Om at blive snydt på rejsen


Ole Egholms billede
2001 dec

Om at blive snydt på rejsen

af Ole Egholm

 

Gambia 1984

Jeg kan huske min sidste charterferie. Det var i 1984. Til Gambia. Spies Rejser. Min første gang i det sorte Afrika. Jeg var 18 år. Med mine forældre og min storebror. Vi glædede os sindssygt meget til at opleve ”det sorte Afrika”. Vi ankom alt for sent om aftenen så det var på hovedet i seng. Næste morgen var det bare afsted ud i bushen, og opleve troperne. Finde dyr og negerlandsbyer. Min bror og jeg ville lige tage en morgentur rundt i bushen i en times tid. Skulle vi tage penge med? Ja, bror Per tog sin pung med. Der var vel 3000 kroner i alt mulig blandet valuta.

Vi var ikke kommet langt ud i den i øvrigt spændende natur før vi stødte på et par negerbørn. Den ene viste os endda en seddel efter vi havde sagt hej. ”Hello, we are trying to build a school in this area to improve the educational level of the children in the Sera Kunda area”.... sådan noget lignende stod der. Så var der en lang liste over dem, der havde bidraget med 10, dollars, 50 dollars osv. osv. ”Fedt!”, tænkte vi, endelig kan vi FIRST HAND give et bidrag til Afrika. Per åbnede sin pung, og vi diskuterede lidt, hvor mange penge vi skulle give dem. De måbnende bern så vældet af sedler der fled ud af pungen, og vi blev enige om, at vi nok ville give dem bare 30 kroner, det ville nok passe meget godt. Det gjorde vi så. Og skrev os naturligvis stolt på listen over bidragsydere.

Lidt senere i bushen mødte vi nogle andre, der også havde sådan en seddel. Vi sagde, at vi allerede havde givet det der skoleprojekt nogle penge.

Så var det, vi kom hjem. Og tilfældigvis fortalte vi den den flinke Spies-guide om de der skole-projekter. På hans sympatiske guide-måde fortalte han os, at vi dog var hjernehamrende dumme overhovedet at give dem nogetsomhelst! Folk arbejdede i marken for 5 kroner om dagen, så ville det jo være totalt sygt at give børnene 30 kroner bare fordi man lige mødte dem! Pengene ville jo ALDRIG nogensinde gå til at bygge en skole. Snarere omvendt: hvis man kunne tjene 30 kroner på at møde en turist i 5 minutter, så ville alle børnene jo tage fri fra skole, så de aldrig lærte noget, og overbefolke hotelområderne, og samtidig skabe helt skævhed i samfundet. I øvrigt skulle vi være taknemmelige for, at de ikke havde nakket hele tegnedrengen, nu vi havde været dumme nok til at vise den frem!

Sig ikke, man ikke kan 1ære noget på en charterrejse! Han havde jo gribende ret, den gode guide. Vi kunne da godt se, det var noget rod. På en eller anden måde var vi glade for at have givet 30 kroner til en fattig negerdreng, men når vi så det i større perspektiv, gik det langsomt op for os, at det var mere til skade end til gavn.

Bali 1989.

Jeg var rundt på een med 2 amerikanere, og på en eller nordlig udpost blev vi nærmest fysisk voldtaget af to unge tæppehandlere. Jeg var rasende ligeglad, og gad ikke engang glo på de tæpper, men de to amerikanere følte sig tvunget til at glo på dem. Til sidst købte pigen et af deres tæpper, og da vi var sluppet væk fra dem, bandede og svovlede hun over, hvor nærgående og påtrængende de der tæppesælgere var. Hallo! Jeg sagde til hende, at hun kunne sgu da bare have ladet være med at købe deres meg. Hvis hun køber, så er det jo tegn på, at deres arbejdsfacon giver bonus.

De samme to amerikanere og jeg kom senere forbi et flot tempel. Der stod en MEGET ung fyr, måske 11-12 år, som sagde, at han skulle vise dem rundt på området. Jeg gad ikke lige blive fulgt af nogle, så jeg oplevede selv. Han underholdt de 2 amerikanere et kvarters tid, og da det var slut, sagde han, at de skulle betale til templets vedligeholdelse, og det var 35 kroner. De betalte ham, og bagefter bandede de lidt over, hvor dyrt det egentlig var. Jeg sagde, de kunne jo have ladet være med at betale overhovedet. Eller aftalt med ham INDEN de gik i gang, hvad de skulle betale. Hvis de bare ger hvad folk siger, så vil han jo forlange 40 kroner næste gang, 50 kroner osv. osv., medmindre folk brokker sig. Den 11-årige fyr vil nok blive landsbyens rigeste person. Indtil de andre ser fidusen. Så vil der stå en hel rad af unge drenge, voksne mænd, foran templet, der bare venter på at overfalde turisterne, og hvis de i lebet af en hel dags venten bare finder én, de kan nakke for 50 kroner, så behøver de ikke arbejde resten af ugen.

Efter den snak gik det op for den amerikanske kvinde at de egentlig havde gjort det forkert som turister. Hun filosoferede over, hvorfor man blev forstyrret hvert fjerde split-sekund på Bali når man lå på stranden.

Efter disse, og sikkert mange flere, oplevelser var det klart for mig, at jeg ikke gad ”blive snydt” og på den måde bidrage til ”dårlig turisme”.

Trinidad 1991:

Her ville jeg opleve den berømte asfalt-sø, en vulkansk tingest, der producerer asfalt ud af ingenting. Mærkeligt sted. Det ligger også langt væk fra Port of Spain. I et rimeligt fattigt område. Da vi steg af bussen, var der ikke eet øje i miles omkreds, udover den flinke negermand med kun eet øre, der ville være vores guide. Belært af mange års erfaring diskuterede vi helt præcist, hvor længe han ville underholde os, om hvad, og hvad han skulle have for det. 20 kroner for en halv time. Han gjorde et fremragende stykke arbejde. Han var excellent. Det blev nok også lidt mere end en halv time (der var alligevel ikke et øje udover os). Vi fortalte ham, at vi syntes han var god. Så ville han have penge. 20 kroner per person, 40 kroner ialt. Min bobbel af glæde ploppede ud med ærgrelse igen. Nul makker. På trods af det ene manglende øre og den gode service, så nul makker! 20 kroner ialt. Han hentede den eneste levende i området, en betjent, som bekræftede at ”tariffen” var 20 kroner per person. Rend og hop. Min pragmatiske kæreste Lis synes dog, jeg skulle hidse mig ned, være taknemmelig for den store oplevelse han havde givet os, tage hensyn til mandens manglende øre og give ham de penge, så vi kunne komme videre uden bøvl. Nå, så gjorde jeg det. Indrømmet, jeg ærgrer mig stadig over det. Og han?? Inspireret til succes ved at snyde turister en anden gang.

Guatemala 1992.

Før der blev asfalteret på landevejen mellem Tikal og Belize. Det havde pløreregnet i flere dage, og efter 4 timers ”sejlads” i mudderet kunne vi ikke komme videre: To lastbiler, der havde prevet at køre forbi hinanden, var hver især væltet og vejen var totalt blokeret. Det var endda et par dage siden, så det ud som. Vi var vel 40 mennesker i bussen.

Efter noget venten gik det op for os, at på den anden side af lastbilerne i mudderet var der en anden bus, der også stod med 40 passagerer, der heller ikke kunne komme videre. Det varede heldigvis ikke lenge, inden buspersonalet blev enige om at ”swoppe” alle passagererne, og det var da klogt nok. Lis og jeg sad igen på første række i den nye bus. Og jeg kunne ligesom se den lumske idé velte op af den nye bussemands-billetmand. Han ville ”lige” checke vores billetter. Vi var naturligvis de første han spurgte. Heldigvis havde jeg billetterne. Han forklarede, at de ikke var gode nok, for det var jo til den anden bus. Ja-ja, smarte tænkte jeg, vi har jo betalt for hele turen, og I har bare swoppet passagererne. Du får sgu ikke flere penge af mig. ”Nå ikke, så må I stå af !” truede han. Billedet om at stå i bushen i pløreregn mente han nok var et godt argument (og det var det også). Men nul makker, du kan rende og hoppe! Jeg sagde til ham, at nu kunne han jo lige checke de andre i bussen, og så se hvor mange af os der skulle stå af. Det var han ikke meget for, men alligevel gjorde han det. Da resten af passagererne var latinamerikanere, blev der pludselig lynch-stemning mod ham. Hvad han dog bildte sig ind! Halvvejs nede i bussen gav han op og smed alle billetterne ud af vinduet. Hele bussen havde stemplet ham som en fusker. Det eneste han egentlig ville, var lige at nakke nogle dollars f’ra de der gringoer (os). Men det lykkedes ikke.....

Polsk-litauiske grænse, vinteren 1994:

Jeg havde 1ænge glædet mig til togturen fra Warszawa til Kaunas midt i den kolde 1994-vinter. Jeg tror ikke der var andre end Mette og jeg i hele togvognen. Jeg hang ud af vinduet, trods kulden, da pas-kontrollen kom. Efter de havde set vores pas, fortalte de, at vi skulle betale et ”mandat” fordi jeg havde hængt ud af vinduet i grænsezonen. Jeg forstod sgu ikke deres ”mandat”, så de fik det erstattet med ordet ”straaaf”. Straf? Bede? For at hænge ud af vinduet?? Det er godt nok betonkommunisme så det batter! Jeg undrede mig. Han tog et bødeforlægspapir ud og begyndte at skrive. Jeg kunne se, de overvejede hvor meget jeg skulle betale i bøde. Så ”vågnede” jeg. Fusker-røve! Jeg slog over i dansk. Hvad fanden de bildte sig ind, og forlange ”straf’? Skrup dog af, drenge! I får ikke en øre! I kan få smæk! Jeg rejste mig op og skældte dem ud og sagde de skulle skruppe af! Ja, det gjorde de så! Jeg ved ikke hvor de forsvandt hen. Jeg åbnede vinduet igen og ned togrejsen, og et kvarter senere kom paskontrollen, stemplede vores pas og ønskede os en god rejse. De andre wanna-be-fuskere var nok stået af på stationen i mellemtiden. De havde ikke lige gevinst på den togrejse. Men får det muligvis på den næste..........

Som årene går, bliver der længere og længere imellem, at jeg føler folk fusker mig. Jeg nægter det simpelthen. Det er ikke noget med, at jeg er nærig, eller at jeg ikke vil bruge penge. Jeg vil bare ikke snydes. Jeg vil gerne give penge i udlandet for en god service, for gode produkter, gode oplevelser, men jeg vil ikke give penge ud, som jeg ved, forrykker ”samfundsøkonomien” eller skaber tilstande som turister og lokalbefolkningen ikke kan være tjent med.

Jeg har haft en del rejser i Latinamerika. Området, jeg altid har betragtet som det sterste forbrydersted, hvor man skal være særdeles varsom - men jeg har taget fejl! Latinamerika består af 2-3% fuskere, og alle de andre er gode og velmenende mennesker, der ikke kunne finde på at snyde dig for en 25-øre, selvom du er gringo look-a-like.

Cairo 2001:

Efter at have turet hele Jorden rundt flere gange var det hér, jeg skulle opleve byen, hvor det muligvis kun er 2-3% af befolkningen, der ikke prøver at snyde dig.

Lad os starte med min hotelbooking. Jeg ville gerne bo på Nile Hilton, efter sigende det bedste hotel i byen, ved Nilen, meget centralt, med stor udendørs svømmepøl, hvilket giver en fantastisk kontrast til den beskidte by, som folk sagde (med en svøemmepøl og en tagterrasse generer skidtet pludselig ikke så meget). Jeg ringede for at bestille værelse, og de havde et tremandsværelse til 320$ per nat. Hm, det var sgu dyrt. Efter lidt tøven sagde hun, at hun havde andre værelser til 250$. Hm, stadig dyrt. Jeg tøvede. Hun holdt fast på mig, og sagde, at hun havde også værelser til 220$. Jeg tøvede igen og sagde jeg ville ringe tilbage. Hun holdt fast i mig, og sagde, at hun også havde værelser til 180$ per nat, totalpris, men kun de tre første nætter. Hm, nu lød det efterhånden OK. Jeg måtte ringe tilbage, skulle lige checke. Da jeg ringede tilbage dagen efter, var hun der ikke. Så jeg måtte bruge et kvarter igen i telefonen på at forklare, og efter turen fra 320 til 250 til 220 til 180$, og rundt om hendes supervisor, var vi hvor vi startede. Jeg bookede.

Fra lufthavnen til byen: Altid stedet, hvor man ALTID bliver snydt, uanset hvor i verden. Derfor ville jeg med en bus. Endelig fandt vi bussen, fyldt med egyptere. Bussemanden insisterede på, at vi skulle checke rygsækkene ind i bussens bagagerum. Det hader jeg. Busbilletten kostede 4 kroner, rygsækken 2 kroner. Kender du det? Du bare VED, at hans rygsæksgebyr er fuldstændig hjemmelavet. Du har aldrig været der før, du forstår ikke sproget, men alligevel ved du bare, at det der bagagegebyr er hans egen idé. Og det er sikkert fast for alle ikke-arabere.

Når han giver os busbilletten fremgår det også, at den koster 4 kroner. Men ingen kvittering for bagagegebyret. Hvad gør man så når man er mig? Jeg brokker mig da over, at jeg har betalt 6 kroner og kun fået kvitteringen for de 4. Han blev mildt sagt chokeret. ”Okay, okay, siger han”, så henter han sin billetstavl, og så giver han mig billetter for beløbet, og uden at jeg har haft dem til skrifttyder, tror jeg det var børnebilletter han gav os. Ja, pengene sparede vi ikke, men de havnede nok i busselskabets lomme i stedet for i hans egen. Vi skulle have nægtet at betale for rygsækkene... Så går det slag i slag. Cairo er jo kendetegnet ved at være enorm, samtidig med at pyramiderne, som de eneste tilbageværende af verdens 7 vidundere, er en attraktion så stor, at så mange mennesker tager til Egypten for at opleve pyramiderne, forhistorien, uden at tænke nærmere over, at alt dette er omgærdet af 15 millioner forholdsvis fattige egyptere, der mest ser alle turisterne som et overflødighedshorn af muligheder for at tjene ufortjente penge.

Samme karakteristika har Nairobi i avrigt også, der som international hub og udgangspunkt for alverdens safarier er en digel af fattige lokale lykkeriddere, der hver dag drømmer om den store gevinst, og en gang imellem opnår den.

Nå, når man betaler penge i Cairo så skal man checke byttepengene. På et rigtigt tiltalende lækker-madetnisk-sted, der desværre lå på et hovedstrøg og havde sin fair-share af vesteuropæere, var kassemanden ikke bleg for at give 100 kroner mindre i byttepenge end han burde. Da jeg gjorde ham opmærksom på det, kiggede han på mig og tænkte sikkert ”Respekt! Du er sgu mindre dum end andre værsgo her har du dine 100 kroner!”.

Som så mange andre steder betaler man eet sted, får varerene leveret mod kvittering et andet sted. Jeg så mig varm på en makaroni-ret, og en af de venlige tjenere sagde, han ville give mig en gratis; eller, det vil sige, så kunne jeg jo bare betale ham direkte i stedet for at gå i kassen. Naturligvis. Men jeg gad heller ikke deltage i hans korrupte verden. Det var nu synd for det madsted, for deres mad var virkelig dejlig, og ufattelig billig (makaroni-retten kostede 2 kroner, og smagte herregodt). men jeg bliver træt af fusker-folket.

Vi havde en købmand, som vi altid ”fouragerede” hos. Han lå i en stille sidegade og havde næppe mange turister. De første par gange lykkedes det ham hver gang at forsøge at regne galt, når han lagde priserne sammen. Altid for mange kroner i hans favør. Den ene gang måtte vi begynde helt forfra, og det resulterede i, at det blev 10 kroner billigere. Altid med et smil. Da min ene nevø kan en del arabiske fraser, blev besøget mere og mere hyggeligt hos købmanden, med mere og mere snak. Og for hver gang forsøgte han at snyde os mindre. Men tanken om at han ville snyde os forsvandt aldrig for ham. Og det var da bestemt ikke noget man skulle have dårlig samvittighed over. Nænej, hvis en vesterlænding er dum nok til at lade sig snyde, er det jo vesterlændingen der er dum.

En af de få skønne perler i den historie var en shawarma-bar, der bestemt ikke var specielt charmerende, og bestemt heller ikke af hej kvalitet. Men i modsætning til næsten hvorsomhelst ellers i Cairo havde de åbenbart en filosofi (som næsten alle i Danmark har) om, at en pris er en pris, og ALDRIG snyde en kunde. Af ren sympati for den i Cairo sjældent sete høje etik i en shawarma-bar lagde vi efterhånden en stor del af vores madindtagelse hos dem. Og det var nydeligt som de excellerede i at beregne, at vi alt i alt havde storspist for 29 kroner og 58 øre. Du giver dem 30 kroner, og de lægger så de 42 øre tilbage i byttepenge. Men det sikrede dem en lang rekke stamkunder, og til tider lagde vi da også nogle flere penge end vi skulle, men det var vist ikke så interessant for dem.

Pyramiderne: Her vidste vi fra starten, at om noget sted i verden lykkeriddere og andet godtfolk kunne samles, måtte det være i randen af (og røven på) alle de horder af alverdens turister, der kommer for at se dem. Den første dag vi kom, ankom vi så sent (vi ville nemlig derud med bus, for øvelsens skyld, og det var søreme svært. At komme IND igen med bus, var piece of cake og hyggeligt. Plus 50 øre per person). Nå, men indgangen til de skide pyramider var lukket. Der var vel nok 20-30 ”guider”, lykkeriddere, taxichaufferer, hestehandlere, kameldrivere der kunne redde verden for os, men nej. Vi valgte at nyde livet fra en lille ydmyg cola-sælgers (til almindelige priser) shop i en sidegade. Der drev en del gringos forbi på kameler. De fortalte, at kamelturen havde været helt fantastisk, det var der flere der gjorde, så til sidst blev vi enige om, at det måtte vi prøve i solnedgangens skær. Så går der et kvarter med at forhandle. Hvor lang tid? Hvorhen? Hvor mange kameler? Hvor mange folk med? Betaling hvor meget, for hvad, totalpris? Betaling til hvem? Hvornår? Jeg følte sgu ikke, at man bare kan sætte sig op på en kamel, og så regne med at resten sikkert klarer sig selv. Jo, hvis man gerne vil betale 4 gange overpris, kan alt jo lade sig gere. Eller 20 gange overpris. Eller 100 gange overpris.

For der er jo ingen grænser. Det minder mig om en enkelt historie fra en berejst, og denne er NATURLIGVIS ikke mine egen:

Cuba 2001:

Efter en lang flyvetur og nogle drinks følte jeg ikke, at jeg bare kunne lande i Havana om aftenen og så gå i seng. Slet ikke når det var fredag aften. Så da jeg lige havde fået værelsesnøglen og lagt rygsækken tænkte jeg, at jeg måtte ud og opleve Havana by Night. Jeg havnede på et rimeligt livligt diskotekbar-agtigt sted, og takket være mit lyse hår var jeg jo et nemt bytte for de smukke latinamerikanere. Jeg kom i øjenkontakt med en temmelig lækker mestizopige, som smilte til mig. Vi snakkede lidt (mit spansk har det dårligt under høj musik...) og så dansede vi en del. For seven hvor dansede hun godt. Hun hev mig rundt på dansegulvet og vi kom tættere og tættere. Jeg var helt klar over, at jeg under ingen omstændigheder ville betale for sex, men det var jeg nu også ret sikker på, at hun ikke forventede. Hun var ret sød. Vi kom tættere og tættere, og det gik op for mig, at jeg var lidt for beruset, for vi kyssede også, og så snurrede det lidt for mig. Nå, men jeg ville da også bare gå glip af en enorm oplevelse hvis jeg gik hjem nu.... Jeg ville lige op og hente en cola, og hun skulle lige på toilettet, jeg nåede ikke engang at spørge om hun ville have noget med.... Og oppe i baren gik det op for mig, at de 250 dollars, jeg letsindigt nok havde stukket i baglommen var væk. Veninden var også fuldstændig væk. Hold kæft hvor jeg ærgrede mig. Og skuffet var jeg også. Hvon fan havde hun fået dem fra mig?? Pludselig var denne vidunderskønne eventyrlige aften bare forvandlet til et dunkende mørke som jeg hellere måtte forlade.

Moralen?? Well, nogle gange bliver man snydt for en femmer, nogle gange bliver det virkelig en dyr omgang. Det er dét, der skaber lykkeridderne, muligheden for den ”store” gevinst.

Nå, for nu at vende tilbage til kamelturen, så havde vi en fed kameltur! Den var endda vesentligt federe og længere end jeg havde forventet. Guiderne (der endnu ikke havde fået nogle penge) gjorde en indsats. Det var selvfølgelig heller ikke anderledes, end at når man vender næsen hjemad, så begynder de unge fyre at fortælle at man skal give dem drikkepenge. Det er faktisk det eneste tema de har, på turen hjemad. Jeg fik rent asfalt-vulkan-retro-feber af at høre på den samme svada, og havde heldigvis inden hjemturen begyndte tænkt, at jeg godt ville betale dem lidt mere end 20 kroner per person for den sjove oplevelse vi fik. ”Stick to your deal” er noget, jeg prøver at få folk til at forstå, i øvrigt både herhjemme men især på rejse i nærheden af lykkeriddere. Men det er jo ikke altid, at det er det, man bliver rigest af, som lykkeridder. De fik i øvrigt 30 kroner i alt fra hver af os.

Nå, så var vi jo inde i pyramiderne dagen efter, det var en for forholdene i Egypten meget dyr oplevelse, men der var intet hanki-pank, og en stor oplevelse. Samme eftermiddag skulle vi hjem til Kebenhavn, så der gik taxa i den fra pyramider til hotel, og siden fra hotel til lufthavn. Da der cirka holder 5000 taxaer ved pyramiderne var det mere et spørgsmål om at finde den billigste. Og at praje en taxa i Cairo i almindelighed er en farce. DU stopper én, spørger om prisen, og svaret er 60 kroner. Så stopper du en anden, og svaret er 20 kroner. Så stopper du en tredie, og svaret er 120 kroner! Den fjerde du stopper, skal have 40 kroner for det. Ingen sammenhæng overhovedet. De glor på dig, og tænker ”hvor meget kan jeg få denne gringo til at acceptere?” Så siger de beløbet.

Det gik dog op for os, at enhver indenbys taxa kunne prajes for 10 kroner, men det kan godt være, at man skal 3-4 taxaer igennem før det kan lade sig gøre. Til pyramiderne er en 20 kilometers tur, og efter noget snak så fik vi turen ind til hotellet for 20 kroner. Der var intet odiøst i dealen.

Alligevel, når vi sætter os ind i bilen, begynder denne mand at fortælle hvor meget han elsker Danmark, Sverige og Norge, og hvor mange venner han har der. Og at han glæder sig til at blive vores faste guide i Cairo. Vi understreger at han bare skal køre os hjem i en fart, og at vi allerede har sagt til ham een gang, at vi ikke er interesseret i nogen guide. Han viser os sin gæste-taxa-guide-bog, som i øvrigt var spændende læsning fra glade kunder. Halvvejs på turen begyder han så svadaen på, hvor mange mennesker han skal forsørge, hvor mange børn han har, hvor få kunder han har haft fornyligt, hvor hårdt livet er, og hvor fattig han er, hvor mange penge han taber på at køre os til byen for 20 kroner. Det bliver nærmest farce-agtigt, og vi sidder 3 velvoksne drenge og drømmer om han dog ikke kunne finde på noget fornuftigt at filosofere over, nu han endelig er så snakkesalig. Da vi endelig står af nærmest tigger og beder han om drikkepenge, og jeg giver ham de 20 kroner som aftalt og går. Og tænker, tja hvad tænker jeg? Egentlig tænker jeg, at det er irriterende at være turist hvor der i forvejen har været for mange dumme turister, der har været med til at skabe den her slags totalt ukonstruktive, ubehagelige ydmyghed.

Nå hvis vi skal slutte af med et par af glanshistorierne, så var det da mine frisørbesøg. Den første klippede mig for den aftalte pris af 14 kroner. Han klippede mig hamrende skævt. Så skævt at jeg dagen efter måtte gå ind til en anden frisør og bede ham klippe mig noget kortere. Der røg jeg ind i en lille frisørforretning, hvor friseren var teenager, og så havde han 7-8 af sine teen-age-venner derinde også. De var himmelhenrykte over at have en ikke-araber i stolen, han havde nok aldrig prøvet det fer. Han undrede sig over, hvorfor jeg ville lade mit hår klippe af, nu det var lysblond. Men jeg bad ham klippe mig meget kort bortset fra i panden. Der var en enkelt af teen-age-flokken, der kunne engelsk, og under hele det lange klipperi fortalte han mig, hvor godt han synes det var, at der var blevet bombet et diskotek i Tel Aviv (skete dagen inden), og at han nok mente at hele det egyptiske folk synes at USA/Israel havde brug for gengæld på alle de lidelser de giver palæstinenserne. Han understregede, at han syntes det var forfærdeligt, at der gik menneskeliv tabt på det, men at der jo også blev dræbt mange palestinensere. De andre prøvede at få ham til at være mere anstændig, men jeg sagde, at vi godt måtte snakke om det.

I mellemtiden klippede ham frisøren helt ad helvede til. Da han havde klippet i over 3 kvarter, og det stadig var skævt, måtte jeg sige til ham, at nu det hele var gået i fisk, måtte han hellere tage skægtrimmeren og få hele garnet af, minus 9 millimeter. Bortset fra i panden. Han blev ulykkelig, og vi havde fælles forståelse for, at de 10 kroner prisen var aftalt til, havde jeg forlængst brugt op. Jeg sagde han skulle få 10 kroner til, og det synes han nok næsten var for meget. Men så var han da ikke utilfreds. Det lykkedes at få håret til at se nogenlunde ud, og jeg var allerede for sent på den med min aftale med nevøerne. Så de fik håndtryk allesammen, jeg slugte resten af den velsmagende te, og det var sgu hyggeligt.

Vi var lidt overraskede over hans udtalelser om, at de var tilfredse med bombningen af diskoteket i Tel Aviv, så på vej i lufthavnen, hvor vi havde prajet en fornuftig taxachauffer til en fornuftig pris, tog vi også snakken. Han støttede holdningerne, selvom han godt nok ikke havde specielt lyst til at reklamere til gringos om det. Men han måtte indremme, at han syntes, at USA og Israel var så barske, at de har fortjent at få slået igen.

Nu skal vi jo ikke undgå at tale om, hvorfor der i visse samfund er fyldt med lykkeriddere. Det er klart at et samfund med stor arbejdsløshed og fattigdom tvinger folk til alternative måder at tjene penge på. Folk der rejser og mener man skal drysse tilfældigt om sig med drikkepenge mener jeg overhovedet ikke gør sagen bedre. Til gengæld mener jeg, at fornuftig turisme i den grad kan være med til at øge et lands velstand, også tredie-verdens lande. Fattigdom skyldes efter min overbevisning og mine erfaringer først og fremmest at landet mangler de basale grundpiller, vi omgiver os med i den ”rige” verden. Det hedder DEMOKRATI, og dette er understøttet af en velfungerende YTRINGSFRIHED og endvidere af nogle RETSINSTANSER og et LOVGRUNDLAG der er til at stole på og fungerer. Hvis man endelig skal hjælpe i den tredie verden, er det netop disse grundpiller, der skal arbejdes med at få skabt, herunder også uddannelse og en rimelig social fordeling af midlerne. Tilfældige drikkepenge til lykkeriddere hjælper stadig ikke på dette. Det gør kun det hele endnu værre. Bliv hellere nogle ekstra dage i landet, brug din tid på at filosofere med lokalbefolkningen, opleve naturen, arkitekturen, kulturen, og nyd livet med at opleve landets rigdom, på en måde, som også en lokal ville gøre det

Det var min mening om dét!
 

 
 
Share this