På besøg hos efterkommerne til Tobasøens kannibaler


Kirsten Graversens billede
Kirsten Graversens billede
 
2014 sep

Sumatras batakfolk har bevaret mange af deres oprindelige ritualer og traditioner, selv om de er blevet kristne. I dag lever de af at dyrke verdens dyreste kaffe, kopi luwak.

Fotos: Kirsten Graversen & Wikimedia

En ø i Tobasøen med de karakteristiske hustage.

Hun sidder på hug, moderen med sin dreng, og jeg bliver bedt om at komme hen og se, hvad hun har i hånden. Det er hvide kaffebønner, som har været igennem det kattelignende desmerdyr. Vores lokale guide sagde godt nok, det var gennem skunks (stinkdyr), men det er det dog ikke! Disse kaffebønner er de dyreste i verden og kaldes kopi luwak efter dyret, som har haft bønnerne igennem sit tarmsystem.

På sin vej gennem fordøjelseskanalen bliver bønnerne udsat for påvirkninger fra fordøjelsesenzymerne, og der foregår en let fermentering. Kaffen, som er resultatet, stammer  fra de bedste bønner på planterne, særligt udvalgt af dyrene, som lever i skovene på bjergsiderne. Kaffen er særlig sund, da den har en del frie aminosyrer, og derfor bliver meget mindre bitter end normalt.

Verdens største krater

Jeg mødte kvinden og en del andre fra batakfolket på øen Samosir i verdens største krater, Tobasøen , som måler 30 x 100 km. Denne kratersø på den nordlige del af Sumatra i Indonesien, opstod under et gigantisk vulkanudbrud for 75.000 år siden. For at komme til øen i midten, skal man sejle over den dybe sø fra byen Prapat til byen Tuk-Tuk på Samosir. En overfart som tager ca. 1 time.

Tobasøen var hellig for batakfolket, så hellig, at lokale i tidernes morgen blev dømt til døden for at vise fremmede europæere hen til den. Søen er meget smuk med sine kratersider, der ligner skovbeklædte bjerge, og det er i disse bjerge, at man finder desmerdyret og de vilde kaffeplanter. Jeg blev nu ikke budt på denne kaffe af luwaktypen, da den er alt for kostbar og en god salgsartikel til virkelige kaffeelskere og -kendere.

Popi Luwak, verdens dyreste kaffe
Det søde kaffespisende desmerdyr.

Kvindens mand havde i løbet af ca. halvanden måned indsamlet ca. ½ kg bønner i skovene oven for landsbyen. Bønnerne lå i dyrenes ekskrementer som perler på en snor, og efter indsamling var de blevet vasket ud og tørret i solen. Det var med en vis stolthed, at hun viste de fine hvide bønner frem i et stykke hvidt klæde.  Bønnerne har stadig den hårde skal på, selvom det har taget otte timer at passere gennem dyrenes tarmsystem, som kun optager næring fra selve frugtkødet.

Disse kaffebønner sælges som verdens dyreste kaffe med priser på 4.000 kr. per kg eller meget mere for de rette kendere. En kop kopi luwak koster nemt 500 kr., og så kan det oven i købet være bønner, som har været gennem ”husdyr”, da man har nogle i fangenskab, som man fodrer med kaffefrugter (ikke nødvendigvis specielt udvalgt), og derefter venter på, at bønnerne kommer ud ad den anden ende efter ca. otte timer.  Kaffeelskere får en særlig oplevelse med en kop kaffe med en rig og stærk aroma, lidt sirupsagtig i smagen og med lidt chokoladesmag.  Efter sigende har kaffen en særlig lang og ren eftersmag!

Måske bliver kaffen endda endnu dyrere i fremtiden, da desmerdyret er efterstræbt pga. troen på, at dets kød kan kurere sygdomme.

Et fordrevet folk

Jeg besøgte øen Samosir i nogle dage på min rundrejse på Sumatra, og der fik jeg mere kendskab til batakfolket, som i sin tid blev fordrevet til øen, da deres særlige ritualer med at spise menneskekød ikke passede til de kulturer, bl.a. hinduismen, som omgav dem der, hvor de boede.

Batakfolket bor også i dag i særlige huse, som minder om både, da tagene er saddelformede og er bygget ud over huset. Enderne af tagene er udsmykkede og bemalede, ofte med bøffelhoveder med horn som udsmykning.  Udsmykningen skulle holde onde ånder væk. På øen, hvor mange stadig bor i den slags huse, dog kun med en familie i hver, så vi også helt nybyggede huse i samme stil. Nogle huse har fibre fra sukkerpalmer som tag, mens andre har bølgebliktag.  Ingen ved præcist, hvor mange der bor traditionelt, men vi så disse huse i mange landsbyer. Også i den kaffelandsby vi besøgte. I samme landsby så vi, hvordan man også har ”udekøkken”, idet et par kvinder var i gang med at male ristede kaffebønner, mens en anden var ved at lave kaffe. Hvilken duft!

Den stamme, som bor på Samosir, bor stadig i de gamle huse, som består af en lang bygning på pæle med plads til husdyr i jordniveau. Man kommer op i huset ad en meget stejl trappe eller bambusstige, og indeni finder man et rum opdelt i to dele. Tidligere kunne der bo helt op til 12 familier i sådan et hus, men det var mest normalt med otte familier, som alle var i slægt med hinanden, og tre generationer boede sammen. Der var fire ildsteder, hvor man skiftedes til at lave mad, og bortset fra simple vægge eller forhæng, bag hvilke den mellemste generation (i den fødedygtige alder) kunne trække sig tilbage. Alle sov i det åbne rum, bedsteforældre og børnebørn.

Religion og ritualer

I dag er batakfolket kristne takket være nogle vedholdende hollandske missionærer. På øen var der bygget mange kirker, og for os så det ud som om, man byggede kirker efter hvor mange penge, man fik udefra, idet der ofte var en større kirke ved siden af en lille kirke. Sikkert er det, at religion spiller en vigtig rolle for øfolket.

En søndagsgudtjeneste, som vi overværede, var lidt svær at genkende fra en gudstjeneste i Danmark. Hovedparten af tiden blev brugt til, at forskellige medlemmer af menigheden kom op til prædikestolen og læste højt af Bibelen på bataksproget, som i øvrigt ikke er beslægtet med indonesisk.  Ind imellem disse oplæsninger var der flere kor, som sang flerstemmigt med hver sin korleder, både børne- og voksenkor. Det var stemningsfuldt, selvom det ikke lykkedes at låne en salmebog. Det var nemlig langtfra alle, som havde haft råd til en salmebog. 

Gaveposerne til brylluppet.

Når man går i kirke, har man sit bedste tøj på, og det vil for kvinderne sige meget spraglede, blanke stoffer med en slags kniplinger. Over- og underdel passede ikke nødvendigvis sammen i farverne.  Kvinderne havde ikke tørklæder på, men derimod havde de ekstra håropsætninger sat på med nåle. Denne form for tøj bar de også til begravelser og bryllupper. Kniplinger, håropsatser og lange skørter var ikke nogen hindring for at køre derfra på knallert. Fortid møder nutid!

Flere steder så vi store grupper samlet for at tage afsked med en slægtning, hvis navn var ”skrevet” med blomster på et stort banner uden for det sted, hvor man holdt ceremonien. Da batakerne oprindeligt havde en animistisk religion, hvoraf nogle ritualer stadig anvendes, er begravelser også lidt anderledes, ligesom bryllupper. Man begraver først den døde, og når der kun er knogler tilbage, tager man disse op og lægger dem i en urne, som så begraves igen. Det er vigtigt, at man ikke bliver glemt, da man stadig tror på, at alt har en sjæl. Det var først i 1880’erne, at batakerne ved Tobasøen blev kristne.

Ved bryllupper trækker man så også i sit bedste tøj – og hår. Indtil vi fandt ud af hemmeligheden, var vi noget misundelige på de store frisurer, kvinderne havde.  Mændene bærer ulos, et aflangt stykke stof over skulderen med en rituel betydning.  En ulos bliver også brugt til at binde brud og brudgom sammen, da den giver styrke til kvinden, så hun bliver beskyttet for voodoo mod frugtbarhed, og manden giver den mod. Den er også et symbol på kærlighed og har en magisk religiøs magt. En ulos kan gives som gave for at vise respekt.

Brudens og de nærmestes flotte hårpragt og kjoler.

Også i forbindelse med bryllupper, er der ritualer, som stammer fra tiden, før de blev kristne, men mange går først i kirke og får den kirkelige velsignelse. De ritualer, som så bliver fulgt bagefter er uskrevne regler, såkaldte adat – skikke som handler om de ting man gør, og dem man ikke gør. En del er ritualerne er, at man inviterer flere hundrede gæster til festen, som forgår i store telte. Familiemedlemmer ud i de fjerneste led kommer langvejs fra, ligesom man samler hele landsbyen. Der bliver så lavet mad i kæmpe kar med flere slags kød, ris og grøntsager.

Der er et orkester (vi så bands på fem-seks personer), som spiller, mens man går rundt i kreds. Der gives gaver til brudeparret, som får nogle høje flettede kurve, som man ikke lige kan kigge ned i, ligesom der råbes op om, hvad de forskellige har givet af pengegaver. Det er brudgommens familie, som giver en brudepris til brudens forældre, og brudens forældre giver ting til husholdningen og hjemmet. Brudens forældre giver måske også et stykke jord, som går tilbage til familien ved en evt. skilsmisse, som kan være forårsaget af barnløshed. Det er lovligt at have mere end en hustru, men så skal der betales brudepris til flere svigerforældrepar, og det kan kun de rigeste. Et bryllup kan sagtens vare en hel dag.

Kannibalisme

Får de også menneskekød til brylluppet? Nej, det gør man ikke nu, og det gjorde man heller ikke, da batakerne var menneskeædere. De store gryder har de dog, men de har aldrig været anvendt til tilberedning af menneskekød som i tegneserierne. Hvordan opstod så myten om menneskeædere blandt batakfolket? Det er faktisk ikke nogen myte, det er rigtigt nok.

Kannibalisme er en del af nogle religiøse ritualer, som batakerne brugte, da de var animister. Når mennesker opførte sig forkert (imod adat), kunne man ophøre med at se dem som mennesker, men betragte dem som dyr. Grove forbrydelser kunne være mord og voldtægt, som man blev dømt til døden for. Det skulle dog ikke bare være en simpel død. Man skar  dele af kroppen af, og nu fik offeret og hans eller hendes familie, kød fra disse dele at spise, mens den dødsdømte stadig levede. På denne måde overførte man den dødsdømtes kraft, som ville blive overført gennem sjælevandring. Derved blev den dødsdømte glemt af sine efterkommere, hvilket var det værste, man kunne tænke sig.

Den dødes knogler blev så gravet ned under indgangen til landsbyens forsamlingshus, således at man altid kunne træde på ham. Da der var mange krige mellem batakerne, var der også slaver, som var taget fra andre landsbyer, og som derfor heller ikke blev betragtet som andet end dyr, som man jo spiste. Ofte gik høvdingen i landsbyen forrest med at spise meget små stykker af menneskekødet for at vise, at han turde. Men det var aldrig af sult, man spiste mennesker. Både slaver og folk fra selve landsbyen kunne blive dømt, da man også syntes at spillegæld skulle straffes, og man spillede meget i disse landsbyer!

Hvad spiser man så i dag? Samosir er en frodig ø, og selve Tobasøens vand er rigtig godt, så man dyrker mange forskellige afgrøder og har også fiskebrug i vandet. Herfra eksporteres både friske fisk og tørrede fisk. Der er altså mad nok, og det er ikke farligt at være på øen, da man ikke kan blive spist, bortset fra hvis man er et insekt, da der findes flere slags kødædende planter, som vi dog holdt fingrene væk fra. Men jeg fik dejlig kaffe!

Kirsten Graversen har medlemsnr. 547 og har til dato besøgt ni territorier og 84 lande. Hun besøgte Tobasøens batakfolk i 2013. Læs mere om hendes rejseliv på www.kirstengraversen.dk.

 

Faktabox

BOKS: Batakfolket på Sumatra Tobasøen dækker et areal på 1.707 km² og ligger fire til seks timers kørsel nordvest for Medan. Ud & hjem igen: Fly København-Medan fås fra ca. 5.550 kr. t/r.
 
 
Share this