Fantastisk gæstfrihed i Titos Jugoslavien


2013 mar

Fantastisk gæstfrihed i Titos Jugoslavien

 

1962 blev et vigtigt år i mit liv: Jeg var 23 år, slank og velforsynet med et prægtigt korngyldent hår, der hang flettet langt ned ad ryggen. Ved et politisk møde i Grundtvigs Hus traf jeg Jørgen, der studerede på Landbohøjskolen og lignede en ung viking med halvlangt lyst hår og rødblondt fuldskæg. Det blev en pludselig og ret upraktisk forelskelse, for 10 dage senere rejste jeg med universitetets zoologiske afdeling til Rumænien.

Tekst: Karen Hammer

Fotos: Wikimedia

Rumænien var et politisk diktatur, og befolkningen havde intet. Man prøvede at købe vores tøj direkte af kroppen! Det er begrænset morsomt, når fremmede hiver op i din bluse for at studere din bh med henblik på køb. Vi oplevede at se Khrusjtjov på besøg i Bukarest, hang i flere dage i Donau-deltaet for at studere fugle, og jeg mødte mine første vandbøfler – fredelige og helt vidunderlige.

 

Da vi kom hjem efter fire uger, stod Jørgen på perronen og tog imod mig. Han havde brugt tiden til at tjene penge på sin onkels mosteri, så nu skulle vi til Jugoslavien! Jeg vidste, at min mor aldrig ville kunne acceptere, at jeg rejste ud i Europa med en ung ukendt mand, og prøvede at protestere. Men han havde bestemt sig: Uden mig ville han slet ikke tage af sted.

Jørgen blev præsenteret for familien i Fredensborg, og jeg lånte nogle hundrede kroner af min far, og så rejste vi på blaf København-Gedser. Tyskland er ikke et nemt land at blaffe i, især fordi Jørgen ikke levede op til normerne. Vi oplevede flere gange, at store biler stoppede op for os, men kun for at fortælle os at med det udseende kunne vi godt opgive at komme videre! De sagde ligeud, at han lignede en rovmorder! Efter et par dage, hvor vi overnattede dels på vandrehjem og dels ude på markerne, kom vi frem til Brennerpasset. Efter 12 timer fik vi endelig et lift: En kæmpestor olietankbil, der kørte hele natten med kortvarige restaurantbesøg helt til Triest.

Eftersom Titos Jugoslavien ikke lå bag Jerntæppet, kunne vi let få et visum ved grænsen. Efter et par kilometers vandring gjorde vi holdt for at stege pølser og lave te i en lille lund langs vejen. To maskingeværbevæbnede soldater troppede op med en stor vred hund og insisterede på, at vi skulle slukke bålet og gå med dem tilbage til grænsen. Jeg nægtede, og hunden blev ret ophidset. Jørgen blev bekymret. Det var første gang, han oplevede min noget antiautoritære holdning over for myndighedspersoner.

Udsigt over den historiske by Šibenik i
Kroatien.
Pulas romerske colosseum imponerer.

Tilbage ved grænsen blev vi straks sluppet fri igen. Problemet var, at de to betjente ikke kunne læse vores pas, da de var vant til kyriliske bogstaver. Synd for dem, for nu var de lige blevet så glade over at have fanget nogle illegale indvandrere! En nysgerrig lokal bilist gav os et lift tilbage til vores bålplads, hvorefter vi gik dybt ind i en majsmark og begyndte forfra. Næste morgen gik vi ind i havnebyen Rijeka, fandt et billigt hotel og købte en billet til den kystbåd, der ville sejle næste morgen.

Med båd langs Kroatiens kyst

Vi kom til at opholde os to dage og nætter på denne lille båd, der kun havde to kahytter, men masser af dæksplads. Transporten var meget langsom, for den hentede og bragte varer til og fra alle de mindre byer langs Kroatiens kyst helt til Dubrovnik. Da ingen af mandskabet talte et sprog, jeg forstod, var det ikke nemt at vide, hvor længe båden lå i havn i de små byer, dvs. hvor længe vi kunne løbe rundt og se os omkring.              

I Pula ligger der et fornemt gammelt romersk colosseum; vi løb frem og tilbage gennem flere timer og nåede at se det ret grundigt, men det ville da have været dejligt fra starten at vide, at båden lå i havn i ni timer. I Šibenik lå båden kun i 20 minutter, og vi måtte springe om bord, men i Split havde vi fået oplyst, at her lå båden i to timer, så vi i ro og mag kunne studere denne smukke by, der er bygget inden i kejser Diocletians romerske palads.

Caféliv i det idylliske Dubrovnik på Dalmatiens kyst.

Den første nat blev den ene af rygsækkene delvis ødelagt, da rorkæden løb lige under den bænk, vi sov på. En fårehyrde bragte sin flok på 20 dyr om bord tidlig morgen og stod af ca. tre timer senere. Næste nat kom der en større gruppe af tilhyllede kvinder om bord; de forsvandt igen efter bare et par timer. Den tredje dag kom vi frem til vidunderlige Dubrovnik, der engang for længe siden var en selvstændig handelsrepublik og kunne konkurrere med Venedig om handlen i det østlige Middelhav.  Byen har en flot bymur hele vejen rundt, og da jeg er vild med at fotografere gamle borge, ringmure m.m. måtte stakkels Jørgen i flere timer slæbe på begge rygsække, mens jeg nød udsigten.

Vi havde ikke råd til et hotel, så vi gik nogle hundrede meter op af bjergsiden og lagde os til at sove på en smal sti. Det var ikke alt for velovervejet, for midt om natten blev vi vækket af en fredelig rejsende på æselryg.                    

Med bussen uden dinarer

Der går bus fra Dubrovnik til Cetinje – kongedømmet Montenegros gamle hovedstad – og videre ned ad bjerget til den nye hovedby Titograd (som nu atter går under sit gamle navn Podgorica). Bussen gik så tidligt, at vi ikke kunne nå at veksle penge, men chaufføren var fleksibel – det kunne vel nås i Titograd! Der er 32 hårnålesving op til Cetinje, der ud over et mindre kongeslot ikke har meget at byde på, men udsigten var flot undervejs.

Efter en kort spisepause og udskiftning af passagerer kørte vi ned igen og nåede Titograd efter mørkets frembrud. Bussen ville fortsætte op over bjergene til Peć i Kosovo næste morgen. Da vi stadigvæk ikke havde fået vekslet penge var situationen nu lidt pinlig; en venlig medpassager havde lagt ud for os, men da han begyndte at interessere sig lidt for meget for mit spejlreflekskamera, blev jeg ret vanskelig, så Jørgen måtte berolige gemytterne og love at betale, når vi engang med tiden kom frem til Peć (albansk navn: Pejë).

Vi søgte ned til floden og planlagde at overnatte der. Her kunne en hidtil lykkelig rejse nemt have været endt galt, men befolkningen i dette vidunderlige land stod atter parat for at hjælpe. En kvinde hentede os ind i sit køkken; hun forklarede på italiensk (som jeg kunne lidt af), at der var ”slemme” drenge langs floden – det var for farligt at sove der.  Vi sov trygt på gulvet foran komfuret og fik morgenkaffe inden afrejsen. Bussen kørte i timevis op ad bakke forbi træløse områder med får. Undertiden var der små byer, hvor halvdelen af husene hang over hinanden på de stejle skråninger.  I mere end 1000 meters højde kom passet endelig: det var fornemt vejr med strålende sol, og udsigten var flot.

Vue over Dubrovniks hovedstrøg.

En ny verden

Kosovo er berømt for sine gamle græsk-katolske klostre og kirker, og vi besøgte det meget fornemme lokale kloster, der havde meget smukke udskæringer og mange fine ikoner. Størstedelen af befolkningen i Peć var albanere og mange af dem muslimer.  En helt ny verden åbnede sig for os. Tilslørede kvinder i farverige pludderbukser færdedes på de smalle træbroer i byens centrum. Uden for de mange små restauranter hang der nyslagtede får og delikatesser som fåremaver. Der var flere små moskeer med slanke minareter og mange små håndværkerbutikker, hvor smedene stod og arbejdede ved åben ild, så man let kunne iagttage, hvordan de fremtryllede smukke skåle og fade – eller skoede heste. Alle var venlige og positive.

Da vi ikke havde råd til hotel, sov vi i klostrets frugthave, et sikkert og lidt vanskeligt tilgængeligt sted, idet vi måtte vade over den lille brusende og iskolde flod, der fra bjergene løb ned mod byen. Om dagen opbevarede hotellet gratis vores rygsække, så vi ubesværet kunne nyde byen. Her mødte vi en gruppe engelske rejsende, der tilbød os et lift til Skopje. Jeg turde ikke tage imod det, da jeg var bange for ikke at kunne nå hjem til skoleårets start på Akademisk Studenterkursus, hvor jeg underviste i geografi. Jeg har i årevis ærgret mig over min forsigtighed, for få år senere kom jordskælvet, der ødelagde næsten hele den gamle by i Skopje.

Kong Nikolas vinterpalads ligger i Cetinje i Montenegro

Sidste nat i Peć sov vi i en høstak ude på marken mellem byen og klosteret. Vi sov godt, men blev tidlig morgen vækket af en ivrig lille hund, der ville fortælle os, at nu manglede de mange sortklædte kvinder, der stod foran os med deres river, kun vores høstak for at kunne færdiggøre deres arbejde! Jeg glemmer dem aldrig.

Vi tog nu toget til Sarajevo – en lang tur med mange små tunneller og masser af kulstøv inde i vognen. I denne kæmpemæssige muslimske by var der prægtige bazarer, elegante minareter og flinke mennesker, der installerede os i et værelse på universitetet og inviterede os ud i naturen til en fantastisk skovtur, hvor vi smovsede i spidstegt får.

Datidens Jugoslavien var en stor oplevelse – og i årevis min mest vellykkede rygsækrejse. Flinkere mennesker har jeg aldrig mødt, før jeg for nylig gæstede Myanmar. Måske kan I nå at opleve gæstfriheden der, for Jugoslavien findes ikke længere!  Det er uforståeligt, at disse fantastiske mennesker, der i den grad tog sig af vores velfærd, kunne kaste sig ud i en blodig og barbarisk krig, bare få år efter at præsident Tito ikke længere var der til at holde sammen på det spredte etniske kludetæppe.

Min mor blev selvfølgelig rasende over, at vi havde blaffet, men hun tilgav Jørgen, der blev en af hendes foretrukne svigersønner.     

Karen Hammer har medlemsnr. 395 og er også medlem af Kvindelige Eventyreres Klub.

                      
  Panorama over Dubrovniks hustage. “Adriaterhavets perle” kaldes byen også, og den er naturligvis på Unescos verdensarvsliste

INFO: Jugoslavien

Jugoslavien var sammensat af forskellige nationer, sprog, kulturer og religioner. Siden unionen af sydslavere blev etableret som et kongerige i 1918, undergik Jugoslavien flere forskellige styreformer. Efter den kommunistiske diktator Titos død i 1980 øgede de etniske spændinger i landet. 25. juni 1991 blev Slovenien og Kroatien de første republikker, som erklærede uafhængighed, og Jugoslavien blev kastet ud i en langvarig borgerkrig. Unionen blev endelig opløst i 2006, da Montenegro erklærede sig uafhængigt, og det, som engang var Jugoslavien, er i dag opdelt i følgende selvstændige nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Makedonien, og Kosova (på serbisk: Kosovo).

 
 
Share this