Blandt kannibaler på indonesisk Ny Guinea


Jan Lauridsens billede
Jan Lauridsens billede
 
2014 sep

Indonesien og lokale stammer var ikke noget nyt. Vi havde besøgt Indonesien og de lokale på flere af øerne flere gange tidligere og bl.a. deltaget i en begravelsesceremoni for en torajahøvding på Sulawesi. Vi forventede store oplevelser i Papua – dengang i 1991 kendt som Irian Jaya – og det skulle vise sig, at vi på ingen måde blev skuffede. Faktisk følte vi os lidt, som om vi var ægte opdagelsesrejsende.

Hængebro over en brusende flod i Baliemdalen.

Turen gik over Singapore, hvor vi slappede af et par dage og justerede os til tidszonen og det tropiske klima. Herfra videre til Jakarta og igen et flyskifte inden de 3.500 km til provinshovedstaden Jayapura, som ligger flot på en bjergskråning med udsigt over en bugt, hvor der under 2. Verdenskrig var store kampe, da amerikanske tropper indtog de japanske besættelser. I dag ser man naturskønne strande i overflod og enorme strækninger af sumpområder.

Øen Ny Guinea blev opdaget i 1545 af den spanske søfarer Ynigo Ortiz de Retes. Papua Ny Guinea er en selvstændig stat på øens østlige halvdel, mens Papua (dengang kaldet Irian Jaya) ligger på den vestlige halvdel og er Indonesiens største provins på omkring 410.000 km2. Mere end 75 % af landet er dækket af tætte tropiske skove. Den samlede befolkning er omkring 1,5 millioner mennesker, og dermed er området meget tyndt befolket med en gennemsnitlig befolkningstæthed på knap tre personer per km2.

I Papua mærkes naturens storhed. Junglerne er blandt de vildeste og mest uigennemtrængelige i verden. Inde i landet er høje bjergrygge, som kan være sneklædte. Den højeste top på den centrale bjergkæde er på 5.500 meter. Ved foden af ​​bjergkæderne finder man græsklædte enge og floder, som skærer sig gennem de mørke skove. I 1991, da vi rejste dertil, var der kun ganske få jordveje omkring de lokale lufthavne, som kun kunne beflyves af små propelfly.

I dag er lufthavnen i Wamena udvidet og beflyves af regionale jetfly. Byen har også et par moderne hoteller. Vi fløj i et mindre tomotorers propelfly fra Jayapura til Wamena, som er en by – eller snarere en handelsstation. Wamena ligger i dalen i 1.650 meters højde. Vi landede på et dirt track på en slags eng. Der var en del lokale og nogle husdyr på området. Her mødte vi vores guide Nico og hans lokale bærer fra danistammen. Nico var også fra danistammen og havde familie i en af de nærliggende landsbyer. Han havde gået nogle år på missionsskole og dermed lært indonesisk. Dette var vores mulighed for kommunikation. Nico var så også tolk mellem os og de lokale.  Nico var klædt i T-shirt og shorts og ellers barfodet. Sko brugte danierne ikke, men da vi rejste, spurgte Nico om han kunne få mine sneakers, som for ham var et uopnåeligt gode. Vores bærer var en “kriger”, der bar et drabeligt spyd samt et penisfutteral og ellers intet. Det var da lidt af en modtagelse! 

Overnatning i junglen

Vi lagde ud med en første vandretur i lavlandet og besøgte en landsby, hvor vi overnattede i en stråtækt lerklinet hytte af samme type, som de lokale boede i. Vi havde heldigvis let tropeovertrækstøj, som isolerede os lidt fra lergulvet. Fra klokken 18 til 6 morgen var det bogstavelig talt kulsort, og vi kunne ikke gøre andet end at ligge og lytte til alle nattens lyde – insekter og andre dyr, som kriblede og krablede  rundt om os. En af hytterne fungerede som opholdsområde, og her spiste vi stegte grøntsager og skaldyr fra floden. Det smagte faktisk ganske udmærket. I rygsækken havde vi medbragt cola, som gjorde rigtig godt for maven.

De næste dage begav vi os på tur op i højlandet ad små stier.  På et tidspunkt drev tunge regnskyer ind over bjergene, og et tordenvejr byggede sig op. Det ordnede Nico! Han gik lidt foran os og blæste gennem sammenpressede håndflader og sagde noget, vi ikke forstod. Lidt efter drev uvejret over, og Nico grinede stolt over hele hovedet – nu havde han jaget tordenvejret væk.

Befolkningen i det centrale højland kaldes undertiden de negritos og menes at have indvandret som de første på øen for omkring 30.000 år siden. De blev senere efterfulgt af de melanesiske folk, der stammer fra øerne langs den sydlige kant af Stillehavet. Melanesierne lever mest langs kysterne og i de større bysamfund. I det indre af landet er der mange forskellige stammer, og danistammen, som vi besøgte i højlandet, er helt mørk i huden.  I 1980’erne, da vi besøgte dem, var de stort set uberørte af fremmede påvirkninger. De opretholdt stadig deres forfædres skikke og traditioner. Vi så, hvordan de udvandt salt af en lille sø i bjergene. Kvinderne slæbte så det tørrede salt ned til landsbyerne. Deres redskaber var mest af sten, dog med enkelte ting i jern.

De kristne missionærer ankom i 1950’er, og repræsentanter for den hollandske kolonimagt etablerede sig i Wamena.  Siden 1960'erne har Indonesien tilføjet sin egen kolonialisme og dermed indvandrere fra især Indonesiens tæt befolkede hovedø, Java.  Dermed kom også offentlige skoler, politi, soldater, butikker, enkelte motorkøretøjer og cykelrickshaws til dalen. Dette resulterede i store ændringer i daniernes liv, men deres identitet og kultur har vist sig at være ret modstandsdygtige. Indvandringen er ikke faldet i den lokale befolknings smag. Der har været perioder med spændinger mellem danistammerne, de indonesiske indvandrere og de indonesiske sikkerhedsstyrker, og jævnligt er der udbrudt voldelige sammenstød.  I forbindelse med at den lokale befolkning gjorde oprør, har stammeområderne – herunder Baliemdalen – været en militærkontrolleret zone. Dette betød, at vi skulle have speciel indrejsetilladelse af det indonesiske militær.

Den legendariske Baliemdal og højlandet deromkring er en af ​​verdens sidste meget fascinerende traditionelle områder.  I dag er det den mest populære og mest tilgængelige destination i det indre af Papua. Den vigtigste dal er omkring 60 km lang og 16 km bred og afgrænset af høje bjerge på alle sider. Baliemfloden løber gennem dalen med en rivende strøm. Der er enkelte veje omkring byen og lufthavnen. Ellers er der stier, som forbinder landsbyerne. Floden kan passeres til fods over et antal hængebroer, som er bygget af naturligt sejlgarn.

En kriger som bærer

Danistammen, som bor i landsbyer i dalen og i højlandet, var, da vi besøgte området i 1991, stadig afhængig af redskaber af sten, ben og træ. Den traditionelle “påklædning” er næsten ingenting, hvilket for kvindernes vedkommende betyder et bastskørt og for mændenes et penisfuteral. Man så dog også enkelte mere nutidige kulturelle påvirkninger såsom jeans, shorts og T-shirts. Vor guide Nico og hans “kriger” viste vej i junglen og ledte os over bjergene til flere landsbyer. “Krigeren” var samtidig vores bærer, hvilket er ganske behageligt, når temperaturen nærmer sig de 30 °C, og luftfugtigheden er tæt på de 100 %.

Danikriger med cigaret.

Landsbyerne var omhegnede med flettede hegn for at holde dyr ude. “Bygningerne” bestod af cirkulære stråtækte hytter kaldet honai. Uden for hegnet var marker med lokale afgrøder såsom søde kartofler. Tamme svin (lignende store vildsvin) udgjorde deres hushold og gik frit om i nærheden af landsbyerne.

Vis oldefar frem

I en af landsbyerne mødtes vi med høvdingen og hans “stab”. Vi blev inviteret til at sidde på “beundringsbænken” og konversere. Det foregik ved, at vi og han stillede spørgsmål om livet og de lokale forhold. Men først så høvdingen os lidt an. Hans folk kom og rørte forsigtigt ved vores hvide hud. Det gjorde de mange gange, og vi forstod, at de fandt den spændende og meget blød. Nu var de også selv noget hårdføre af at arbejde med de bare hænder og fødder.  Vi havde selvfølgelig gaver med. Heldigvis havde vi fra Nico fået at vide, at mændene i stammerne var meget glade for tobak. Så vi medbragte masser af cigaretter og delte gavmildt ud – først til høvdingen og senere til hans folk. Det vakte stor begejstring. Deres “hjemmerullede” smøger af lokal tobak og andre blade blev udskiftede med Marlborough-cigaretter. Ja – netop cigaretter i flertal. De sad efterhånden hver med tre tændte cigaretter i munden og nød livet, samtidig med at de grinede over hele femøren.

Efter nogen tid mente høvdingen, at vi skulle hilse på hans oldefar. Han blev hentet frem fra en af hytterne. Det viste sig, at han var meget gammel, og faktisk sagde han ikke ret meget – for han var nemlig en mumie! Det var en noget pudsig fornemmelse at have en høvding på den ene side og oldefarmumie på den anden. Men det var vistnok en ære. Nå, men vi måtte jo høre nogle historier. Der blev fortalt om dyrene og afgrøderne og om familieforhold. Kvinderne boede i en langhytte for sig selv. Her passede de deres små børn, når de ellers ikke var i markerne for at pleje afgrøderne eller var i gang med madlavning. De brugte en jordovn til madlavning. Her bagte de retter af søde kartofler og kassava (en slags rodfrugt).  Retterne blev pakket ind i bananblade og bagt på varme sten. Som fest-ret fik vi også svinekød.

Danihøvding med oldefarmumie.

Mændene boede for sig selv i et antal mindre runde hytter. De fortalte, at de undertiden, men ikke for ofte, inviterede kvinderne på besøg. Når en kvinde skulle giftes, blev der holdt fest i flere dage, og derpå boede hun en kortere periode hos manden. Det skete selvfølgelig, at manden døde. Det blev så markeret ved, at kvinden huggede et led af sin yderste finger. Hvis flere af hendes mænd døde, kunne man så se, at hun manglede flere led – en besynderlig tradition!

Menneskekød

Vi havde hørt, at danistammen også havde tradition for at være kannibaler, så det måtte vi jo vide mere om. De grinede over hele hovedet, da vi spurgte ind til sagen. På spørgsmålet, om hvornår de sidst havde spist menneskekød, svarede høvdingen: det var ca. to år siden. Så måtte vi jo høre nærmere om, hvorfor, hvordan etc. Det, syntes høvdingen da, var et underligt spørgsmål. Sagen var jo den, at en af nabostammerne havde røvet nogle af deres kvinder – og det blev de meget sure over! De samlede så en gruppe krigere og gik på togt til de formastelige i nabolandsbyen. Her dræbte de banditterne og tog kvinderne med hjem igen. Banditterne tog de også med og kogte og spiste dem. Sådan! Man kunne da ikke acceptere et sådant overgreb, uden at det skulle straffes!

Efter oplevelserne på feltfod hos danistammen i Papua tog vi en afstikker til Bali inden hjemrejsen. Her kunne vi så koble af i luksus ved stranden og fordøje de mange oplevelser på en fantastisk tur.

Danikvinde udvinder salt.

Jan Lauridsen har medlemsnr. 346. Han har til dato besøgt 14 territorier og 71 lande. Rejsen til Papua foretog han med sin daværende kone i 1991.

 

Faktabox

Baliemdalen i Papua Papua er bjergrigt og dækket af tropisk regnskov. Det højeste punkt i Papua er 5.500 moh. Baliemdalen, hvor danistammen bor, har en længde på 60 km og en bredde på 16 km. Wamena ligger i 1.650 meters højde. Der er høje bjerge på begge sider. Danierne udgør ca. 100.000. Fugle- og dyreliv: I den tætte regnskov er et rigt dyreliv. Man kan opleve masser af forskellige fuglearter, myrepindsvin, øgler, pytonslanger og krokodiller (i lavlandet). Klima: Temperatur fra 16 °C til 28 °C i september måned, hvor vi var der. Logi: I Wamena var et par hoteller og gæstehuse, hvor man kunne slappe af og planlægge turen. I dag er der enkelte moderne hoteller. Arrangør: Vi rejste på egen hånd, men fik backbone-turen arrangeret af Marco Polo Tours. I dag kan man vistnok rejse på organiserede ture med Jysk Rejsebureau samt flere udenlandske selskaber. Praktisk tøj & udstyr: Rygsæk, lette støvler, let tøj men også fleece eller jakke, da der kan blive koldt i bjergene om natten. Vi valgte at overnatte i landsbyerne og medbragte derfor også medicin, injektionssprøjter og vand. REJSETILLADELSE: Et surat jalan kræves for at besøge Papua uden for byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås lettest i Jayapura og Biak. Man skal aflevere to pasbilleder. Og det er en god ide at få brevet fotokopieret, da det skal stemples af politiet alle steder, man besøger. Ud & hjem igen: Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Herfra kan man flyve til Papua. Papuas største lufthavne findes i Jayapura, Biak og Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid, kan man også sejle med Pelnis færger. Vi fløj med Garuda fra Jakarta til Jayapura og videre med et mindre fly til Wamena. Dengang var Wamena blot en dirt strip for små fly med en enkelt lufthavnsbygning og mennesker og dyr på landingsbanen. I dag flyver Trigana Air Service med Beechcraft King Air fra Jayapura til Wamena. Det eneste sted, man kan krydse grænsen mellem Indonesien og Papua Ny Guinea, er ved landovergangen mellem Jayapura og Vanimo. VISUM: Danskere kan få et 30 dages visum ved ankomsten til Indonesien for 35 USD. ADVARSEL: Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Papua og skriver bl.a. i sin seneste rejsevejledning: ”Kræfter, der søger uafhængighed, er i løbende konflikt med de lokale myndigheder i Papua. Grupper har tidligere angrebet udlændinge og større udenlandske virksomheder. I forbindelse med valget i 2011 til the Papua People's Assembly har der siden sommeren 2011 været flere tilfælde af voldelige uroligheder med såvel døde som sårede.” Papuas historie 1909: Første kontakt mellem den civiliserede verden og enkelte individer fra danistammen. 1920: Besøg af en hollandsk ekspedition til det centrale Ny Guinea. 1938: Besøg af den amerikanske Richard Archbold-ekspedition. 1954: Hollandske missionærer oprettede missioner flere steder. Den hollandske indflydelse med missionsskoler gav mulighed for skolegang for danistammen. 1963: Indonesien overtog herredømmet over Papua fra hollænderne.
 
 
Share this