Auckland - et backpacker paradis på den anden side af jorden


Arne Runges billede
Arne Runges billede
 
2006 sep
Der var sejlture hvor man kunne møde delfiner og hvaler.. men det er dyrt, tag mange penge med.

Good morning, sagde den søde unge pige i Info centret i Auckland lufthavn og sendte mig et Colgatesmil. Welcome to Auckland, may I help you. Hun viste mig en liste over hostels i centrum. De kostede alle det samme, tyve New Zealand dollar. Jeg valgte Central City Backpacker. Hun ringede op og bookede en seng for mig, fortalte hvor bussen holdt og hvor jeg skulle stå af. Sikke en velkomst, man skulle næsten tro jeg var turist.

New Zealand er – formodentlig - det mest velorganiserede backpacker land i hele verden. Alt rør sig om backpackere, der er flere backpacker hostels end hoteller i det lange land down under. Alle busstationer har et infocenter, som gerne og gratis booker en seng eller et dobbeltværelse i et af byens hostels. Eller i den by du er på vej til. Det kan ikke være nemmere. Det er faktisk næsten for nemt. New Zealand har virkelig fundet ud af, at der er penge i backpackere, bare der kommer mange nok og de bliver længe nok. Backpackere er ikke længere fattigrøve, som de var i gamle dage. I dag har backpackerne ikke kun lang tid, de har osse mange penge. Mange rejser rundt med mobiltelefon, og flere og flere medbringer en laptop. Infocentret i lufthavnen og i Sky Tower i centrum af Auckland har tonsvis af brochurer om bungy jumps, riverrafting, trekking, zorb, skydiving, båd, bus og helikopterture. Men det koster. Så tag penge med, mange penge, hvis du vil prøve nogle af de spændende backpacker oplevelser, som for manges vedkommende kun findes her i New Zealand. Jeg tog et to hundrede meters skydive fra Sky Tower i Auckland, det kostede syvhundrede kroner. Men jeg var nødt til det, for ellers havde jeg ikke været i New Zealand, sagde de.

Kiwier

Lille brun kivi

Befolkningen i New Zealand bliver kald for Kiwier. Navnet kommer fra navnet på fuglen Kiwi, som er landets nationalfugl. Desværre mødte jeg aldrig en levende kiwi fugl. De er nemlig ved at uddø. Kiwierne er natdyr og masser må, ligesom pindsvin i Danmark, lade livet på New Zealands landeveje. Men jeg så et par udstoppede eksempler på Auckland Museum. Så nu ved jeg da i det mindste, hvordan en kiwi ser ud.

Gratis sightseeing

Et hostel i Auckland, ja på hele New Zealand, er præcist som et backpacker hostel skal være, med de få, men vigtige, ting en backpacker behøver, eller i hvert fald ønsker der skal være. Seng, badeværelse, vaskemaskine, køkken, opholdsstue med borde og stole, så man kan sidde og læse og skrive dagbog, og være sociale, informations tavle, og adgang til Internettet. Sådan var det osse på Central City Backpacker. Alt var der. På infotavlen i receptionen stod der, at der var gratis sightseeingtur hver formiddag klokken ti. Det tilbud tog jeg naturligvis imod.

Turen var en flot fire timers byrundtur med stop til at fotografere, men selvfølgelig en salgstur. Intet er helt gratis i denne verden. Men guiden gjorde ikke de store bevægelser for at sælge. Tag mit kort, sagde han, og ring til mig eller snak med receptionen på jeres hostel. Der er rabat på næsten alt, ofte tredive procent, bare i henviser til mig. Og det holdt faktisk stik. Jeg fik selv et afslag på tredive doller for mit skydive fra Sky Tower. I øvrigt kan jeg lige fortælle til andre på min alder, at når man er over tres, hører men til gruppen de kalder ”golden age”, som får rabat på al transport i hele landet. Vi besøgte havnen, hvor guiden fortalte om de mange udflugter i Bay of Islands, med både, færger og sejlskibe. Der var ture, hvor man kunne møde delfiner og hvaler, og der var færger til de nærliggende øer i bugten plus en, to, tre og firedages ture. Men igen, det er dyrt, så tag mange penge med.

Fest i hovedgaden

Queen Street hovedgaden med bl.a. Central City Backpackers ligger kun et stenkast fra byens vartegn Sky Tower og består for det meste af hoteller, hostels og restauranter, og det er her byens natteliv foregår. Jeg var så heldig, at St. Patrick day faldt mens jeg var der, og sikke en fest. Jeg troede der var sket noget helt fantastisk, som at landet havde vundet et verdensmesterskab i rugby eller lignende, men så det var bare en eller anden gammel irsk helgen, der hed Patrick, som havde fødselsdag. Men alligevel, sikke en fest.

Maorier

Auckland har været beboet af maorier lige så længe som København har været beboet af vikinger, dvs. godt ottehundrede år, og var en overgang hovedstad i landet, opkaldt efter New Zealands første guvernør Lord Auckland. Maoriernes historier er lige så drabelige som vores vikingehistorier.

I dag har byen 1,2 millioner indbyggere og er landets internationale gateway. Siden begyndelsen af nittenhundredetallet har Auckland været landets hurtigst voksende by og er simpelthen landets dominerende kommercielle center, hvorimod politik foregår i den nuværende hovedstad Wellington, som bestemt osse er et besøg værd.

Datolinien

Alle store flyselskaber flyver på Auckland, the gateway til New Zealand. Jeg valgte Air New Zealand på grund af prisen og ruten. Ni tusinde to hundrede kroner for en returbillet gældende for et år og med mulighed for ændring uden tillæg. Og så fløj de den forkerte vej, kunne man næsten sige. De fløj via Los Angeles og Fiji-øerne, med gratis stopover begge steder og noget jeg altid havde ønsket mig at prøve, de fløj over datolinien. Jeg havde hørt sjove historier om at ankomme til et andet land, før man var fløjet hjemmefra, når man passerede datolinien i den rigtige retning. Jeg havde osse engang som messedreng, for mange år siden, oplevet at passere ækvator med skib. Da kom Kong Neptun ombord. Vi blev alle malet i hovedet og fik fiskenet med levende fisk hængt over os og blev smidt i vandet. Senere fik vi et diplom, der fortalte at vi havde passeret ækvator. Det var en stor ære. Mange år senere var jeg i det nordlige Sverige og passerede pludselig den nordlige polarcirkel. Det var et kæmpeskilt der fortalte, at man nu passerede polarcirklen, skrevet på fem sprog. Jeg kravlede op i toppen og fik min søn til at tage et foto af mig. Bagefter kravlede han op, så jeg kunne tage et foto af ham. Så jeg var spændt på, hvad der skulle ske, når vi passerede datolinien. Måske ville kaptajnen komme ind i sin flotte uniform og sige sådan noget som: Mine damer og herrer, vi passerer i dette øjeblik datolinien, og det er ikke længere tirsdag, men onsdag. Urene skal stilles nøjagtig fireogtyve timer frem. I anledning af dette meget specielle øjeblik vil Air New Zealand gerne invitere på et glas champagne og udlevere et diplom til hver passager. Og så ville vi alle sammen klappe i hænderne.

Men der skete ikke noget. Der skete ikke en skid. Folk sov, klokken var tre om natten. Jeg sad helt alene med den der forfærdelig Palle-alene-i-verden-følelse. Alle sov på nær mig, der næsten rystede af spænding. Jeg gik op til stewardesserne og bad om en whisky med cola. Mens den ene stewardesse lavede min drink sagde jeg, vi har lige passeret datolinien. Nå, sagde hende jeg kikkede på, mens den anden bare fortsatte med at hælde cola i min whisky. Der var ingen reaktion. Sikke en skuffelse. Men

Sky Tower

jeg fik trods alt den sjove oplevelse på tilbagevejen at ankomme til Los Angeles otte timer før jeg lettede fra Fijiøerne. Men stadig ingen champagne og intet diplom. Øv.

Sky Tower

Sky Tower, Aucklands vartegn, er 322 meter højt og det højeste tårn på den sydlige halvkugle. Skal der være fest, så lad der være fest, tænkte jeg. Når jeg nu skulle springe ud fra et eller andet for at kunne tillade mig at sige, at jeg havde været i New Zealand, så kunne jeg lige så godt vælge det højst mulige. Og det var Sky Tower. Jeg tog elevatoren op til toppene og gik rundt en times tid, for ligesom at sætte mig op til springet. Der var langt ned. Bilerne og busserne var meget små. Der kravlede små mænd rundt på glasvæggen på skyskraberen over for. Et par hundrede meter over jorden. Det var vinduespudserne. Masser af skyskraberne har glasvægge, så der skal bruges mange vinduespudsere i Auckland. Herligt sommerjob for en ung mand, der kan lide at kravle op og ned af husvægge. Så tog jeg mig sammen, trak maven ind og gik ned til receptionen i stueetagen og sagde, at jeg gerne ville springe. Jeg fik dog ikke lov at springe helt oppe fra spidsen, men fra en platform, der var lavet til udspring, to hundrede meter over gaden. Det var nu godt nok osse højt nok.

Frit fald

En ung fyr i i svenskerfarvet uniform tog imod mig og hjalp mig med at få en springeuniform med en slags sele på. Han fulgte mig op til springbroen, mens han snakkede beroligende med mig hele vejen. My name is Tommy, sagde ham, and I’m actually from England, what’s your name. Jeg fortalte ham at jeg hed Arnie og var fra Danmark. Engelsktalende kan aldrig udtale mit navn Arne, de siger Arnie, og nu var jeg selv begyndt at sige, at jeg hed Arnie. From Denmark, sagde han med et stort smil, vi har haft mange danskere, som har sprunget her, er det første gang du skal prøve at springe? Det måtte jeg jo indrømme. Jeg var måske osse lidt bleg i ansigtet og det kneb med at blive ved at holde maven inde. Du får en fantastisk oplevelse, sagde han, alle der prøver det her bliver vildt begejstrede. Jeg har selv sprunget halvfems gange. Det var jeg meget imponeret over. På broen ventede en maori. Han var osse i svenskeruniform. Han satte en krog i bæltet på mig, så jeg ikke skulle falde ned før

Smil! råbte maorien..

vi havde ordnet al sikkerheden ude på broen. Så skulle vi fotograferes. Tommy tog et billede af mig og maorien. Smil, sagde han, og så smilede vi begge to. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at jeg stod her og smillede, og om et øjeblik skulle jeg foretage et kontrolleret selvmord fra et to hundrede meter højt tårn.

Vi gik ud på broen, mens maorien langsomt og beroligende fortalte mig om springet. Han satte to nye kroge i selen og tog den første sikkerhedskrog af. Du skal bare springe ud på hovedet, ligesom man springer fra en vippe i en svømmehal, sagde han. Alt er hundrede procent sikkert. Der springer over tusinde mennesker hver måned. Det kunne vel ikke være så svært, tænkte jeg, og kikkede ned og så de små biler og busser i gaderne og i midten en lille platform, hvor jeg skulle lande. Men det var skræmmende, meget skræmmende. Det var fan’me uhyggeligt, som Peter Schrøder siger. Om lidt siger jeg en, to, tre, spring, sagde maorien, og så springer du bare, og jeg svarede ja. Jeg tror han simpelthen hypnotiserede mig. Så trak han vejret og sagde, en, to tre, spring og så sprang jeg, næsten uden at tænke overhovedet. Det gav et kick. Det øjeblik hvor jeg slap fodfæstet og svævede mellem liv og død to hundrede meter oppe i luften, hold da kæft et kick det gav. Jeg tog et flot hovedspring, ligesom fra tremetervippen i Østerbro svømmehal da jeg var barn. Men få sekunder efter blev jeg bremset i faldet og hang bare der i luften i en wire og dinglede. Smil, råbte maorien. Jeg kikkede op og så ham tage et par fotos af mig oppe fra udspringsrampen. Jeg skulle lige til at smile, da snoren gav efter igen og jeg fløj de tohundrede meter ned mod gaden, i frit fald, med firs km i timen. Hold da kæft et sug i maven. Glem alt om rutsjebanerne i Tivoli og på Bakken. Det her var ”the real thing”. Pludselig strammede snoren sig igen og jeg dalede, ligesom en engel, de sidste fem meter ned på platformen, hvor to andre medarbejder i svenskerfarvede springeruniformer smilende stod og tog imod mig. En filmdiskette blev firet ned med en line. Den tog vi med ind i receptionen, hvor de læste den ind på en PC.

Vil du ha en tur mere?

Et øjeblik senere var jeg den lykkelige ejer af to fotos af springet plus en CD og et diplom. Tillykke, sagde Tommy. Så pyt med, at jeg ikke fik noget diplom da jeg passerede ækvator. Der er ikke andre der skal springe lige nu, så hvis du vil ha et ekstraspring gratis, må du gerne få det, sagde Tommy. Det var naturligvis derfor han havde sprunget så mange gange, når der ikke var kunder, så sprang han selv. Jeg tog selvfølgelig imod det gratis spring og det hele gentog sig. Jeg gik stolt tilbage til mit hostel og fortalte de andre om springet. I did it, råbte jeg, and I did it twice. Jeg gjorde det to gange. Det føltes som højdepunktet på min rejse. Welcome to New Zealand, welcome to Auckland. Vil du ha' en Gajol.

 

 

Faktabox

Rejsetidspunkt Det er bedst at besøge Auckland og Nordøen fra november til marts. De har sommer når vi har vinter, og der er tolv timers tidsforskel. Så man kan ikke komme meget længere væk fra Danmark. Flyselskaber De fleste store flyselskaber flyver til Auckland. Jeg valgte Air New Zealand via Californien og Fiji Island på grund af prisen (9.200 kroner og gældende et år) og på grund af de to stopovers. Sprog Engelsk og maori er ligestillede officielle sprog, men alle, osse maorierne, taler engelsk. Med en charmerende kiwi accent. Priser Regn med, i gennemsnit, omkring halvdelen af, hvad det ville koste på vores breddegrader. En NZ dollar er cirka fire danske kroner. Visum og vaccinationer Der kræves hverken vaccinationer eller visum til New Zealand og det er ganske let at få et seks måneders arbejdsvisum, som mange udenlandske og osse danske backpackere bruger på frugt- og bærplukning. Kost og logi En seng i en sovesal koster mellem femten og femogtyve New Zealand dollar. Og det er ofte femstjernede hostels, kvaliteten er høj. Et dobbeltværelse koster ikke meget mere end to senge i sovesalen. Og der er masser af hoteller og hostels, men som de fleste steder er det en god ide at booke på forhånd i højsæsonen omkring juletid, hvor der kommer millioner af backpackere til New Zealand. Det gøres let via nettet. Det er billigere at gå ud at spise end i Danmark, og for os på et mindre budget er der masser af supermarkedskæder, der holder åbent fireogtyve timer, trehundrede og fem og tres dage om året. Og de er for det meste en del billigere end i Danmark. Mange slår sig sammen og lejer en Van. Nogle stopper så ved hostels for at overnatte, mens andre simpelthen sover i bilen. Så sparer de penge til overnatning, der som oftest er ligeså dyrt eller dyrere end at leje bilen. Og så kommer de ud, hvor busserne ikke kører.
 
 
Share this