Ud under åben himmel på Pik Lenin


Martin Ankers billede
Martin Ankers billede
 
2007 juni

 

Forfatteren på vej mod lejr 3 i ca. 6100 meters højde i forrygende flot vejr.

Under DBKs klubtur til Pik Lenin i 2004 nåede to deltagere toppen. Den ene var denne beretnings forfatter, der efter et mislykket forsøg på at stå på ski ned ad en forkert rute på bagsiden af bjerget måtte søge tilbage mod toppen for til sidst at blive tvunget til at overnatte i det fri nær toppen af et af regionens højeste bjerge.

Sted: Sandsynligvis i Tadjikistan et par hundrede meter fra grænsen til Kirgisistan - cirka 7.000 meter over havet. Det var nu ikke fordi jeg på forhånd havde planlagt at skulle overnatte under åben himmel denne augustdag i 2004. Jeg havde forventet at have et par millimeter nylon imellem soveposen og himmelhvælvet, og desuden at være tilbage i 4.400 meters højde. Havde jeg derudover kunnet forudse alle konsekvenserne af udflugten, som overnatningen blev en del af, så havde jeg nok heller ikke valgt som jeg gjorde. Men hændt er hændt, og jeg har nu minderne om en overnatning ud over det sædvanlige.

Første forsøg gik ikke alt for godt. Jeg havde beholdt plasticskallen på mine støvler på, og det fungerede ikke rigtigt. Jeg frøs tæerne og lå generelt ad helvede til. Efter en kort omgang panik før sengetid, som fik mig sendt på skiene igen og som fik brugt de allersidste kræfter på rekordtid, fik jeg dog tænkt mig om, og jeg endte faktisk med at få organiseret mig helt godt i min lille sne-rede. Det var koldt, da kroppen skulle smelte den sne, som lå på underlaget eller som var røget med ned i soveposen, da jeg møvede mig ned i den, mens den allerede lå nede i det aflange hul i sneen. Det gav lidt rysteture, men derefter var det sgu meget godt. Faktisk ligefrem behageligt. Overvejede mine muligheder for at slippe for den skrækkelige natpissertur, som jo alle campister hader, men jeg vurderede mine chancer til at være gode. Jeg havde jo ikke fået meget væske, og havde til gengæld brugt en del. Gode odds.

Stjernehimmelen var fantastisk, da jeg slumrede hen, og ikke en vind rørte sig her på læsiden af bjerget. Stor var derfor min overraskelse, da jeg efter kun en halv times søvn vågnede ved, at sneen dalede ned i hovedet på mig. Pislort. Jeg kunne også høre blæsten oppe fra kammen, og jeg lå en stund og overvejede min situation. Den var tilsyneladende ikke værst, selvom snevejr havde været min største frygt, da jeg lagde mig. Jeg frøs ikke, selvom soveposen nu også blev våd ovenfra. Den eneste gene var egentlig, at jeg måtte snøre soveposen helt til, og derefter kun kunne ligge på siden. Det sneede ned i mit minimale åndehul, hvis jeg lå på ryggen.

Jeg vågnede cirka hver halve time, hver gang jeg i søvne havde vendt mig, så jeg fik sne i hovedet, eller hvis jeg lå lidt dårligt. På den måde fik jeg dog automatisk mulighed for at følge med i vejrudviklingen. Den var nu ganske nedslående. Det sneede hver gang jeg vågnede hele natten og morgenen igennem. Jeg stod først op, da solen truede med at sende snevejret væk. Det var jo trods alt også min ferie, så der går det vel an at sove længe. Er dog glad for at jeg kom op, for ellers have jeg måttet døje med lidt ekstra smørelse af uvant karakter bagi, for pludselig skulle det gå stærkt. Jeg havde ikke noget toiletpapir, så en ekstra skisok fra rygsækken måtte tage skraldet. Jeg efterlod den deroppe, så hvis nogen kommer forbi er man velkommen til at tage den med hjem til makkeren, som jeg gerne fremviser, hvis nogen har mod på en eftersøgning. Jeg tror det værste er frosset nu!

Ovenstående beretning er i øvrigt skrevet under en anden helt uforglemmelig nattehimmel. Jeg ligger i åbningen af mit telt i 4.100 meters højde og kigger ud over Salar de Surire i nationalparken Monumento Natural Salar de Surire. Det er et totalt mennesketomt område i det nordligste Chile tæt på grænsen til Bolivia. Månen stod tidligere på aftenen op i et væld af farver - som det er månen uvant - ovre på den anden side af saltsøen, og jeg ligger og skriver i lyset fra den perfekte fuldmåne, som står højt over søen nu. Jeg har placeret mit telt, så det gerne skulle give en optimal udsigt til solopgangen. Der er ingen mennesker i miles omkreds, og det er helt vindstille. Der er ikke en lyd at høre. Det bliver en fantastisk nat.
 

 
 
Share this