De Berejstes første år (1996-2001)


Ole Egholms billede
2001 mar

De Berejstes første år (1996-2001)

af Ole Egholm

De Berejstes Klub har officiel 5-års fødselsdag den 30. maj år 2001, da klubben havde sin stiftende generalforsamling den 30. maj 1996. Men optakten til klubbens historie går helt tilbage til den 14. februar 1994, hvor den endnu-ikke-skabte-klub havde sit første medlemsmøde. Og hvis man regner med, hvor længe ideen havde rumsteret i mit hovede, skal vi helt tilbage til slutningen af 1990.

Sådan kom idéen Jeg havde allerede fra min første jordomrejse i 1989 været interesseret i at besøge en masse lande. Jeg boede i 1990-1992 i Paris, og med Paris som udgangspunkt var det ligesom nemmere for mig, med få penge, at komme videre udenlands. Ikke mindst fordi jeg nu arbejdede for de franske jernbaner og på den måde stort set havde adgang til gratis togtransport i hele Europa. Jeg havde et par gode venner dernede (jeg har dem stadig), som havde rejst en del, og en dag diskuterede vi, hvem der havde rejst mest. ”Mest” , hvordan målte man det?? Nå, vi satte os ned for at tælle lande, det var i efteråret 1990, og jeg - Ole - havde været i 36 lande, og mine gode venner havde ”kun” været i 35 og 31 lande. Mine forældre syntes det var sjovt, og min far og mor havde hver været i 23 lande. Ja, så var kimen allerede lagt.

 

Ole Egholm på Kilimanjaro

Er du berejst ?? ”Ja”, ville de fleste sige, og det ville nok være 75% af befolkningen, der føler sig blandt de 25% mest berejste. Jeg havde åbenbart et eller andet behov for at kvantificere den berejsthed, som alle mennesker så sikkert og vist havde. Derfor kom den der landeliste op som en standard-målestok for berejsthed, vel vidende allerede dengang, at det var en ukorrekt og unuanceret måde at måle berejsthed på, men dog den mindst dårlige af samtlige alternativer, jeg til dato har mødt.

Selv dengang var jeg Excel-fan, og lavede straks et regneark, og jeg har rent faktisk en kopi af det første regneark med ”berejsthed”; det er fra slutningen af 1990… Der var ingen regler for overnatning, og jeg kan se, at f.eks. Cook-øerne også talte som et land – for jeg havde jo ikke tænkt det helt igennem.

Under mit ophold i Frankrig fik jeg indarbejdet min idé med hver eneste rejse at tage et nyt sted hen.
 

Tilbage til Danmark

Så da jeg kom tilbage til Danmark, var det nærliggende for mig at føle mig meget berejst. Jeg startede på job i Kilroy Travels, og de havde altid haft et slogan om, at sælgerne helst skulle være gamle garvede rejsende. Så var det jeg tænkte, at i stedet for at lade det blive ved ordet, så skulle sælgerne lade registrere, hvilke lande de havde besøgt, så kunne man altid henvise til den person, der lige netop havde været der. Og ja, rigtigt nok, selvom alle i Kilroy følte sig berejste, havde de allerfærreste været i over 30 lande.

Så blev jeg pludselig rejsebureaudirektør for WASTEELS Rejser, og så var det, at jeg stadig følte et kald efter at få samlet de værste nørder indenfor rejseriet. Så jeg indkaldte til ”stiftende generalforsamling” den 14. februar 1994, hvor medlemmerne 0001 (Ole Egholm), 0002 (Ariel Zlotnik, med på mine lister fra 1990), 0003 (Thomas Elsgaard), 0004 (Henrik Sørensen) og 0005 (Flemming Harboe) mødte op. Vi var 4 i alt gamle kolleger fra Kilroy og en fyr fra et andet rejsebureau, der syntes det lød interessant.

Vi havde ikke noget navn til klubben, men vi havde en masse forslag: ”Rejseklubben”, ”Globetrottere” og 7-8 andre uanvendelige navneforslag, og vi var enige om, at vi ville lave et medlemsblad. Vi var også enige om, at der skulle være meget restriktive rejsekrav for at kunne være medlem, og det gjorde det straks svært for os at hverve medlemmer. Men de skulle nok komme, tænkte vi.

Vores ”Rejsenyt”, som vi rent faktiske havde lavet indlæg til, fik vi aldrig skrevet, men det var klart, når der kun var 5 medlemmer. En noget begrænset læserskare…. Vi var også 5 travle mennesker med krævende fuldtidsjobs. Der var ingen af os, der havde tid til at hengive sig til tanken om at skabe denne klub, og gøre handling ud af det.

Som de rigtige rejsebureaufolk vi var, havde vi også lagt ud med en ”luftfartselskabsliste”. Da det efterhånden gik op for os, at der var over 600 luftfartselskaber i verden, og at man efterhånden ikke vidste, hvem man fløj med, fordi der stod én ting på billetten, noget andet på flyvemaskinen, mens personalet og cateringen til tider var et tredje selskab, så droppede vi hurtigt dén liste.
 

Da aviserne skrev om os

I sommeren 1994 fik jeg ”meldt” Pia Lergaard og Steen Toft Hansen ind (som nummer 0007 og 0006), og kort efter kom Helle Granhøj (0008) og Arne Skibsted (0009) ind i klubben. Det var Helle Granhøj, der her foreslog, at vi skulle hedde De Berejstes Klub, og det var endelig et navn, der havde været så længe undervejs, men lige pludselig blev så logisk.

Der blev rent faktisk holdt en del ”møder” hos mig i Skoubogade i løbet af 1995 og starten af 1996, hvor vi så lysbilleder og udvekslede rejseerfaringer, og en helsides artikel i Berlingske den 4. marts 1995 om mig og De Berejstes Klub med overskriften ”Danmarks mest berejste – måske” hjalp også til, at der langsomt kom flere medlemmer.

Vi fik også pudset lidt på reglerne. For eksempel var det ikke længere nok, at man havde besøgt et land, man skulle også have overnattet i det.
 

Poul Folkersen kommer ind i billedet

Jeg fik så at vide, at jeg havde fælles tip-tip-oldeforældre med en underlig mand, der hed Poul Folkersen, og han var - om nogle i Danmark - berejst. Han havde som tidligere nævnt været i over ”200 lande” . Jeg ringede til ham, og han syntes idéen lød fantastisk. Han var med på første møde den 22. februar 1996 og blev så grebet af idéen, at hans syntes, at nu skulle den sættes rigtigt på skinner.

Poul Folkersen:

Vi skulle lave en rigtig forening, med rigtige vedtægter og med kontingentbetalinger og så videre. Og han skulle nok sørge for at skaffe de rigtige medlemmer via sin adgang til at skrive historier om klubben i Politiken.

Så fra at være en klub, hvor folk var blevet ”medlem” uden at betale, og uden egentlig selv at vide, at de var medlem af ”klubben”, skulle vi nu sætte os ned og lave en rigtig klub. Hvor man først blev medlem efter at have betalt kontingent. Til noget man ikke helt vidste hvad var.
 

Den stiftende generalforsamling: 30. maj 1996

Denne dag var der (heldigvis) kun mødt 5 personer, og det var mig, Pia Lergaard, Helle Granhøj, Poul Folkersen og Per Ankær (0018). Vi satte os ned og brugte timelange diskussioner på at formulere, diskutere, vurdere og ævle op og ned ad stolper om, hvordan en sådan klub kunne se ud. Vi blev enige om et sæt vedtægter, der grundlæggende ligner dem vi har i dag, dog ikke nær så gennemarbejdede. Ved det møde var jeg enormt glad for at se, at der rent faktisk var andre mennesker, der kunne se det rigtigt sjove i at skabe en klub, man kunne bruge som seriøs inspirationskilde i fremtiden.

Og Poul han var arbejdshesten. Som free-lancer og nærmest-pensionist havde han masser af tid til at hellige sig skabelsen af de berejstes klub. Han fik sat virkelighed bag alle mine gamle idéer og fik også gjort det på sin egen måde, så der opstod en klub, som vi begge var glade for og stolte af at have sat på benene.

Så gik det stærkt

Poul Folkersen startede kvikt efter den stiftende generalforsamling med at skrive om De Berejstes Klub, og af de gamle medlemsreferater fremgår det, at allerede til møde den 12. september 1996 var der 20 deltagere. Ja, så kender de fleste af os resten af historien…… Og jeg har været enormt inspireret af klubmedlemsskabet: Pia Lergaard fik lokket mig til Ngorongoro og Zanzibar. Helle Granhøj fik åbnet mine øjne for Chimborazo. Per Ankær viste mig Borneo. Michael Mini fik mig til at sætte Arabien bagest på ønskelisten. Og så videre….. og jeg bliver stadig inspireret, selvom jeg, ligesom nogle af de tidligt frafaldne, mest kæmper for at overleve med mine to blebørn, som har gjort rejseriet til en noget anderledes kamp for overlevelse end tidligere.

 
 
Share this