Nauru - verdens rigeste bunke møg

Nauru - verdens rigeste bunke møg

I'm a tourist, siger jeg spagfærdigt til den europæisk udseende herre (sandsynligvis australier), som jeg står sammen med i regnvejret uden for det faldefærdige hotel (landets eneste). Umuligt, siger han kort, der findes ikke turister her. Jeg trækker på skuldrene. På en måde har manden ret. Man kan ikke være turist her. Begrebet eksisterer simpelt hen ikke. Hvis man kommer til Nauru, er det enten for at arbejde, eller det er ved et uheld...

Nauru er måske verdens besynderligste nation. Med sine 9.000 indbyggere, hvoraf de 4.000 er fremmedarbejdere, er det samtidig en af verdens absolut mindste nationer. Den ligger midt ude i Stillehavet og har tidligere været australsk protektorat. Bruttonationalproduktet pr indbygger ligger næsten på linie med de rigeste 

Her er et lille indtryk af de ar som fosfatudvindingen har efterladt Nauru med. Langt den største del af øen ligger hen som et trøstesløst udpint landskab.

vesteuropæiske lande. Andelen af mennesker, der erhverver sig ved landbrug, er 0%. Sundheds-tilstanden er ringere, end den er i de fleste andre nationer i Stillehavet. Cirka halvdelen af den oprindelige befolkning lider af sukkersyge. Hvordan hænger alt dette sammen? Jo. Årsagen skal søges i fugleekskrementer. Enorme mængder af fugleekskrementer. Nauru er en såkaldt løftet atol. I stedet for, som tilfældet normalt er ved koraløer, at der dannes en lagune, så har landet her hævet sig, og fuglene har gennem millioner af år i den grad skidt på øen, at ekskrementerne er gået i forbindelse med korallernes limsten, så der er dannet fosfat.

Fosfatet er med andre ord grundlaget for Naurus rigdom. Den elendige sundhedstilstand skal primært søges i, at alle tilsyneladende lever af australsk junk-food. Man har indtryk af, at mange nauruanere ikke kunne drømme om at hente en kokosnød ned fra træerne. Et enkelt sted så jeg dog, at der blev reklameret med lokal kylling. Den var til gengæld også væsentligt dyrere end de importerede fra Australien (stort set alt hvad der overhovedet kan købes på Nauru er importeret fra Australien).

Almindelig drukkenskab har givetvis også sin del af skylden for den dårlige sundhedstilstand. Det bevidnes i hvert fald af de utallige dåser australsk Foster-øl, som ligger spredt langs standen. Da jeg en dag vandrede en tur øen (nationen) rundt (en tur på nitten kilometer), tror jeg ikke der var et eneste sted, hvorfra jeg ikke kunne beskue adskillige af disse blå dåser (intet under at nogen kalder Nauru for Blue Can Island). Monotonien bliver stort set kun afbrudt af store hvide skilte, hvorpå der står, at det er strengt forbudt at forurene med affald.

Hvor folk egentlig fik alt deres øl fra var mig lidt af en gåde. For mig var det svært at skaffe noget. Det var umuligt at finde ud af hvilke butikker, der solgte øl. Der var ingen, der skiltede med det, og det var kun ét eneste sted, hvor det lykkedes mig at skaffe kolde øller. I det store halvtomme statssupermarked (med halvtomme hylder og halvrådne varer) var det dog muligt at købe øl (om end ikke afkølede) forbløffende billigt. Tres australske cent (cirka tre kroner), det er faktisk det billigste jeg har kunnet købe øl for på nogen stillehavsø overhovedet.

Udfordringer med visum

Hov... jeg må da vist lige stoppe op og fortælle, hvordan det gik til at jeg - en ganske almindelige turist - var havnet på Nauru.

Jo altså, jeg havde naturligvis købt en flybillet, og jeg havde også forsøgt hjemmefra at skaffe mig oplysninger om visum. Den britiske ambassade havde fortalt mig, at man kun kunne få visum på selve Nauru, og at jeg derfor uden tvivl ville kunne få det ved ankomst. Det første var sandt, det andet absolut ikke.

At få visum til Nauru er en så omstændelig affære, at man lige så godt kan glemme alt om det på forhånd. Turistvisum eksisterer - som tidligere antydet - slet ikke. MEN... man kan være i transit, dvs. hvis flyet til ens nærmeste bestemmelsessted først går nogle dage senere, så må man blive i landet så længe.

Da jeg kom til stillehavsområdet og på Fiji (på Air Naurus kontor) første gang blev gjort bekendt med forholdene, fik jeg lavet mine billetter om. Oprindeligt skulle jeg have fløjet frem og tilbage fra Fiji, men det gik selvfølgelig ikke - for det indikerede jo, at jeg virkelig ønskede at besøge Nauru! Så fik jeg lagt ruten helt om. Jeg kunne - fik jeg at vide - flyve fra Solomon Islands onsdag og så tage videre til mit næste bestemmelsessted (der så blev Tarawa i staten Kiribati) lørdag. Det synes jeg var helt fint. Da jeg så fik billetterne, fik jeg at vide, at jeg skulle fra Solomon Islands allerede tirsdag. Det var da også i orden. Værre var det, at jeg først senere opdagede, at det fly som gik fra Solomon Islands til Nauru, rent faktisk fortsatte til Tarawa efter at have landet i Nauru. Jeg havde derfor ikke de helt store forventninger om overhovedet at blive lukket ind i landet. Da jeg kommer til immigrationen gør jeg opmærksom på, at min flybillet videre til Tarawa er noteret til lørdag.
- Jamen, - siger han så, - der går fly til Tarawa nu!
- Ja, siger jeg så forsigtigt, - men jeg ville faktisk meget gerne vente til lørdag. Han kigger lidt på mig, stempler i passet, og siger: - See you on Saturday! Sådan kom jeg altså ind i Nauru - som turist!

Polynesisk korpus maximus

Manden var i øvrigt mit første bekendtskab med gennemsnits-nauruaners udseende. Ikke fordi de er så forskellige fra andre af melanesisk eller polynesisk herkomst, men deres korpus er dog noget helt specielt. Mange polynesiske kvinder er overvægtige, men på Nauru er de ofte ganske enormt fede. Og mændene... Jeg ved ikke helt, hvilket udtryk jeg skal bruge, men det er ret fantastisk, at de kan bære deres vægt. Normalt skulle der være to hoteller på Nauru, men det ene var under total ombygning. Det var lufthavnsbygningen for øvrigt også, og det var det såkaldte Civic Center også. Der skulle være et stort møde på Nauru for alle stillehavs-nationeres ledere. Derfor var de nødt til - på det nærmeste - at bygge nationen om for at kunne præsentere sig standsmæssigt.

Også det ene hotel, som var i brug, var ved at blive bygget om. Jeg ankom sammen med en australier, som havde bestilt enkelt-værelse - og det ville han have. Der var ventilation deroppe, hvor de var ved at bygge om. Vi var rundt for at se på det, og der var kun to ledige værelse, et stort et med fire senge samt et tagkammer. Manden besluttede sig for at tage tagkammeret. Som han sagde: Så er jeg da sikker på at være alene, og ventilationen virker alligevel aldrig her på hotellet! Da jeg kom tilbage til receptionen stod der yderligere tre mænd, som var strandet på Nauru, fordi deres fly til Mikronesien var blevet aflyst. Og de skulle jo altså også have et sted og sove. Men som sagt, der var jo fire senge i det ene værelse som var ledigt, og sådan gik det til, at jeg kom til at dele værelse med en kineser, en filippiner og en sort mikronesier.

Skudhuller i baren

Men nu tilbage til øllerne - som vi forlod tidligere i artiklen. Min jagt på øl gjorde naturligvis, at jeg søgte ihærdigt efter en lokal bar. Endelig den sidste dag fandt jeg en. Bula Bar, hed den. Men den var lukket.

- Hvorfor det? spurgte jeg. En mand, som sad ved et bord udenfor baren, pegede op på et sted lige oven over indgangen. Der var tydelige spor af skudhuller. - Der var en fyr - forklarede han - der blev uvenner med indehaverens søn, og så fik han tæsk. Dagen efter kom han tilbage sammen med sin bror. Sønnen gav dem begge to tæsk. Den følgende dag kom han med to af sine brødre. De fik alle tre tæsk. Næste dag kom de med skydevåben. Så blev baren lukket! Øl fik jeg dog, da jeg senere kom forbi nogle fremmedarbejdere fra Kiribati. De var ved at konsumere en karton øl og synes godt, at de kunne undvære en til mig. De boede i et ghettoagtigt kvarter, hvor der kun boede folk fra Tuvalu og Kiribati, som tog sig af det grove arbejde i fosfatminerne. Selv om de talte yderst dårligt engelsk, nåede jeg at forstå, at de tjente en snes kroner om dagen. Logi, el og kost fik de dog betalt. Resten blev enten taget hjem til familien eller brugt til bajere.

Det er svært at se, hvilket arbejde nauruaneme selv yder. Alt arbejde med fosfatet varetages af udenlandsk arbejdskraft. Folk fra de nærliggende østater tager sig som nævnt af det grove arbejde og filippinere af det lidt bedre, mens de ledende jobs bestrides af folk fra Australien, New Zealand og til dels Indien. De store ombygninger, der var i gang, blev også forestået af folk fra Australien og New Zealand. Landbrug eksisterer ikke, og alle restauranterne - hotellerne undtaget - er kineserrestauranter. Tilbage er så de offentlige kontorer. Her så jeg fortrinsvis nauruanere, men ellers virker det som om de slår sig til tåls med at leve af de penge, der falder af ved brugen af deres jord til fosfatudvinding. Men de "glade dage" er ved være forbi. Allerede i dag udvindes der langt mindre fosfat end tidligere, og indtægten er derfor dalende. Fosfatet slipper op meget snart, og ingen synes helt at vide, hvad der så skal ske. Australien har nægtet at betale den uhyre sum, det vil koste at genskabe en frugtbar jord, så nauruaneme står tilbage med et ødelagt land. De har dog investeret en del her og der, bl.a. i jord i Australien, så hvem ved - måske flytter hele nationen til Australien den dag fosfatet endelig slipper op.