til restauranten, hvor jeg – efter to store øl samt frugtsalat og kaffe – bliver præsenteret for en regning på 65 kroner, det er jo til at blive i helt godt humør af. Og så er imamen endelig blevet træt af sit skrigeri, så der er ro og fred, da jeg går hjem gennem de nattemørke gader.

Min seng er velduftende og behagelig, så jeg kaster mig ned og griber remoten og zapper lidt rundt i det ganske store udbud af kanaler. Her er både diskussioner og underholdningsfilm (amerikansk lyd og franske undertekster, det er jo også en slags sprogundervisning), så det kan der hurtigt gå en times tid med (og jeg sparer nogle dyrebare bogsider).

 

Onsdag d. 12. oktober 2005 – Ud til kysten igen

Smuk morgen med kun få lette skyer på en blå himmel. Spiser morgenmad i den dejlige gårdhave og kan sidde og nyde synet af diverse eksotiske fugle, der flyver hen over mig i stort tal. Må lige et vend hen omkring Internetcaféen med den hurtige forbindelse samt besøge ATM’en på hjørnet, hvor jeg får suppleret min kontantbeholdning til brug de næste par dage ude ved stranden. Beslutter at gå til fods op til busholdepladsen. Jeg har jo godt af noget motion, og vejret er skønt her til morgen.

Mit mål er at tage ud til Kap Skiring, hvor der skulle være nogle af Vestafrikas bedste strande. Jeg finder hurtigt en bil, der næsten er fyldt, dvs. jeg skulle sidde på bagsædet, men minsandten om ikke den lille fyr på forsædet tilbyder at bytte med mig, ganske frivilligt, det var dog rørende. Snart kommer vi af sted, og efter en gedigen rystetur ud af byen (vejene er tilsyneladende altid mest medtagne i og omkring byerne) bliver omgivelserne smukke og grønne og vejens tilstand nogenlunde (men så heller ikke mere).
 

Mit logi i Kap Skiring

Chaufføren kører – som det ofte er tilfældet – alt for hurtigt, og bedre bliver det jo ikke af, at deres biler er i så elendig stand. Da vi på et tidspunkt drøner gennem en landsby med høj hastighed (måske 100 km/t, men det er rent gætteri, da jeg endnu ikke har set en bil med fungerende speedometer) prikker jeg ham diskret på armen, peger på et skilt der påbyder højst 50 km/t og siger høfligt ”cinquante”. ”Oui oui, cinquante” svarer han med et grin og giver bilen lidt ekstra gas, som om det bare var en fransktime og jeg skulle have anerkendelse for, at jeg kan sige tallene på fransk.

På det forrige hotel hang en indbydende reklame for ”Villa des pecheurs”, og da jeg har lidt svært ved at blive klog på geografien herude, fortæller jeg chaufføren, at jeg agter mig hen til det hotel. Han kender åbenbart godt stedet og sætter mig af i et vejkryds, hvor han selv skal til højre (hvor landsbyen ligger), og han forklarer mig, at jeg bare skal gå en god halv kilometer til venstre. Nå, så kommer jeg nok igen – ligesom i Saly – til at bo lidt afsides, hvilket for så vidt også er i orden, muligvis blot lidt upraktisk, når jeg skal tilbage igen, men den tid den sorg.

Omsider finder jeg stedet, der da også ser ganske indbydende ud, men desværre har de ingen ledige værelser. Så må jeg jo prøve et af de andre hoteller, som jeg har passeret på vejen herhen, og det lykkes da også rimelig hurtigt at finde et ganske udmærket sted. 180 kroner for et rum med AC og bad samt halvpension, og så ligger det lige ud til stranden.

Jeg må nødvendigvis en tur i vandet hurtigst muligt. Kors en fantastisk strand, og sikke nogle bølger. Dog ikke ligefrem et børnevenligt sted, for bortset fra bølgernes størrelse, så er der også en ret kraftig sidelæns understrøm. Men skønt er det, og jeg er den eneste turist så langt øjet rækker.

Så er der samlet appetit til frokosten, som består af et stort stykke baracuda, meget lækkert. Jeg er snart ved at gå over til ren fiskemad, men det er godt nok også dejligt, når det er så friskt, varieret og veltillavet som på disse kanter.

Efter et hvil oven på frokosten beslutter jeg at prøve at gå hen til landsbyen ad landevejen, hvilket – i rask trav – varer 25 minutter. Her er nu ikke noget særligt at komme efter, så jeg følger en lang vej ned til kysten, så jeg kan gå tilbage langs stranden. Det kræver dog først lige, at jeg forcerer en hel masse klipper, som indhegner det store stykke strand, der ligger neden for Club Meds enorme feriekompleks (hvor der dog ikke er et øje, det er nok stadig lidt for tidligt på sæsonen).

Pragtfuld tur i vandkanten hjem, men så er jeg også godt varm og må en tur ud i bølgerne igen. På vejen op falder jeg i snak med en ung fyr, der kommer fra Gambia, men har forladt familie og fædreland for at forsøge at tjene lidt penge ved at sælge forskellige småting til turisterne. Normalt afviser jeg helt at snakke med de typer, men ham her virker så stakkels og ensom og glad for at få en sludder. Det er nu heller ikke nemt at være afrikaner. Godt nok har mange af dem en noget anden indstilling til begrebet arbejde, end vi er vant til i Vesten, men hvis nogen endelig vil have et arbejde, så er der intet at få.
 

Solnedgang ved Kap Skiring

Tager et bad og sætter mig ud på terrassen og nyder solnedgangen og den milde vind (og en kold øl), ikke værst. Får besøg af stedets to husdyr, som dels er en ganske sød hund og dels – lidt mere utraditionelt – en ged, der går rundt og ter sig akkurat som ethvert andet kæledyr og med stor glæde lader sig både klø og klappe.

Der er først mad klokken 20, så er jeg godt nok også ved at være sulten. En fin lille salatanretning efterfulgt af (surprise) noget superlækkert fisk og nogle fine små stegte kartofler. Jeg må indrømme, at jeg indtil nu er blevet særdeles positivt overrasket over det gastronomiske niveau, som jeg absolut intet havde forventet mig af.

Slutter med en kvart papaya dryppet med limesaft, enkelt og delikat. Dropper kaffen, jeg skal alligevel trappe ned på det område. Bagefter sidder jeg en halv times tid ude på terrassen og nyder stjernehimlen. Så er klokken ti, og jeg er totalt grydeklar. Prøver at læse lidt i sengen, men jeg kan slet ikke holde øjnene åbne.

 

Torsdag d. 13. oktober 2005 – En dejlig stranddag

Det lykkes minsandten at sove næsten ti timer, kun afbrudt af et par toiletbesøg. I forbindelse med et af disse konstaterer jeg, at det øser ned, men skidt, så længe det kan holde sig til nattetimerne, så skal jeg ikke klage. Da jeg spiser morgenmad er det stadig overskyet, men i løbet af de næste par timer klarer det gradvist op, og der åbenbares en himmel, der nærmest skriger efter et vidvinklet objektiv og et polfilter, men den slags er det jo desværre slut med i disse digitale tider.
 

 

Jeg ifører mig badebukser og kaster mig ud i en kamp med de store bølger, som vitterligt er værdige modstandere. Bagefter får jeg lyst til at løbe en tur i det våde sand, og det ender med, at jeg løber halvvejs til Guinea Bissau. Jeg løber (i roligt tempo) det meste af en time og føler mig fuldstændig ekstatisk over den lune havbrise og den uendelige strand, hvor der ikke er et menneske i miles omkreds.

Omsider beslutter jeg, at det må være nok, jeg skulle jo også gerne have kræfter til at komme hjem igen. Det foregår i endnu mere sindigt tempo, men alligevel er jeg naturligvis svedt, og det gør godt med en lang badetur, da jeg endelig er tilbage. For ikke at tale om, hvor godt det gør med en kold øl og en stor flaske vand og noget frokost. To store spid med grillede rejer, hold da op, det her udvikler sig efterhånden til et gastronomisk orgie.

Går endnu en lang strandtur (der er strengt taget heller ikke så meget andet at lave), denne gang medbringende kameraet. Falder i snak med endnu en gambiansk fyr, der – ligesom ham i går – har forladt sit fremtidsløse fædreland for at prøve at klare sig her. Det eneste alternativ var at blive soldat,

Langs kysten får man pragtfuld seafood

siger han, hvilket hans mor ikke var særlig begejstret for, da hun allerede havde mistet en søn.

Sætter mig ud på terrassen og nyder en – for en gangs skyld – spektakulær solnedgang, wow. Der røg lige de sidste billeder på mit første memorykort, så er det jo godt, at jeg endnu har fem tilbage. Imens jeg sidder her og nyder livet, kommer skiftevis hunden og geden og vil have opmærksomhed. Det er fast arbejde at være dyreven her, hvor man ikke gør så meget ud af husdyrene som derhjemme. Skejer også lige ud med en kort telefonsamtale med Anita, dejligt at snakke med hende igen.

Får for en gangs skyld kød til aftensmaden, i form af en glimrende ret med kylling og pasta. Arbejder mig bagefter gennem et par afsnit af ”Den lille prins” og sidder en halv time og glor på stjernerne – og så må det også være nok for i dag.

 

Fredag d. 14. oktober 2005 – Tilbage til Ziguinchor

Har sat alarmerne til kvart i syv, da jeg gerne vil relativt tidligt tilbage til Ziguinchor. Har bestilt en taxa til klokken otte, men spørgsmålet er, om den kommer. Og ellers kan jeg vel også bare gå de par kilometer ind til byen.

Spiser morgenmad, afregner og tager hjerteligt afsked med mine to firbenede venner. Fyren på hotellet mener ikke, at der kommer nogen taxa, men siger, at jeg bare skal gå de 2-300 meter op til landevejen, så vil der garanteret komme en forbi der. Og ganske rigtigt, og få minutter senere er jeg inde ved landsbyens ”garage” (bus- og taxaholdeplads), hvor en bil næsten er klar til at køre, de mangler faktisk bare lige den syvende og sidste passager. Det betyder midterpladsen på bagsædet, puha, men femkronerstricket virker skam stadig, og snart sidder jeg og breder mig på forsædet med armen ude af vinduet, herligt. Her kan jeg sidde og nyde den smukke natur, som jeg så gerne ville fotografere, hvad jeg da også forsøger, men det kommer der vist ikke meget ud af, sådan som bilen ryster. Det bliver jo heller ikke bedre af, at jeg har et digitalkamera med lav lysfølsomhed og deraf følgende lange lukkertider.

Jeg er jo efterhånden ”stedkendt” i Ziguinchor, så da vi passerer tæt forbi mit sidste hotel, råber jeg stop og beder om at blive sat af, så sparer jeg turen ud til den grimme busholdeplads og tilbage igen.

Jeg indlogerer mig hurtigt, vasker et par bukser (håber de kan nå at blive tørre til i morgen) og køber en times Internetforbindelse henne på hjørnet. Der ligger 33 mails i min inbox, det er vel hvad man kunne forvente efter et par dages fravær. Løber dem hurtigt igennem og grovsorterer. Nogle kan slettes efter læsning, andre skal lige besvares. Og så er der den – ret store – gruppe, der ryger i en speciel folder med navnet ”senere behandling”, og som formentlig kommer til at indeholde nogle hundrede mails, inden jeg en gang kommer hjem igen (og så kan slette de fleste, fordi de i mellemtiden er blevet uaktuelle).

Får også skrevet en tredjedel af fællesmail nummer to, så må resten vente, til jeg har fået en tiltrængt frokost (lækker fisk igen, tilberedt ”local style”). Og efter denne føler jeg pludselig en uimodståelig trang til at smide mig på min komfortable seng og zappe lidt rundt mellem de mange TV-kanaler. Måske jeg er ved at komme i ”Africa-mode” med deraf følgende nedsat energiniveau. Men det er vel også blandt andet det, der er formålet med at holde ferie.

Finder gudhjælpemig en (noget bizar) svensk kortfilm med Stellan Skarsgaard og Pernille August, sjovt til en afveksling at supplere svensk tale med franske undertekster, selv om jeg nok ville have mere nytte af det omvendte, så jeg kunne træne min svage auditive sans.

Finder en hyggelig gårdhavecafé, hvor jeg drikker en kold øl, mens jeg studerer lidt fransk i min lille ordbog, som også indeholder et parlørafsnit med (mere eller mindre) nyttige vendinger. Det er jo da i hvert fald ganske nyttigt at kunne stille spørgsmål som ”Hvornår er vi fremme?”, ”Er der nogen ledige værelser?” og ”Hvilken bus skal jeg tage for at komme til …?”. Derimod kan jeg nok klare mig uden vendinger som ”Vandhanen drypper” (man skal sgu være glad, hvis der overhovedet kommer noget ud af den), ”Hvor kan jeg gå ud og danse?”, ”Hvornår begynder gudstjenesten?”, ”Jeg lider af køresyge” (DET ville være et seriøst problem på disse kanter) og ”Ved De, hvor der er en bar for lesbiske?”.

Må lige en sidste tur hen omkring Internetcaféen, det er jo ikke til at vide, hvad der er af den slags faciliteter i den kommende tid. Konstaterer med tilfredshed, at vejrudsigterne for Banjul og Conacry (de to nærmeste stationer) nu forudsiger overvejende sol og kun lidt regn for de nærmeste dage. Det stemmer ganske godt overens med, at regntiden – sådan rent statistisk – skal slutte midt i oktober. Hvis det viser sig at holde stik må man sige, at jeg er sluppet billigt med kun nogle få byger, hvoraf alle - pånær det gambianske skybrud – har været så venlige at falde i aften- og nattetimerne.

Til aftensmaden fristes jeg for en gangs skyldt til at prøve noget andet end fisk. Der står ”Beef Thai style” på menukortet, og det kan jeg ikke modstå. Men det kan de naturligvis overhovedet ikke finde ud af at lave, ”When in Rome …”. Nyder at krybe i luksussengen og zappe lidt på TV’et, hvorefter jeg færdiggør min bog nummer to (der ved Gud ikke var noget at skrive hjem om).

 

Lørdag d. 15. oktober 2005 – Videre til Bissau

Står op og spiser morgenmad tidligst muligt. Sidder og nyder en café au lait i den dejlige gårdhave og tænker på, hvad den nærmeste fremtid monstro vil bringe. Jeg har lidt ”sommerfugle i maven” ved tanken om, hvad jeg er på vej ud i, men det havde jeg jo også for præcis to uger siden på vejen til Kastrup Lufthavn, og foreløbig er det jo gået over al forventning.

Det er tidligt, og der er ikke mange taxaer, så jeg har indstillet mig på igen at gå til fods op til busstedet. Men så kommer der alligevel en taxa, og jeg siger til chaufføren, at det vel bliver en femmer. Men nej, svarer han, det bliver 3.50, nu har jeg hørt det med, han bliver da vist aldrig sælger.
 

Igen står jeg til at få et bagsæde, og denne gang gør jeg den fejl at indlede forhandlinger med chaufføren i stedet for direkte med den person, som jeg gerne vil bytte plads med. Det igangsætter en større forhandlingsrunde, som tilsyneladende involverer størstedelen af passagererne, der alle lige skal tjene lidt på det, så jeg ender med at komme af med tyve kroner ekstra for en opgradering til en plads på det midterste sæde. Bad business, men så ved jeg det til en anden gang.

Snart når vi frem til grænsen, hvor jeg først skal ”checke ud” af Senegal og dernæst ind i Guinea Bissau. Det var da godt jeg besluttede at anskaffe et nyt pas, for nu er der allerede fyldt seks sider op med visa og stempler.

Ud over paskontrollen er der også lige toldkontrollen, hvor bagagen – i princippet – skal kontrolleres. De fleste lokale rejser enten med en håndtaske eller en lille kuffert, der hurtigt kan åbnes og kontrolleres. Det er straks værre med min store rygsæk, men her kommer den afrikanske dovenskab mig til hjælp, for ingen gider – heldigvis – begynde at hive alt ud af den, og jeg bliver hurtigt vinket videre.

Ved paskontrollen ind til Guinea Bissau bladrer embedsmanden mit pas igennem flere gange og siger til sidst, med bekymret mine: ”No visa?”. Nej, nu må de altså lige styre sig. Jeg finder mine læsebriller frem og fremviser det ønskede visum, der sågar breder sig over hele to sider, men indrømmet, stemplet er lidt utydeligt, og så er der nogen af de andre klovner, der har placeret deres stempler og underskrifter oveni. Pyha, man føler sig altid lidt sårbar i forbindelse med grænsekrydsninger, hvor man er mere eller mindre i lommen på lokale embedsmænd og deres luner.

Vejen er ok, dvs. i hvert fald asfalteret, selv om der er mange kæmpestore huller, der kræver heftig slalomkørsel eller udpræget brug af rabatten, så lokale fodgængere må springe for livet. Efter 2-3 timers kørsel kommer vi til en bred flod, hvor vi må vente en lille times tid på, at der kommer en færge og fragter os over.

Det giver god tid til at studere – og fotografere – lokalmiljøet bestående af gamle koner med små børn, gribbe der roder i affaldet og små drenge, der fanger store krabber ude i floden. Det er jo altid lidt af en fornemmelsessag, hvor meget man skal føre sig frem med et kamera. Dels er det ikke alle (og da især ikke ældre kvinder) der overhovedet bryder sig om at blive fotograferet, og dels kan det måske også virke lidt provokerende at gå rundt med sådan et stykke højteknologisk legetøj, hvis værdi er enorm set med afrikanske øjne. Men her er digitalteknikken i hvert fald helt klart en fordel, for i stedet for, at folks portrætter bare ender inde i en sort kasse, så kan de nu straks se resultatet på den lille skærm (hvis man ellers kan finde et sted med skygge, for ellers kan man stort set ikke se noget som helst), hvilket som oftest vækker stor jubel og giver en god og positiv stemning.

Omsider kommer færgen, og den ombordværende halve snes biler kæmper sig vej gennem den mudrede vejstrækning ved siden af floden, sammen med mindst hundrede fodgængere, der maser sig ind i 3-4 ventende minibusser. Og så får vi andre lov til at gå ombord, efter at have købt en billet til halvanden krone.

Selve overfarten varer kun et kvarters tid, og snart er vi atter på vej, kun afbrudt af korte stop ved nogle militære kontrolposter. Det foregår dog roligt og afslappet, og kun en enkelt gang bliver jeg bedt om at vise mit pas, som studeres med stor nysgerrighed.

Klokken bliver halv to, før vi er fremme i udkanten af Bissau, og jeg bliver spurgt om, hvor jeg egentlig skal hen. Jeg siger navnet på et af hotellerne fra LP, men dette kender chaufføren ikke. ”Centre” forsøger jeg så - og ”Centro” - og så fiser den ind på lystavlen. Så skal jeg stå af straks, for vi kommer åbenbart ikke nærmere centrum i denne bil.

Heldigvis er der masser af andre taxaer rundt omkring, og jeg får hurtigt prajet en af dem. Han kender heller ikke hotellet, men da jeg opremser nogle af gadenavnene, begynder det at dæmre. Jeg undrer mig lidt over, at der er så langt ind til centrum, indtil det pludselig går op for mig, at vi ER i centrum. Du milde, er dette centrum i en hovedstad?!? St. Heddinge tirsdag nat ville virke som en heksekedel ved siden af dette. Bevares, der ER da mennesker rundt omkring, og en bil ser man da også i ny og næ, men ellers er der godt nok ikke meget liv. Til gengæld sidder der en del store gribbe og holder festmåltid på de – ret så mange – dynger af affald, der ligger rundt om på gaderne.

Hotellet jeg har udset mig ligger i en lille sidegade nede ved havnen og skulle – ifølge LP – have pæne og rene værelser for godt 100 kroner. Den guide er godt nok tre år gammel, og priserne er steget betragteligt i mellemtiden, for det viser sig at koste 225 kroner for et lille kedeligt værelse med håndvask og brusekabine. Så er der godt nok også en lille altan, mens toilettet til gengæld ligger ude på gangen. Og strøm er der ikke noget af, forklarer den venlige receptionist mig, men det skulle dog komme igen klokken tre, mener hun helt sikkert (ligesom vandet).

I øvrigt er det ikke spor nemt at kommunikere her, hvor sproget pludselig er portugisisk og n’erne er skiftet ud med m’er, så ”goddag” hedder ”Bom dia” og ”Garage” (hvor biler og busser kører fra og til) hedder ”Paragem”.

Jeg må jo ud og tage lokaliteterne i øjesyn samt finde noget mad og drikke, da det efterhånden er blevet hen midt på eftermiddagen. Gaderne er brede boulevarder med skyggefulde træer, hvilket sådan set kunne være meget pænt, hvis ikke lige der lå så meget affald og bygningerne ikke var så forfaldne. Stemningen er – mildt sagt - afslappet, og folk hilser og smiler. Der er også enkelte, der spørger, om jeg vil veksle penge, men ellers får jeg lov til at gå i fred.

Et par hundrede meter nede ad en sidegade ligger minsandten en Internetcafé, og jeg kan selvfølgelig ikke modstå fristelsen til lige at købe en time, der er også altid så behagelig køligt den slags steder. Det er dog ingen succes, for efter de fine hastigheder i Senegal er vi nu helt tilbage i den teknologiske stenalder. Mit Outlook-billede bygges laaangsomt op, og efter en god halv time kan jeg se, at der er fire mails i min inbox. Da imidlertid ingen af disse er dukket op efter tre kvarters ventetid, mister jeg tålmodigheden og skrider.

Lige ovre på den anden side af gaden ligger et supermarked, hvor jeg køber en flaske koldt vand samt nogle kiks og nødder, der sikkert kan være til nytte i morgen tidlig. Der er jo ikke morgenmad på hotellet, og jeg føler mig ret overbevist om, at jeg tager videre allerede i morgen, for denne her by er altså ikke til flere dages udforskning.

Lidt længere oppe ad gaden er der en lille café, hvor jeg får en sandwich og en øl, og så kan jeg vel også klare mig til i aften. Herefter bruger jeg et par timer på at gennemtraske stort set samtlige byens gader, inklusiv den deprimerende havn, hvor væltede rustbunker af tidligere skibe hænger fast i noget mangroveagtigt hængedynd. Lidt længere væk kan jeg se en lille containerhavn, som jeg dog har det helt fint med kun at betragte på afstand.

Så er klokken fem, og jeg trænger til at hvile. På hotellet er strømmen kommet tilbage og AC’en tændt, så der er behagelig køligt, og jeg tilbringer et par timer med at ligge på ryggen og bladre lidt i min LP-guide og gøre mig overvejelser om min videre færd.

Snart det på tide at få noget aftensmad, og det lykkes mig faktisk at finde et pænt sted, hvor jeg kan sidde i fred og ro ved et ordentligt bord og opdatere min dagbog, efter at jeg har spist (selv om denne proces desværre forstyrres noget af et TV, der kører for fuld udblæsning med en eller anden tredjerangs horrorfilm). Som optakt til mit – i øvrigt udmærkede – måltid får jeg brød, smør og ost, præcis som på Azorerne i foråret. Der er også portugisiske vine på menuen, men de er ret dyre og garanteret dårlige, så jeg holder mig til det sikre (udmærket øl i øvrigt, bedre end i Senegal).

Jeg går hjem gennem de nattemørke gader og synes det virker en lille smule uhyggeligt. Men ifølge LP skulle dette være et af de sikreste steder i Afrika, så det vælger jeg at tro på. I virkeligheden er den største fare nok også at træde ned i et af de mange dybe huller og brække et eller andet. Hvor er det nu lige jeg har oplevet noget tilsvarende? Nå jo, Tirana og Vientiane. Heldigvis er det næsten fuldmåne, det hjælper noget på orienteringen.

Jeg når i god tid tilbage til mit hotel, hvor jeg flader lidt ud i det kølige rum og zapper lidt på det lille TV, jeg netop har opdaget oppe på toppen af klædeskabet. Det er nu hurtigt overstået, da der kun er to kanaler, og begge er utydelige.

[fortsættes]



Ved grænsen mellem Senegal og Bissau

 

 
 
Share this