Filippinerne - de glade menneskers land


Per Allan Jensens billede
2002 juni

Filippinerne - de glade menneskers land

af Per Allan Jensen

 

Anita med lokale børn (Sablayan, Mindoro)

Når man rejser til Filippinerne, lander man almindeligvis i landets hovedstad Manilla, som er en stor og grim by med alt for mange mennesker og alt for mange køretøjer, der oser og larmer infernalsk. Hvis man derefter bevæger sig sydpå, kommer man ud på nogle store og ucharmerende motorveje, hvor tæt trafik føres frem i 3-5 baner i hver retning, og det man når at se af de forbipasserende omgivelser er bestemt ikke noget at skrive hjem om. Helt galt bliver det, når man kommer til Batangas nede sydpå, hvor olieraffinaderier, petrokemiske fabrikker og hæsligt byggeri kappes om pladsen.

Herefter kan det næsten kun blive bedre, og det gør det da også hurtigt, hvis man bruger et par timer på at sejle over til den næste af landes mange tusinde øer. Denne ø hedder Mindoro og er vel af størrelse et sted mellem Fyn og Sjælland. Her er man pludseligt i en hel anden verden. Vejene er få, dårlige og ringe befærdede, og byerne er få og små. I stedet for industri og motorveje er her millioner af kokospalmer langs vidunderlige kyster med hvidt sand og azurblåt hav. Og så ligger der nogle dejlige resorts rundt omkring, blandt andet Coco Beach, der var det første mål for vores to ugers påskeferie.
 

Friskplukket kokosnød

Det er kun to år siden jeg sidst besøgte Filippinerne, dengang på en pragtfuld treugers rundrejse, og jeg havde det helt fint med, at dette skønne ørige skulle være det første oversøiske rejsemål for min elleve-årige datter Anita. Hun blev da bestemt heller ikke skuffet, og allerede på tredjedagen erklærede hun med stor overbevisning, at 'dette er endnu bedre end Grækenland'. Den store lækre swimmingpool vejede nok ret tungt i hendes regnskab, men også det søde personale, det smukke koralrev (vi så havslanger!), de dejlige frugtshakes, det charmerende orkester med de to halvgenerte sangerinder og de vidunderlige hytter af bambus og andre naturmaterialer, smukt beliggende op ad bjergskråningerne med udsigt til hav og palmer.

Til den negative side i hendes regnskab talte den megastore gekko, der holdt til lige over hendes seng (godt der er noget der hedder moskitonet) og som tilbragte natten med at konsumere insekter under højlydt smasken. Samt en utålmodig mor, der gerne ville have os med ud og udforske området og slet ikke kunne forstå, hvordan vi kunne tilbringe 5-6 dage i og ved pool og hav. Set i bakspejlet er det måske også lidt pinligt at indrømme dette, specielt overfor denne læserskare, det må skyldes en kombination af aldersbestemt dovenskab og et vist mål blaserthed ('been there, seen that ...').

Efter opholdet på Coco Beach fortsatte vi et stykke hen ad kysten og boede nogle dage på et lille hyggeligt familiedrevet hotel direkte på stranden. Her var ingen swimmingpool, men til gengæld var der tre dejlige hunde, og så lykkedes det os at tage os sammen til at vandre en tur op ad den junglebeklædte bjergskråning til et vandfald med en lille kølig og forfriskende bjergsø.
 

Hus-gekkoen

Den sidste del af ferien foregik på Pandan Island, der ligger få kilometer ud for Mindoros vestkyst. Øen er så lille, at man kan sejle rundt om den i kajak på en halv time, og der er kun et eneste resort, hvor der er plads til et halvt hundrede mennesker i et antal dejlige hytter langs stranden. Det må vist være noget af det tætteste man kommer på begrebet tropeparadis: Ro og fred (ingen vandski, bananer eller vandscootere), smuk jungle i baghaven, 28 grader varmt krystalklart hav med fisk og koraller og luksushytter direkte på den dejlige strand. Resortet bestyres af en franskmand, så baren er velforsynet med alskens drikkevarer (selv indtil flere forskellige slags rødvin kan man få), og stedets frokost- og middagsbuffeter er aldeles glimrende.

Tilbageturen over Mindoro foregik langfredag, så der var rig lejlighed til undervejs at studere de bindegale religiøse fanatikere, der går og pisker deres rygge til blods. Hvad der får mennesker til at opføre sig sådan er svært at forstå og endnu sværere at forklare til sin elleve årige datter.

Sammenfattende må siges, at der er få steder i verden, hvor man får så megen skønhed, venlighed og service for så få penge, og Filippinerne er et glimrende sted at medbringe sine børn. Vores tur var arrangeret af C&C Travel, og vi betalte 20.000 kr. for to voksne og et barn i godt to uger (den ene endda påskeugen), heri inkluderet fly, indenrigstransporter og indkvartering samt overdådig morgenmadsbuffet den første uge. Til gengæld måtte vi så indstille os på en allerhelvedes lang rejsetid, nemlig 17 timer ud og 24 hjem, og de 24 blev endda til 28, da vi strandede i Berlin på hjemturen (men det er jo også en dejlig by). Men det var det helt sikkert værd, var vi enige om.

 

Anita i 'junglen' bag Coco Beach Lektierne skal også passes
Av, sandet er varmt! Vandfald og sø i junglen

 

 
 
Share this