En Museumsinspektørs Bekendelser


Søren Bondes billede
2004 mar

En Museumsinspektørs Bekendelser

Tekst og foto: Søren Bonde

Der er en god grund til, at vennerne kalder vores lejlighed for et museum: det er skam ikke småting, jeg efterhånden har hjembragt fra alverdens afkroge...

På mine rejser falder jeg altid over et eller andet, som inspirer mig, og så er det jo gerne så billigt, at det slet ikke kan betale sig at lade være. Det ender altid med, at jeg står i lufthavnen med sommerfugle i maven og forsøger at overbevise flypersonalet om, at det da er absolut nødvendigt at hjembringe 42 kg bagage – og ja, helst det meste af det inde i kabinen! Det kræver sin skuespiller at lade som om, at håndbagagen kun vejer 5 kg, når der snarere er tale om 15, men jeg har endnu ikke måttet efterlade noget. "Har du noget at fortolde?", "Næ, nej, det er skam til eget "forbrug"!"

Dengang i Sydamerika var der ingen grænser for, hvad jeg måtte have med hjem. Heldigvis sejrede fornuften midlertidigt, og 35 kg blev sendt hjem med skib fra Quito i Equador: små lerskåle og –krukker, stoffer (den vævede slags!), to vægtæpper, en plaid, en tyk poncho og adskillige striktrøjer, tørklæder, sokker, luffer og hatte i lækkert lama- eller alpaca-uld, diverse musikinstrumenter - og 16 kilo rå kaffebønner fra en glad kaffebonde i Colombia! Der var absolut fornuft i at sende det hjem, selvom det var halvdyrt; jeg fortsatte fra Sydamerika tværs over Stillehavet til PNG og Australien med adskillige længere ophold undervejs. Der ville sandsynligvis ikke blive det store behov for hverken vægtæpper eller rå kaffebønner – og da slet ikke tykke striktrøjer!

Da jeg efter syv ugers ophold forlod Solomon Islands, havde jeg til min store overraskelse atter en tung rygsæk og måtte sende 12 kilo hjem med skib (efter en større eftersøgning iværksat af Post Danmark nåede pakken frem efter 8 måneder...). De pragtfulde men oversete øer skænkede mig i øvrigt også en ufrivillig souvenir i form af malaria, som jeg havde "glæde" af længe efter hjemkomsten til Danmark.

Jeg husker tydeligt rejsen hjem fra PNG via Brisbane og Sydney. Efter endnu syv uger havde jeg i PNG igen erhvervet mig alskens tingeltangel, og jeg slæbte nu rundt på masker, spyd og kurve – det meste af det personlige gaver fra små landsbyer i PNG"s højland.
 

Ting som stammede fra enten 14 dages trekking ind ad næsten ukendte stier i højlandet eller 8 dage i hullet kano ned ad Ramu-floden i regnskoven. Ting som jeg med møje og besvær havde bakset rundt med på rustne ladvogne blandt levende svin, i kanoer og i rygsækken. De havde helt afgjort allerede en vis affektionsværdi!

I Brisbane lufthavn havde jeg kun kort tid inden jeg skulle transit til Sydney, men det bekymrede ikke personalet det mindste. Alt skulle checkes for, om det nu kunne være inficeret med en eller anden lillebitte Ny Guinea-orm. Først da faldt det mig ind, at jeg passerede gennem et af verdens mest hysteriske lande hvad angår indførsel af fremmed organisk materiale! Jeg ansås uden tvivl som en potientiel miljøkatastrofe på vej til at inficere hele kontinentet. Jeg blev mere og mere utålmodig og nervøs, men som vi alle ved nytter det sjældent at skynde på den slags "myndigheder".

Det var svært at sige, hvad der var værst: at miste flyet til Sydney, hvor jeg skulle mødes med en veninde, eller at få konfiskeret og destrueret mine klenodier. Endelig blev de enige om, at der ingen orme fandtes hverken i maskerne, spyddene eller kurvene, hvorefter de så undersøgende på mig, som om de havde til sinds at underkaste mig en større gynækologisk undersøgelse. I en forbløffende fart fik jeg presset klenodierne tilbage i rygsækken, poserne og taskerne og forlod rummet før de kunne nå at gøre alvor af sagen. Jeg nåede lige akkurat flyet til Sydney, og alt var i den skønneste orden. Puha!

Nu skulle man måske tro, at jeg var blevet en del klogere af den føromtalte langvarige jordomrejse. Der havde jeg jo købt så mange klenodier, at jeg kunne betragtes som en konkurrent til Nationalmuseets Etnologiske Afdeling.

Men på den næste lange rejse til Filippinerne var den gal igen. Denne gang var feltarbejde rejsens formål som baggrund for mit speciale i musiketnologi. Her var det i sagens natur nødvendigt at hjembringe en hel del bøger og papir og anden videnskabelig dokumentation i form af kassettebånd med interviews og musik. Den slags har det jo med at veje godt til – særlig en af de vigtigste bøger, som var en mursten på små 1200 sider. Men hvorfor ikke lige også stoppe rygsækken ud med et par kurve og andre gaver til familie og venner? Nåja, og så lige en stor håndlavet og -malet "romersk" hjelm i træ, som havde været brugt til det lokale sinakulo – det rituelle påskedrama, som jeg var rejst så langt for at studere.

Men den bedste souvenir må siges at være min kære kone, Eden, som var en af feltarbejdets mange "bivirkninger". Og det var langt sværere og besværligere at få hende til Danmark end alverdens kaffe og kurve. Dels pga. af de danske myndigheder, og dels fordi hun trods sin lille størrelse overskrider grænsen for, hvor mange kilo min rygsæk kan rumme.

Hvad indkøb angår er hun ikke stort bedre end jeg er, men det er nogle andre ting, som er i højsædet. På sølle fem dage i Polen nåede "vi" f.eks. at forgribe "os" på adskillige ravsmykker, glasvaser og -kander og et spisestel til seks personer! Smukt og billigt alt sammen, jaja... Eden har da også meddelt, at hun vil have noget med hjem fra hvert land hun besøger. Så der bliver ikke noget "landefræseri" her – det har vi simpelthen ikke plads til! Men mon ikke vi alligevel snart tvinges til at flytte i en større lejlighed...?

 
 
Share this