Kinas små tæppetissere


 
2005 jun

Kina er et land i rivende udvikling, økonomien er opadgående. Det gamle rives uden tøven ned til fordel for højere og mere moderne bygningskonstruktioner. På min rejse gennem den sydlige del af Kina opdagede jeg dog hurtigt, at der var et punkt, hvor kineserne var stagneret og endog stortrivedes. Inden jeg drog ind i dette fascinerende land, havde jeg allerede hørt adskille latrinære historier. Tabte pas i skumle huller, forsvundne børn i latriner mm., den ene historie mere fantasifuld end den anden, som efter min mening nærmere havde karakter af vandrehistorier.

Jeg havde ikke været lang tid i Kina, før jeg syntes, at jeg havde fået et rimeligt overblik over den latrinære situation, og hermed mulighed for at danne mig min egen mening om sagen. Jeg havde stiftet bekendtskab med mange forskellige fænomener, lige fra det såkaldte desinficerede moderne toilet, hvor papiret, som skal dokumentere den nyligt udrettede desinfektion, hænger fast i noget, som man ikke vil vide hvad er, til de såkaldte fælles skiderender, hvor man sidder og hygger sig på stribe, mens man forretter det nødvendige.

Sidstnævnte er en klar favorit blandt mange lokale, som ikke synes at have spor imod at udstille aktionen for andres blikke og gerne i fællesskab. Set med et par psykologiske briller fandt jeg det nu naturligt at kaste et blik på den yngre del af befolkningen, de kære børn, og pludselig så jeg sagen i et mere forståeligt perspektiv. Jeg observerede, at pottetræningen ikke på samme måde som herhjemme er en del af den daglige opdragelse i småbørnsalderen. Nej, det er vel nærmest det modsatte som gør sig gældende, idet de gør det når som helst og hvor som helst. For at efterleve princippet bedst muligt har kineserne fundet på en genial og meget praktisk foranstaltning, i form af et indbygget åbent buksehul med udkig til en nøgen bag. Så kan der frit praktiseres hvor som helt og når som helst, og de små anvender det flittigt. Gerne på offentlige steder, i busser og deslignende, kun fantasien sætter grænser for, hvor man kan boltre sig.

Jeg var nu på mit sidste stop i Kina og på vej videre til Tibet. Men i lufthavnen blev der varslet snestorm, og alle passagererne blev ledt til byens fine hotel for at fordrive ventetiden, mens stormen rasede af. Det var et moderne og velindrettet hotel, og gulvet var belagt med et dejligt tykt lyst tæppe. Det var på dette hotel, at jeg skulle opleve det ypperste, en uovertruffen og selvsikker vinder inden for sin egen genre - den lille tæppetisser!

Alle flypassagererne var blevet installeret til middag omkring det store traditionelle kinesiske spisebord. Jeg sad ved siden af en sund og sprudlende kinesisk dreng, godt og vel et par år gammel. Efter at have guffet i sig af de forskellige retter, rejste mor og barn sig fra bordet, og ganske få meter fra bordet så jeg hende hjælpe drengen med at indtage stillingen. Det var en omsorgsfuld mor, for hun lod ikke drengen sidde på hug for sig selv, men holdt ham dinglende og opmuntrede ham smilende, mens han forrettede sin nødtørft lige ned på tæppet. Dette til trods for, at vi sad få meter fra toilettet. Angrebet af en kortvarig choktilstand så jeg måbende til, indtil situationens alvor gik op for mig, og jeg fik travlt med at få mine tasker i dækning. I alt sin omsorg havde moren nemlig glemt at tage højde for det naturlige tilbageslag, som var konsekvensen af at holde ham oppe fra gulvet.

Hvis Freud havde levet i dag og gjort de samme observationer, ville han sikkert have disket op med en analyse med flere referencer til den såkaldte anale fase. Selv vil jeg bare sige hurra for Kina og den lille tæppetisser!! Han gør sgu en forskel, og det er blandt andet ham, som er med til at holde liv i gryderne, så Kina forhåbentligt mange år endnu er meget mere end højhuse, mobiltelefoner og Mc. Donalds.

 
 
Share this