Krimhalvøens tatarer er vendt hjem til en uvis fremtid


Lars-Terje Lysemoses billede
 
2014 sep

De etniske spændinger ulmede på Krim, da jeg første gang besøgte halvøen i Sortehavet i 1999. Siden er det blevet til flere besøg på den natursmukke halvø, som ud over at være kendt som kur- og feriested fascinerer med sin historie og geopolitiske placering. I løbet af 1990’erne vendte 250.000 tatarer tilbage til deres hjemstavn fra det eksil i Centralasien, den sovjetiske leder Stalin sendte dem til ved sine etniske udrensninger under 2. Verdenskrig. I de mellemliggende år er Krims slaviske befolkning vokset til 2,2 millioner, fortrinsvis af russisk afstamning, og tatarerne udgør nu kun omkring 12 % af halvøens befolkning. I marts 2014 brød spændingerne ud i lys lue, da Rusland annekterede halvøen fra Ukraine, og en ledende krimtatar blev myrdet og flere fordrevet fra deres hjem og udvist fra Rusland.

De naturskønne Ai-Petribjerge med toppe i 1.200 meters højde wiki

Fotos: Lars-Terje Lysemose & Wikimedia

“Om så alle floder flød med blæk, ville det ikke være nok til at beskrive vores vanskeligheder.” Sejljametov Jakub sukker. Han er leder af Skole nr. 42 i barakbyen Kamenka, otte km uden for Krimhalvøens hovedby Simferopol.

Skolen, der er bygget med midler fra FN's Udviklingsprogram (UNDP) og Canada, er hans glæde og stolthed. Vi skriver 1999, og FN's blå flag og Canadas rød-hvide flag med et ahornblad hænger stolt ned fra skoleindgangens loft. Sammen med det tilstødende lægehus, der er bygget af UNDP og Norge, er denne skole den eneste rigtig moderne bygning i dette samfund af ca. 15.000 krimtatarer.

Da vi sammen går ned ad de plørede veje, er det åbenlyst, at indbyggerne havde få midler, da de ankom her i overfyldte biler og tog. De fleste af dem kom på et tidspunkt, hvor inflationen steg 10.000 % om året, lige efter Sovjetunionens kollaps. Og det er tydeligt, at de fleste af beboerne nu ikke har nogen indkomst. For at holde sig i live holder de små køkkenhaver for at dyrke kartofler og andre grøntsager. Det er i disse omgivelser, hvor folk stadig er i færd med at tætne et loft eller et vindue eller stadig bor i skurvogne, at den 59-årige krimtatar lærer sine elever at leve i fred og tolerance, i en atmosfære der er fuld af behov for forsoning.

“Vi krimtatarer har lidt under hele vores historie. Men nu tilhører fremtiden hele Krims befolkning, uanset etnisk baggrund,” forklarer Sejljametov Jakub håbefuldt.

Det er dog ikke alle på Krim, der er af den opfattelse. Det gælder både blandt de tilbagevendte tatarer og blandt den etnisk russiske flertalsbefolkning, der blev tilskyndet til at flytte til Krim efter 2. Verdenskrig.

Krim ligger i Sortehavet mellem Tyrkiet, Rusland og det ukrainske fastland, som halvøen er forbundet med, og sporene efter Stalins deportation af en kvart million mennesker i løbet af ganske få timer 18. maj 1944 er stadig tydelige. Som chefen for UNDP på Krim, Merlin Udho fra Guyana, forklarer mig:

 “Dette kunne gå hen og blive rigtig eksplosivt. Faktum er, at tusinder af mennesker er vendt hjem til deres hjemstavn til en meget anspændt situation. De er fulde af håb, der langsomt uddør, fordi de ikke får nogen økonomisk hjælp til genhusning. Desuden er der stadig en masse gamle fordomme fra den tid, hvor krimtatarerne blev beskyldt for at samarbejde med nazisterne imod Den Røde Hær.”

Morgengry i Ai-Petribjergene på Krim.

Underviser i tolerance

I 1996 iværksatte FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Dansk Flygtningehjælp et fælles undervisningsprogram i tolerance for alle skoler på Krimhalvøen. Det er derfor, jeg tre år senere som udlandsreporter for dagbladet Aktuelt besøger Krim. For at se, om det kan lykkes at skabe tolerance og forståelse i en tid, hvor frygten for yderligere eskalering af situationen er udbredt. Programmet omfatter tv- og radio-udsendelser, poesikonkurrencer og koncerter, som skal hjælpe tolerancen og forståelsen på gled mellem halvøens ikke færre end 101 forskellige etniske grupper. Målet er at alle halvøens lærere skal på kursus i at undervise i etnisk tolerance.

“Denne slags undervisning kan virke i et hvilket som helst land,” forklarer Ken Kutsch, amerikaner og en af initiativtagerne til UNHCR's og Dansk Flygtningehjælps fælles undervisningsprojekt. “Men de russisksindede politikere i Krims selvstyre er virkelig imod vores toleranceprojekt. Kulturministeriet har afbrudt alt samarbejde med os. Tilsyneladende ønsker politikerne ikke nogen forsonende toner. Og det nuværende toleranceniveau er ikke ligefrem godt. Russere og krimtatarer blander sig simpelthen ikke med hinanden. I fjor oplevede vi en række sammenstød under valgkampen, og flere blev faktisk dræbt,” siger Ken Kutsch.

“Man bør ikke vælge en ven på grund af øjen-, hår- eller hudfarve. Nationaliteter kan ikke være gode eller onde. Kun konkrete, individuelle mennesker kan være gode eller onde,” forklarer Bahman Vlad, en 16-årig etnisk krimtysker, i et af undervisningsprogrammets hæfter.

Spændt atmosfære

Trods fred på overfladen er luften tyk af spænding. Og det er ikke kun, fordi Krim er blevet et tilholdssted for mafiaen. Eller fordi Rusland med sin sortehavsflåde, der ruster op i Sevastopol på Krim, stadig spiller en rolle i ukrainsk politik. Problemet er, at folk holder sig til deres egne etniske grupper. Og så er der det politiske system – lederne der øjner en chance for at holde sig til magten ved at fastholde status quo og holde gløderne ved ilden. Men det skyldes selvfølgelig også den generelle økonomiske tilbagegang og arbejdsløsheden på 70-90 % blandt de tilbagevendte folk.

Sammen med nogle få internationale organisationer lærer UNDP de tidligere deporterede folkeslag, hvordan man bliver socialt aktiv og bygger ungdomscentre, hvor de unge kan hænge ud om aftenen.

“Det er svært at ændre på gamle mennesker. Men hvis de ser, at deres unge får arbejde, kan de leve i fred,” siger Merlin Udho.

En af måderne, det internationale samfund underviser i tolerance på, er ved at lade elever skrive stile og fortællinger om etniske spørgsmål og udgive dem som skolehæfter. Som 15-årige Maje Osmanova:

“Da vi ankom til Krim, var jeg seks og min søster Lera var tre. Vi havde ingen bedsteforældre i nærheden, så de blev erstattet af vores russiske naboer, Ljuba og Arkasha. Siden den tid har de givet os deres kærlighed og omsorg, som om vi var deres børnebørn. Og det sårer og skræmmer mig at høre de voksne give russerne skylden for alle vores problemer og kræve, at russerne straffes og deporteres. Mine klassekammerater virker heldigvis klogere end læreren og de voksne, som kræver gengældelse for alt. Men vi, deres børn og børnebørn, vil blive straffet for den holdning. Og vi ønsker tværtimod kun at leve i venskab.”

Den kroatiske chef for UNHCR på Krim, Sead Sadic, forklarer, at “for de tidligere deporterede folkeslag, er det hele et spørgsmål om historisk retfærdighed.” De har ifølge ham alle et forjættede land-syndrom.

“Men er man ikke statsborger her, er man ikke stemmeberettiget, man kan ikke arbejde for det offentlige, børn kan ikke få undervisning gratis. Og godt 150.000 mennesker her er statsløse, berøvet disse rettigheder,” siger Sead Sadic.

40 % af krimtatarerne kom fra storbyer, fra gode stillinger som lærere, læger, advokater og ingeniører. Nu finder de sig selv i landområder uden jobudsigter – i omgivelser hvor det koster 700 kr, eller dobbelt så meget som den gennemsnitlige månedsløn i Ukraine at opnå ukrainsk statsborgerskab. Samtidig advarer krimtatarerne om, at en kvart million slægtninge, der er ladt tilbage i Centralasien, snart vil følge dem.

“Men hvad kan folk, der ikke har nogen penge, gøre?” spørger Sead Sadic.

Det forjættede land

65-årige Timur Dagdji er blot en af mange krimtatarer, som indfanger stemningen. Han er pensioneret journalist og fortæller mig, at han i 1968 under den sovjetiske leder Bresjnev blev idømt tre års fængsel for at være dissident og offentligt spørge, hvorfor krimtatarerne ikke måtte vende hjem til Krim.

Timur Dagdji og hans kone er i færd med at skabe sig et nyt liv på Krim.

”Da jeg havde afsonet min dom, opsøgte jeg Andropov, KGB’s chef, og spurgte ham personligt: ’Kan jeg fortsætte som journalist?’ ’Ja,’ svarede han, ’tag tilbage til Asien og arbejd.  Vi er ikke længere i 1930’erne.’ Men jeg fik ikke lov til at rejse tilbage til Krim. Først nu er det lykkedes. Halvdelen af os er nået hjem, mens vi venter på, at den anden halvdel skal følge efter. Men det, jeg frygter mest, er, når folk ikke ved, hvad de skal gøre og bliver deprimerede og aggressive. Vi har set eksempler på det med brændende biler og huse, og folk som er blevet slået ihjel. På grund af det, og fordi politikerne ikke gør andet end at provokere folk, er jeg bange for, at det kan gå hen og blive endnu mere voldeligt. Men nogen er jo nødt til at forblive optimister,” siger han med et smil. ”Jeg længes efter, at min søn skal komme hertil fra Centralasien, hjem til Krim.”

Som den 11-årige Galina Rudenko skrev i en stil: ”Da jeg var i første klasse, læste vores lærer en historie højt for os om nogle duer, som engang blev solgt fra Kijev til Irkutsk. Det tog dem to år at flyve hjem. Der var et fint dueslag i deres nye hjem, og de fik nærende føde, men den rede var ikke deres oprindelige. På samme måde kan folk sikkert ikke leve uden deres hjemstavn.”

Børn i Kamenka foran krimtatarernes nybyggede skole.

Efterskrift: Opblusset konflikt

I marts 2014  benyttede Rusland sig af det politiske kaos i Ukraine til at annektere Krim efter at have indsat tropper via sin sortehavsbase på Krim og i hast gennemføre en folkeafstemning, som ingen ud over Rusland betegner som fri og fair. Over 96 % af de afgivne stemmer støttede Krims optagelse i Den Russiske Føderation. Krimtatarerne deltog ikke i afstemningen.

Med annekteringen brød konflikten mellem russisksindede og krimtatarer ud i lys lue, og alle internationale hjælpeprogrammer blev omgående sat på standby. En ledende krimtatar blev torteret og myrdet og flere andre fordrevet fra deres hjem med besked om ikke at vise sig på Krim og i Rusland igen.

Bjergplateau ved Karabi på Krim wiki

Lars-Terje Lysemose har besøgt Krim en halv snes gange siden sit første besøg i 1999 og har medlemsnr. 364. Han arbejder freelance som journalist, redaktør, underviser og foredragsholder og har bl.a. studeret fred, konflikt og internationale relationer. Han har rejst en del til væbnede konfliktområder, hvor etnicitet eller religion har spillet en rolle, som fx i Eksjugoslavien, Transnistrien, Tjetjenien, på Molukkerne, i Østtimor og i Myanmar. Læs mere om ham på www.lysemose.com.

 

Faktabox

Tatarerne på Krim Tatar er en paraplybetegnelse for alle etnisk tyrkiske folk i den tidligere Sovjetunion. Krimtatarerne har hjemme på Krim og har været muslimer siden 1300-tallet. Krimtatarerne regerede på Krim fra 1441 til 1783. Under Katarina den Store erobrede russerne Krim i 1783, og halvøen blev en del af det russiske zarrige og siden en del af sovjetrepublikken Rusland. 18. maj 1944 gav Sovjetunionens leder Josef Stalin ordre om deportation af samtlige ca. 200.000 krimtatarer til Centralasien, eftersom han hævdede, at de havde samarbejdet med Nazityskland. De fik først lov til at vende hjem, efter at Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov indførte glasnost og perestrojka sidst i 1980’erne. 19. februar 1954 blev Krim ved et symbolsk pennestrøg overført fra den russiske sovjetrepublik til den ukrainske af den sovjetiske leder Krustjov. Halvøen er adskilt fra Rusland af Kertsjstrædet og Det Azovske Hav og hænger sammen med Ukraine ved to landtanger, så rent geografisk og administrativt gav det dengang god mening, og ingen tænkte på at spørge befolkningen om dens mening under Sovjets kommunistiske styre. Men da Sovjetunionen blev opløst i 1991, udråbtes Ukraine for første gang i nyere historie som en suveræn stat, og dermed blev Krim også en del af den nye stat Ukraine. Under Ukraine har Krim dog haft et vist selvstyre, ligesom krimtatarne har opnået anerkendelse som et oprindeligt folk. I 2008 boede der ca. 250.000 tatarer på Krim. 150.000 lever fortsat i eksil i Centralasien, hovedsageligt i Usbekistan. BOKS: Væbnet konflikt i Ukraine Det er sket: 21. november 2013: Ukraines præsident Viktor Janukovitj opgiver at indgå en samarbejdsaftale med EU og vælger i stedet at knytte nærmere bånd med Rusland. Det medfører store protestmøder i Kijev. 5. december 2013: Tusinder af demonstranter besætter Kijevs rådhus og Majdanpladsen. 23. januar 2014: Sammenstød mellem demonstranter og politi på Majdanpladsen fører til de første dødsfald. 21. februar 2014: Janukovitj og oppositionen indgår et kompromis om at holde nyvalg. 22. februar 2014: Demonstranter stormer regeringsbygninger, og Janukovitj tager flugten til Rusland. 27. februar 2014: Maskerede soldater fra Rusland besætter strategiske punkter på Krimhalvøen. 16. marts 2014: Rusland holder folkeafstemning på Krim. 96 % af de afgivne stemmer sætter kryds ud for forslaget om tilslutning til Rusland. Mange undlader dog at stemme, og folkeafstemningen ses ikke som legitim af det internationale samfund. 18. marts 2014: Ruslands præsident Putin underskriver aftalen om optagelse af Krim i Den Russiske Føderation. 7. april 2014: Prorussiske demonstranter besætter regeringsbygninger i Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. 11. maj 2014: Folkeafstemninger om løsrivelse og dannelse af en selvstændig stat gennemføres i Luhansk- og Donetskregionerne. 25. maj 2014: Ukrainerne vælger en ny præsident: Petro Porosjenko. 5. juli 2014: Ukraine indleder en offensiv mod oprørerne i den østlige del af landet. 17. juli 2014: Et malaysisk passagerfly på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur skydes ned over det østlige Ukraine, og alle 298 om bord omkommer. I alt menes konflikten at have kostet mere end 1.500 mennesker livet, og UNHCR anslår, at 730.000 civile har søgt tilflugt fra det østlige Ukraine til Rusland. Yderligere 117.000 befinder sig på flugt inden for Ukraines grænser, og tallet øges i skrivende stund med ca. 1.200 mennesker om dagen. BOKS: Krim Krimhalvøen er på 26.100 km² og er dermed lidt mindre end Jylland. Naturmæssigt byder Krim på steppe eller prærie i øst og nord, Feodosia har sandstrande, bølgende bakker med vinmarker og frugttræer, og nær Jalta står majestætiske slotte og datjaer, som klamrer sig til klippestykker, der knejser ud over Sortehavet. I vest findes skovklædte bjergkæder med sagnomspundne grottebyer. Læs mere om Krim som naturparadis og feriested på wikitravel.org/en/Crimea. Ud & hjem igen: Al flytrafik er indstillet, undtagen til og fra Rusland, efter at Krim blev annekteret af Rusland i marts. Der går heller ikke længere tog til og fra det øvrige Ukraine. Rusland har planlagt at bygge en bro mellem Krim og det russiske fastland over Kertsjstrædet. Der går færger mellem Kertsj og Port Kavkaz på det russiske fastland. Visum: Mens Ukraine er visumfrit for danskere, kræves der nu russisk visum for at besøge Krim. Turistvisum for 30 dage koster 490 kr. Se www.ifs-denmark.com. Advarsel: Det danske udenrigsministerium fraråder p.t. alle rejser til Krim samt til det østlige Ukraine, dvs. regionerne Donetsk og Luhansk.
 
 
Share this