RETURN TO PARADISE


Lisbeth Vivaldinis billede
2014 sep

”Return to Paradise” er titlen på en gammel film med bl.a. Gary Cooper, som blev optaget i Samoa i 1951. Denne titel passer som hånd i handske på vores andet besøg på øerne. Det er nemlig det tætteste, man kommer på paradis.

På kanten af Tongagraven, Jordens næstdybeste sted.

Hvem har sagt, at nederdele kun er til kvinder? Det første syn, der møder os i Apias lufthavn, er betjente, som fra taljen og op, stort set ser ud som vores; kasket, skjorte med lidt fløjtesnore, guld og bælte, men så holder ligheden også op: De er nemlig iført en slå-om nederdel (lava lava, som det hedder) og sandaler. Dette uden på nogen måde at virke feminine, tværtimod.

Traditionelt klædt kvinde venter på båden i Port Refuge, Vavau, Tonga.
Festklædt tongansk mand på vej fra gudstjeneste.

Der er heller intet kvindeligt over de unge flotte fyre med poloshirt, blomstret sarong, havaianas-lignende sandaler og en militærkasket trukket ned i panden eller en blomst bag øret. I Samoa er en blomst bag øret nemlig maskulint. Det er forfriskende at se, hvordan man her har formået at mikse både traditionel og vestlig klædestil.

Samoanerne er venlige, og som alle polynesiere sludrer de og morer sig altid. De synes, at vi vesterlændinge er lidt underlige, fordi vi absolut skal sove, når det er mørkt. Man sover da, når man er træt, ligesom man spiser, når man er sulten. Om aftenen traver vi en tur, og med os har vi vores lygte, da det er bælgmørkt, og ofte lyder spørgsmålet: ”Hvor skal i hen?” Og når vi svarer: ”vi går en tur.” ”Jamen, hvor skal i hen?” For dem er det komplet uforståeligt, at man kan gå uden at have et mål.

Det er ikke altid en god idé, at vende tilbage til et sted, som har været en succes, og min mand Emilio og jeg var da også lidt bekymrede for vores Samoa. Vi frygtede lidt, at stedet ville have mistet sin oprindelige charme efter tsunamien i september 2009, hvor landet efterfølgende modtog en stor mængde hjælpebistand til genopbygning, og selvfølgelig havde tingene ændret sig.

Der var kommet flere biler og taxier (noget som før kun fandtes i hovedstaden Apia), mere elektricitet, flere mobiltelefoner, TV, flere og større kirker, og de smukke flettede palmebladskurve var efterhånden overalt erstattet af plastikposer.

Himmel og hav i smuk forening

Alle øerne i Stillehavet er smukke og ligner på mange måder hinanden med frodig natur, tropiske planter, hvide strande og azurblåt vand. Men Samoa er på en eller anden måde anderledes. Den er nemlig et paradis for haveelskere. Man har, nøjagtigt som i Danmark, fine haver foran husene, den eneste forskel er, at træer og planter er enorme, og alt kan gro. Landevejene ligner, på beboede strækninger, næsten villaveje.

Himlen over Samoa er et kapitel for sig, idet den er ubeskrivelig smuk. Aldrig har jeg set så mørk en himmel med så mange stjerner. Det virker som om, at alle himlens stjerner er koncentreret over øgruppen, og hvis bare man rækker armene ud, kan man nå dem. Når man sidder på stranden og ser på den rolige lagune, hører vinden hviske i palmerne, ja da er det svært at forestille sig, at lige netop der, hvor vi sidder, hærgede tsunamien allerværst.

Bungalowen vi bor i er ny, fordi den oprindelige blev taget af havet. Restauranten hvor vi altid spiste ligeså, så nu spiser vi hver aften i en ny restaurant, bygget hvor den gamle lå. Heldigvis har man valgt at opbygge alt i den oprindelige stil, så umiddelbart ser det ikke ud til, at noget er ændret, hvis man ikke har set stedet før.

Traditionelt bor man i Polynesien altid ved stranden. På disse kanter begraver man de døde i haven, og vi ser mange nye grave, og det er stort set det eneste synlige spor, tsunamien har efterladt.

Husene, de traditionelle fale, er ovale og består af gulv, træsøjler, som bærer et palmetag og derudover ikke andet. Dvs., at man kan kigge lige igennem, og privatliv er der intet af.

Det er en underlig fornemmelse, når man kommer forbi disse huse om aftenen og lyset er tændt, så kan man se alt, hvad familien foretager sig. De nyere huse bygges stadig efter samme princip, men er meget større, firkantede og har bølgebliktag. Hver landsby har en falefono, som er bygget på samme måde, men bare større. Det er her man samles, når vigtige ting skal diskuteres.

Slangen i paradis

Samoa har aldrig været underlagt noget kolonistyre, og den oprindelige samfundsopbygning er bevaret intakt indtil i dag. Først og fremmest eksisterer begrebet “jeg” ikke, men kun ”vi”. Alt tilhører familien, og alle tager hånd om hinanden. Således er den sociale sikkerhed sikret, og ingen sulter.

Det er mændenes opgave at skaffe madvarer, og de gifte kvinder sørger for mand, børn og mandens familie. Ugifte kvinder og enker tager sig af gæstgivning og fletter de kostbare måtter, man bruger til ceremonier. Man tager sig kærligt af børnene, indtil de bliver tre år. Derefter bliver de "hægtet" på en ældre bror, søster, fætter eller kusine, som overtager opgaven. Man nærer dyb respekt for den ældre generation, ligesom man adlyder alle, der har flere år på bagen end én selv. 

I Samoa er tingene dog ikke altid, hvad de giver sig ud for, og hvert paradis har sin slange, selvom øen kaldes for Smilenes Land. På en cafe mødte vi en pige fra Milano, som arbejdede for et projekt under FN, hvor man forsøger at bekæmpe vold mod kvinder og børn. Hun fortalte, at der bag smilene gemmer sig uhørt megen vold, og at det er en svær opgave at ændre på det. Man betragter nemlig problemet som et internt familieanliggende, og ingen skal blande sig heri.

Hvis en mand gennembanker konen, kommer hans familie dagen efter og undskylder, og så forventer man, at den potte er ude. Det er jo en form for stammesamfund, og hver storfamilie har sit overhoved, som sidder i råd med de andre overhoveder. Disse vælger så nogle repræsentanter, som repræsenterer familierne i parlamentet. Projektet forsøger at sensibilisere disse stammeoverhoveder således, at de forstår og viderebringer budskabet om at vold er uacceptabelt.  

En taknemmelig præst

Et andet altoverskyggende aspekt af den samoanske kultur er religionen. Jeg har aldrig nogen steder set så mange kirker, og i Italien, hvor vi bor, har vi virkelig mange kirker! Størstedelen af det samoanske familier tjener, går til kirken, som helst skal være større og finere, end den nabobyen har. Man sulter hellere bare for at kunne give så meget som muligt til kirken.

Børn og unge fra ”vores” meninghed i Samoa.

Kun kristendom er tilladt i Samoa, men den findes til gengæld i alle afskygninger. Samoanerne er seriøst overbeviste om, at de er direkte efterkommere af Adam og Eva, da de jo bor i Edens Have.

I både Samoa og Tonga er søndagen udelukkende dedikeret til at gå i kirke, sove og spise – al anden aktivitet er ilde set trods øboernes store tolerance. Der kører ingen busser, og flytrafikken ligger stille. Sidst vi var der, var vi helt rørte over den modtagelse og velkomst, vi fik, da vi var til gudstjeneste. I de to øgrupper er det en uforglemmelig oplevelse, at deltage i en gudstjeneste. Når menigheden samles, får man det indtryk, at de har direkte kontakt til Gud.

”Vores” kirke er fattig og ikke særlig stor, hvilket var grunden til, at vi valgte netop den. Sidst vi var der, lovede vi os selv, at vi før eller senere ville komme tilbage med et rigtigt alterbæger til dem; de havde nemlig kun et i plastik! Som gave havde Emilio og jeg medbragt et alterbæger og et krucifiks fra Italien, som vi ville forære præsten.

Vi præsenterede os og begyndte at fortælle om vores sidste besøg, men blev hurtigt afbrudt, for præsten kunne sagtens huske det, da vi var de eneste fremmede, der nogensinde havde deltaget i en gudstjeneste i deres kirke. Nu var det præstens tur til at blive rørt, og han takkede på kirkens vegne, og bad os komme til gudstjeneste den følgende søndag.

ABBA på samoansk

Da vi besøgte kirken en uge efter, sad hele menigheden pænt bænket i deres stiveste puds og kirkehatte. Vi satte os på bagerste række, men præsten bad os om at rykke op foran, da vi var æresgæster, og de havde forberedt en gave til os. Han holdt en lang takketale, og til ære for os var hele den smukke prædiken på engelsk. Derefter bad han os komme op til alteret, hvor vi tronede, mens menigheden sang, og der blev samlet ind til kirkebøssen.

Præsten spurgte os, om vi ville sige nogle ord, og  trods al denne opmærksomhed, som kom helt bag på os, lykkedes det at improvisere lidt. Som afslutning sagde præsten noget virkelig smukt til os: ”at vi nu var en del af deres folk, af menigheden og landsbyen og af deres Samoa.”

Efter prædikenen blev vores gave præsenteret, og i den anledning var der et show, hvor menighedens børn og unge optrådte for os. Alle var iklædt traditionelle fine hvide eller røde dragter, lava lava og for drengenes vedkommende røde slips.

De optrådte til et ABBA-nummer, teksten kunne vi desværre ikke forstå, for den var på samoansk, men de både sang og dansede, og viste en skøn blanding af traditionelle polynesiske og moderne trin udført med iver og entusiasme. Smukkere gave kunne de ikke have fundet på, og det var meget bevægende, at hele menigheden havde brugt så megen tid på at organisere dansenummeret for os.

Til sidst kom hver enkelt person; først små, så store børn og derefter de voksne hen for at give os hånden og et kindkys. Det var først nu, det egentlig gik op for os, hvor stor betydning vores gave har haft for præsten og menigheden, så vi er glade for, at vi fik gjort alvor af at forære dem de nye ting til kirken.
 

Overvægt i XL-klassen

Allerede ved indtjekning i Nadi på Fiji fik vi en forsmag på, hvad det vil sige at være på Tonga. Da vi ankom til lufthavnen var der allerede en alenlang kø af letgenkendelige tonganere. De er meget karakteristiske med deres store kraftigt byggede korpusser, deres højde og en vægt på ofte et godt stykke over 100 kg.

Alle var de udstyret med overfyldte bagagevogne, så man måtte spørge sig selv, om tonganere har ret til mere end 20 kg bagage, eller om deres ration er proportional med deres vægt.

Vi faldt selvfølgelig i snak med folk i løbet af de par timer, som det tog inden vi nåede frem til disken, og her åbenbaredes det for os, at skolerne i New Zealand og Australien havde ferielukket, og at alle de unge studerende ville komme hjem til Tonga. De havde de mest utrolige ting med som baggage, og det var bestemt meget farverigt og underholdende at kigge på.

Man får brug for megen tålmodighed, for står der én foran i køen, er det helt normalt, at alle vennerne går foran sammen med ham. I løbet af indtjekningen kom vi således nok 20 personer længere tilbage i køen. Flyet endte da også med at blive mere end en time forsinket.

Om bord var det morsomt at se alle disse kæmpemennesker presse sig ned i de små flysæder, men på en eller anden måde lykkedes det. I Nuka’alofa blev vi modtaget på traditionel polynesisk vis, som betyder, at man ved ankomst får en ranke af duftende tiarablomster om halsen og ved afgang en tilsvarende af muslingeskaller.

Fremtiden har dog også nået Tonga, så i stedet for en ranke kun af blomsterhovederne, som vi fik sidst, var det en hurtig udgave med hele grenen med blade og blomster samlet på en plastiksnor, men det er jo tanken, der tæller.

Vi startede ud med lidt skævheder, da vi ikke nåede vores fly fra hovedstaden Nuka’alofa, hvorfra vi skulle videre med en lille maskine til Vava’u i den nordlige del af øriget. Så der stod vi i lufthavnen, og eftermiddagsflyet var fully booked. Heldigvis fik vi i stedet plads på flyet tidligt næste morgen og blev indkvarteret på et hotel i byen første nat. Denne dag brugte vi så på at se blæsehuller, flyvende ræve og studere, hvordan lokalbefolkningen lever.

En livsdrøm går i opfyldelse

Ønsket om at besøge Tonga stammer fra en TV-udsendelse, som min mand så for mange år siden om en italiensk læge, som havde bosat sig i øriget.

Vi forsøgte at finde frem til denne læge, men desværre var han død året før. Dog var vi heldige at møde hans enke og børn, og vi fik lagt en blomst på hans grav.

På Vava’u hyrede vi en fiskerbåd til at sejle os rundt blandt øerne i bugten. Ved en lille ø lagde vi til for at bade og blev modtaget med stor entusiasme og gæstfrihed af et new zealandsk par, som inviterede på kaffe.

Øen har nogle få bungalows som normalt udlejes til turister, men dette par havde påtaget sig ansvaret at holde øje med øen i tre måneder, fordi ejerne var på ferie.

Da vi mødte dem, havde de været der i fem uger, og i den tid var Emilio og jeg kun det andet hold besøgende, så jeg kan godt forstå, at de tog godt imod os. Det charmerende ved Vava’u er de meget få turister. Man hilser på hinanden og begynder efter kort tid at tale sammen og udveksle rejseerfaringer.

Da vi skulle tilbage til Nuka’alofa på hovedøen med det lille fly regnede og blæste det, og fra hovedstaden var der endnu en halv times transfer med båd, inden vi nåede vores bestemmelsessted på en anden ø.

Turen gik langt bedre end forventet, for ikke uden grund regnes tonganerne for at være nogle af de bedste sømænd, og vores kaptajn forstod at tage bølgerne på den rigtige måde, så vi ikke blev søsyge. Det regnede, som det kun kan regne i troperne, og vi håbede på bedre vejr.

På vores rundtur i øriget lærte vi mange hyggelige mennesker at kende, og to måneders rejse fløj af sted. En lille krølle på historien er, at vi også lærte et par fra England at kende. De boede på Ha’apai Sandy Beach, som er en af Stillehavets flotteste og mest uberørte strande.

Sandy Beach i Ha’apai i Tonga er en af verdens smukkeste strande

Da manden hørte, at min husbond havde haft et pizzeria, spurgte han om opskriften på pizzadej. Således endte det med, at de to gik i gang med at ælte dej – der midt i tropeheden. Et lille bitte stykke Italien er det altså også muligt at støve op på en stillehavs-ø.

Et vemodigt på gensyn til Matamanoa-øen og Fiji.

 

Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610 og bor i Italien. 

 

Faktabox

Samoa & Tonga Tonga har et af verdens sidste absolutte monarkier. Både samoanere og tonganere er undergrupper af polynesiere. Ikke førend i 1800-tallet fik samoanerne kontakt med vesterlændinge, og kristendommen kom til øgruppen. Samoa er delt mellem en selvstændig stat i vest, der tidligere har været underlagt Tyskland og New Zealand, og amerikansk Samoa i øst, der hører under USA. Samoanerne har i mere end 2.000 år tatoveret sig, og denne praksis er et udpræget særpræg for deres kultur. Ud & hjem igen: Det er fordelagtigt at købe en jordomrejsebillet. Vi fløj med Qantas via Singapore til Australien, derfra videre med Air Pacific til Fiji, Samoa, Tonga, Hongkong og tilbage via London. Lokal transport i Samoa: Det er let at komme rundt på øen; enten med taxi, bus eller som vi gjorde i lejebil. Vi lejede bil hos Seven Seas, som er ejet af danske Claus. Dagspris ca. 240 kr., hvis man bor på Samoan Outrigger, som også ejes af Claus. Shuttlebus fra lufthavnen til Apia ca. 50 kr. Bo i Samoa: Dobbeltværelse på Samoan Outrigger, Falealili St. Apia, ca. 300 kr. Dobbeltværelse på Sinalei Reef Resort Siumu, Maninoa, ca. 1.150 kr. Mad & drikke i Samoa: 120-130 kr. om dagen. Prøv den bedste italienske restaurant Paddles i Apia. En øl koster i en butik ca. 12 kr. Lokal transport på Tonga: Fly Tongatapu-Vava’u ca. 2.000 kr. Fly Tongatapu-Ha’apai ca. 1.400 kr. Tjek www.chathamspacific.com. Der er en færge fra Tongatapu til Ha’apai og Vava’u en gang ugentlig. Turen tager 16 timer og koster ca. 600 kr. Tjek www.fisa.to. Bo på Tonga: Dobbeltværelse på Seaview Lodge, Vuna Rd., Nuku'alofa, Tongatapu, koster ca. 600 kr. Dobbeltværelse på Matafonua Lodge, Foa Road, Faleloa, Tonga Ha’apai Group, fås fra ca. 750 kr. Mad & drikke på Tonga: Ca. 100 kr. om dagen. En øl eller 1,5 liter vand koster i en butik ca. 8 kr. Prøv Mango Restaurant a Vava’u – her får man den bedste hummer i Polynesien.
 
 
Share this