Mænd i krigsmaling og kvinder i fjerdragt


Jørgen Oulunds billede
2014 sep

I 2011 besluttede jeg mig for at rejse til en af verdens absolut yderste afkroge, nemlig til stenalderfolket i Papua, tidligere også kendt som Irian Jaya. Der deltog jeg som eneste hvide mand i deres årlige ceremoni. Det blev et af mit lange rejselivs absolutte højdepunkter.

Forfatteren blandt frodige, flotte kvinder

Jeg leder efter den billigste flybillet fra Bali til Jayapura i Papua, den indonesiske del af Ny Guinea. Priserne svinger fra dag til dag. Helst vil jeg flyve med Garuda, Indonesiens nationale flyselskab, og det eneste – ud af en jungle af flyselskaber her i øriget – som er sikkerhedsgodkendt til at flyve i EU. Men de er ca. dobbelt så dyre som fx Lion, et flyselskab som en amerikansk pilot sagde god for, da jeg var her på Bali for fire år siden. Jeg vælger Lion for at spare penge – med skift i Makassar på Sulawesi. Flyvetiden er ca. fem timer i alt. Faktisk næsten lige så langt som til Australien.

Efter en halv times flyvning melder kaptajnen om problemer, som betyder, at vi skal af med alt brændstoffet, inden vi returnerer til Bali. Vi kredser rundt i ca. tre timer, inden han lægger an til en sikkerhedslanding med brandbilerne kørt frem. Alt går heldigvis efter bogen. Det var en gammel McDonald Douglas C 90, Lion havde lokket mig ind i, og den var åbenbart træt efter mange års tro tjeneste.

En sikkerhedslanding har jeg ikke prøvet siden min allerførste flyvning fra Danmark via Island som 17-årig på vej til USA i en gammel DC6-propelflyver. Dengang smed vi brændstof til otte timer i havet, inden vi landede på Island igen. Her på Bali bliver vi indkvarteret på et lufthavnshotel, mens de skruer i den gamle flyver i syv timer, inden vi kommer om bord igen og gør et nyt forsøg på at komme hele vejen til Jayapura.

Efter at have krydset Bandahavet lysner det. Vi flyver jo om natten og har vundet en time ved at flyve mod øst, og i daggryet har jeg den vidunderligste udsigt til først uendelig skov, senere søer og bjerge og den helt fantastiske indflyvning i zigzag med vingeglidninger mellem op til 5.000 meter høje bjergkæder og de tilhørende dale samt en perfekt trepunktslanding på airstrippen i Jayapura. Jeg havde dog forinden besluttet mig for ikke at flyve tilbage med Lion, men med Garuda – koste hvad det ville.

”The Vally is home to one of the most traditional areas in the world”

Befolkningen her er helt forskellig fra resten af indoneserne. De har meget grove, negroide, furede ansigtstræk, krøllet hår og stor skægvækst. De er lavstammede, meget muskuløse og ligner nok mest Australiens urbefolkning. Og så er de meget nysgerrige og venlige. De kan ikke være længere væk fra indoneserne, med undtagelse af højden, som ligger 5-10 cm under min ringhed. De siger selv, de er melanesere, altså ude fra det østlige område af Stillehavet. Det passer fint med det, jeg så på min 72 døgns stillehavsodyssé, hvor jeg for sejl krydsede Stillehavet sammen med en række andre eventyrere for nogle år siden. Her ønsker de også selvstændighed, og der har været oprør specielt her i Jayapura, hvor mange huse blev brændt ned og butikkerne plyndret. Nu er her roligt igen. Det er nok lidt som forholdet mellem Grønland og Danmark, blot tilsat et væbnet oprør. De vil også fotograferes sammen med mig herinde i byen. De ser nok ikke mange langnæser her.

Bueskytter på besøg fra en helt anden stamme

 I flyveren sad jeg  og øvede mig på danifolkets sprog, før jeg skulle forsøge at trænge ind til dem i Baliemdalen på Ny Guinea. Ikke at jeg ville forsøge at lære sproget, jeg kæmpede rigeligt med det indonesiske, men nogle høflighedsfraser ville jeg da gerne lære. Mand hilser mand med nayak, mænd nayak lak. En hilsen til en kvinde: La uk. Flere: La uk nya. Nan betyder spise, i-nam drikke og hano er god.

Det går vist meget godt. Der er omkring – hold nu fast – 700 forskellige sprog på Ny Guinea. Så sent som i 1998 fandt man to nye stammer, som benyttede sig af tegnsprog. Men min rejsebog skriver også, at Baliemdalen “is home to some of the most remarkable traditional cultures on Earth. One of the last truly, fascinating, traditional areas in the world.” Og om Papua: “This region is mainly imprenetable jungle where traditional tribes survive harsh conditions.” Der må jeg bare ind. Vi taler jo også om verdens næststørste ø, så området er enormt. Året før besøgte jeg de tidligere hovedjægere på Borneo, verdens tredjestørste ø. Den største ­– Grønland – har jeg besøgt flere gange, men der er lige koldt nok til mig. Tænk, den første hvide mand satte først sin fod i Baliemdalen så sent som i 1938, en opdagelse der gav genlyd over hele verden.

Jeg søger politiets tilladelse – er de bange for, at jeg bliver ædt?

For at rejse ind i Baliemdalen skal jeg have myndighedernes tilladelse, et såkaldt surat jalan. Jeg skal på politistationen Jayapura med to fotos og en portion ærbødighed. De skal vide, hvor man vil rejse rundt, hvilke stammer man vil besøge, og man skal selv sørge for et passende antal kopier, da hvert sted skal have fotokopi af min rejsetilladelse.

Politimesteren er flink, men ser også lidt medlidende på mig. Michael Rockefeller fra den berømte Rockefellerfamilie forsvandt sporløst i området i 1961. Nogle canadiere blev ædt i 1958, og kannibalismen er dokumenteret op til 1990’erne. Men, som jeg plejer at sige: ”Jeg er mere bange for trafikken og bindegale, dopede eller fulde buschauffører, der kører som død og helvede.”

Jeg undersøger muligheden for vand og mad. Mod nord er Mandabygden, ca. 35 km fra hovedbyen Wamema, sidste vand- og proviantsted. Mod vest Kimbim og mod syd Kurima bare 25 km væk. Jeg overvejer muligheden for en kok og et par bærere, én til kogegrej, telt og proviant og én til rygsækken, selvom det er  imod mine principper om altid selv at bære mine ting. De kan købes for ca. 7 USD per dag, og terrænet er bakket og råt. Man kan dog også tage dagture ind i området med stort udbytte. Jeg læser, at danifolket er meget venlige, men lidt sky. Der står også: ”Long handshakes allowing time to really feel the other´s hand are common.”

Landsbyens kvinder (og en hund) glor på den mærkelige hvide mand.

Kvinderne går ofte kun med bastskørt og mændene kun med penisfutteraler. En af deres mere grusomme skikke er at hugge én eller flere af fingerleddene af på kvinderne, for at vise sorg når familie eller venner dør. Hvorfor er det altid kvinderne, det går ud over? Overalt i den tredjeverden er det kvinderne, der knokler, og mændene der fiser den af. Før i tiden røg man også de døde, så de blev mumificerede og velbevarede. I de nordlige distrikter har der været lidt stammekrige. I 1988 med omkring 15 døde og så sent som i 1990’erne var der kampe.

Jeg er helt fortumlet. Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

Jeg sidder og roder i rygsækken efter mit spejlreflekskamera. Hvor er jeg? Hvad laver jeg her? I en halvcirkel uden om mig står en flok indfødte kvinder kun iført skørter. De ser nysgerrigt på mig. Jeg kigger forundret. Her er bare babser i alle aldre. Jeg slår genert blikket ned, forvirret, hvad var det nu jeg kom fra? Det store kamera! Endelig får jeg rodet det frem fra rygsækkens dyb. Nu smiler kvinderne venligt til mig, mens jeg fumler med det gamle Minolta. En del mænd har sluttet sig til flokken. De har kun én beklædningsgenstand på: et penisfutteral. Nogle i passede størrelse, andre som kohorn, enkelte som små stødtænder, lige lovligt store – pral eller virkelighed? Hvad ved jeg?

Landsbyens høvding og forfatteren drøfter penislængder.

Stadig forvirret og desorienteret får jeg taget en masse billeder med let rystende hænder. Tænk, jeg ryster over hele kroppen. Rejsebogen anbefaler at tage sukker, salt eller smøger med til danifolket. De sidste fylder mindst i rygsækken. Ja, man tror det er løgn, det er næsten ren Stanley og Livingstone, men jeg gav de indfødte hver en cigaret i ”modelhonorar”.

Da jeg er færdig med at dele gaver ud og vender mig om, farer jeg sammen. Inde i en hytte  –  foran mig, på en træstub, sidder en ibenholtsort mand med vidt åben mund. Jeg ser straks Edvard Muncks maleri ”Skriget” for mig, bare tredimensionelt. Hold kæft, hvor er han uhyggelig med penisfutteral – dog af nyere dato, ser jeg. Det viser sig at være tiptiptip… oldefar. En ca. 300 år gammel, røget og tørret mumie. Jeg føler på ham. Han er hård som ibenholt.

Fem grise for en kone

Nogle af kvinderne ammer halvstore børn. De er i øvrigt ”fredede” fra mændene op til fem år efter fødslen for at sikre beboernes levedygtighed. Gennemsnitslevealderen er da også 60 år. Meget for et naturfolk. Til gengæld er der flerkoneri. Fem store grise per ny kone. Måske skulle man se at få købt sig nogle grise, inden man bliver for gammel? Gad vide hvad min kone ville sige, hvis man kom hjem med sådan en lille ny souvenir med bastskørt og ellers intet? Flere af de ældste kvinder manglede i øvrigt alle de yderste led på venstre hånd samt et led på højre. Beviset på sorg. Nu dokumenteret på stedet. Hvilket kvindesyn, plus fem grise og minus fem fingerled.

Kvinden viser, hun bærer sorg – der mangler fem fingerled. Smøgen er en gave fra forfatteren.

Omgivelserne er et rektangulært område, flankeret af nærmest runde hytter, lavet af et grenskelet og påklistret mudder. Dejlige kølende stråtag som i Afrika. Mands- og kvindehytter hver for sig. Det hele indhegnet med en flot stråtækt indgangsportal. Svineavl, dyrkning af sødkartofler og jagt med bue og pil er det danifolket lever af. Baggrunden for denne drømmeagtige oplevelse er egentlig simpel. Jeg har hyret lokale folk til at bringe mig fra Wamena, hovedbyen i Baliemdalen, til Jiwika, en lille bebyggelse et godt stykke inde i dalen. Før vi ankommer til bygden, fører de mig ind i denne compound – kraal eller hvad man nu kalder de måske 10 hytter, der er samlet på et sted, her på disse breddegrader. Jeg kunne jo ikke rigtig tale med guiderne, og de mente åbenbart, at jeg gerne ville hilse på tipoldefar på vejen. Godt set, det skal de have tak for. Det hele skete bare så pludseligt. Denne utrolige kulturforandring fra Bali til Jiwika, inde i ingenting, gjorde mig så forvirret, så jeg rystede – ikke af angst, men af overraskelsen.

Jeg fandt et meget råt logi uden rindende vand og el og måtte lægge mig med et mindre chok. Tro mig, jeg var helt fortumlet af denne oplevelse – som at være rejst 1.000 år tilbage i tiden. De bruger stadig stenredskaber til visse arbejder. Jeg måtte virkelig sunde mig nogle timer, før jeg tog ”tilbage til fremtiden”.

Jeg står her midt i farveorgiet

Der er mindst 1.000 farvestrålende mennesker på et område næsten så stort som Roskildefestivalen. Her er måske 100 meter lange striber med bålpladser, og dér steges halve sorte grise og noget, der ligner roer på gloende sten. Der er en slags åben festplads og en tribune. Kvinder med bastskørter, hvis de er tækkelige, og farvestrålende hovedprydelser af paradisfuglefjer – Ny Guineas nationalfugl. Mænd kun iført penisfutteraler, hvis de er ældre eller tro mod traditionerne. Her går også kvinder rundt, med kun et flettet bælte omkring hofterne, absolut intet andet, alle er på bare fødder. En af kvinderne havde gået 1½ uge gennem junglen, fra lanistammen inde østpå, bare for at være med til den denne fantastiske fest.

De byder mig, den eneste hvide mand på stedet, på stegt og stenbagt gris i jordovn med sødkartofler til.  Det smager kraftigt og saftigt, og jeg er meget beæret. Mændene parterer grisene og lægger dem i de karakteristiske rygnet, som kvinderne laver og bærer med panden. Kvinderne sælger derefter lækre stykker grisebasse og sødkartofler. Festlighederne fortsætter med mænd i krigsmaling og kvinder, dækket med aske, danser deres rituelle danse. Det hele slutter med bueskydning. Ikke noget med sprut eller andre rusmidler. De fester fint uden dette tilskud. Endnu et af mine svineheld, om man så må sige, lige at dumpe ned på dagen for den årlige ceremoni. Og få gris på gaflen – ganske gratis.

Det hele tog sin begyndelse med mit helt usædvanlige rejseheld – endnu engang. Da jeg landede på Wamena Airstrip i Papua, som den eneste hvide mand også der, bliver jeg mødt af en indfødt guide, som fortalte mig, at netop i dag, søndag, holdes den årlige Baliemdalfest. Han tog mig straks ud til stedet og svarede mig på alle mine spørgsmål samt supplerede med sin lokale viden. Uden ham og heldet havde jeg ikke oplevet denne helt utroligt farverige årlige fest i Papua.

Mesterskytten klar til pletskud og sejren.

Jeg tænker tilbage på alle de oplevelser, Indonesien allerede har givet mig. Fx tsunamien da jeg var på øen Flores, hvor jeg sad på en klippe 15 meter oppe og ventede på, at bølgen kom til øen. Efter seks timers venten uden mad og drikke kunne jeg heldigvis konstatere, at tsunamien udeblev. Foruden vulkanudbruddet fra Bromo på Java, som jeg tidligere har skrevet en artikel om her i Globen.  Jeg putter mig under tæppet, puster det stearinlys ud, jeg fik udleveret oppe ved vulkanudbruddet, da alt lys forsvandt, og rejser til endnu et land – drømmeland.

Jørgen Oulund har medlemsnr. 368. Han har til dato besøgt 12 territorier og 57 lande. Læs mere om ham på www.joergenoulund.dk.

 
 
Share this