Mit liv som narkosesygeplejerske i Congos jungle


Anja Stubagers billede
Anja Stubagers billede
 
2014 sep

I 2009 flygtede godt 60.000 mennesker pga. uroligheder mellem to rivaliserende stammer over Congofloden fra Den Demokratiske Republik Congo til junglebyen Bétou  i det mindre land Congo Brazzaville – også kendt som Republikken Congo. Læger Uden Grænser genåbnede et projekt for at tage sig af de mange sundhedsmæssige udfordringer, der opstår, når antallet af indbyggere i en by pludselig mangedobles.

Charmerende og nysgerrige unger.

I 2012 har jeg kørt syv timer gennem junglen fra nabolandet Den Centralafrikanske Republik (CAR) i en af Læger Uden Grænsers firhjulstrækkere. Undervejs skiftes bilen ud med en pirog, en lang smal kano hugget ud af en træstamme, for at sejle over Ubangi, en af Congoflodens mange bifloder.

På den anden flodbred holder en ny firhjulstrækker klar til at køre mig de sidste timer til min destination Bétou. Vejen er en smal, hullet jordvej med tæt jungle på begge sider. Indimellem dukker små rydninger op, hvor traditionelle ler- og stråhytter danner små landsbyer, flere er beboet af pygmæer.

Junglebyen Betou.

Alle steder bliver der vinket og smilet til min chauffør og mig, selv om vi er nær ved at ramme geder og høns, som intetanende om den nært forestående fare går rundt midt på vejen i jagten på lækkerier i de mange mudrede vandpytter.

Hospital i junglen

Hospitalet, jeg skal arbejde på, er lille og velfungerende. Jeg skal bedøve for et lille kirurghold, som alle er lokale. Det er første gang, jeg arbejder med kirurger, der ikke er expats, men det er en fornøjelse. Vi begynder hver morgen med kaffe og morgenbrød. Hyggefaktoren er høj, og der fortælles vittigheder, diskuteres politik og religion, og der grines så højt, at det næsten overdøver de fødende kvinder. For her føder man sit barn uden mulighed for smertelindring.  

De fleste nætter vågner jeg ved, at vagten banker på min dør og siger, der er brug for mig på hospitalet. Det er altid en fødende kvinde, hvor barnet er umulig at få ud på normal vis, og derfor skal hun bedøves til et kejsersnit. Så er det med at komme hurtigt i tøjet og ud til firhjulstrækkeren, der er klar til at køre mig igennem Congos kulsorte nat.

Pga. regntiden er de røde jordveje mange steder forvandlet til tyk, sej mudder, som gør det svært at passere selv med en erfaren chauffør og en kraftig firhjulstrækker.

Jeg er narkosesygeplejerske og derfor den første, der bliver hentet af det lille kirurghold for at tilse kvinden, få hende bragt til operationsstuen og være klar til at lægge rygmarvsbedøvelsen i det øjeblik, jeg ved, kirurgen er ankommet. Der er ikke et eneste overflødigt kg på kvinderne, hvilket dermed gør det let for mig at finde det mellemrum i ryghvirvlerne, som jeg skal stikke ind i med en speciel kanyle for at sprøjte bedøvelse ind i rygmarvskanalen.

Min lille patient er ved at vågne efter bedøvelsen.

Svære fødsler

Selv om det altid er akut, føles ventetiden på resten af kirurgholdet nogle gange næsten ubærlig. Hvis jordmoderen har konstateret en svag hjertelyd hos det endnu ufødte barn, er det med hjertet oppe i halsen, minutter der føles som timer og bekymrede blikke, der udveksles henover operationsmasken. I de situationer er det afgørende, at barnet kommer hurtigt ud ved kejsersnit, hvis det skal have en chance for at overleve. 

Når man er tilknyttet et kirurgprojekt med fødsler, kan det ikke undgås, at man indimellem står med døde spædbørn. De gange, jeg har hjulpet barnet med at trække vejret, fordi hjertet stadig slår, men det ikke selv kan trække vejret, er det meget svært at holde op. Jeg ved nemlig, at når jeg stopper med at puste luft ned i barnets lunger, vil hjertet holde op med at slå kort efter. Men det er en rolig død, og det bedste at gøre et sted som her. Der vil ikke være nogen mening i at lade et barn overleve, der måske vil være stærkt hjerneskadet.

Kvinderne er unge, når de får deres første barn, nogle bare store teenagere, og det er ikke ualmindeligt, at de har 10 graviditeter bag sig, når de er fyldt 30. Gentagne spontane aborter og dødfødte børn kender alle kvinderne til. Traditionen byder kvinden at få mange børn, da det giver respekt i landsbysamfundet og kan sikre hende imod, at manden forlader hende til fordel for en anden kvinde, hvis hun ikke føder ham nok børn. Efter to kejsersnit er det ikke længere tilrådeligt at føde på normal vis, og hvis en kvinde får tre kejsersnit, anbefales det, at hun bliver steriliseret, da endnu en graviditet kan være på bekostning af hendes og barnets liv. Men desværre er det ikke alle, der ønsker dette eller får deres mands tilladelse til at blive steriliseret.

Mit yndlingssted

I forhold til tidligere missioner, jeg har været på, er området her ved Bétou så fredeligt, at jeg kan gå rundt alene, så jeg strejfer omkring i stor stil. Mit yndlingssted er ved floden med den smukke udsigt til det store DR Congo. Hvis netværket er nede, så mobilen ikke virker, har de på hospitalet fundet ud af, at det er her de kan finde mig. Så kommer der en pygmæ på sin cykel og henter mig.

En af byens mange pygmæer. Vi så altid lige nysgerrigt på hinanden.

Der er altid livlig aktivitet ved floden. Kvinderne står i vand til knæene og vasker tøj, potter, pander og børn, og jeg imponeres igen og igen over, hvordan de med ubesværet elegance kan balancere op ad en stejl skrænt med en 26 liters vanddunk på hovedet, et barn på ryggen og dagens vask i en balje under armen. Ungerne er dog heller ikke meget andet end lige begyndt at gå, førend de øver sig med små ting. I en alder af fire år evner de at balancere rundt med en fyldt vaskebalje på hovedet. Tit er der et par smådrenge nede og hente vand i de samme tunge dunke, som de bærer på den ene skulder. Det er forståeligt, at de får en yderst veludviklet muskulatur!

Hver dag oplever jeg noget nyt, når jeg går på opdagelse og falder i snak med folk på mit gebrokne fransk. Jeg er hurtigt blevet et kendt ansigt i byen, og mange hilser mig ved navn eller et “bonjour anesthétiste”. En dag befandt jeg mig pludselig midt i en gadefest. Hvordan det kom sig, er jeg lidt usikker på, men inden jeg fik set mig om, havde jeg et bastskørt bundet om livet og rystede løs med min lille flade dansker popo til afrikanske trommerytmer. Sjovt har det sikker set ud, og det vakte stor begejstring.

Mit hus i Congo

Jeg bor i mit helt eget hus med forhave, stue, badeværelse – vel at mærke uden rindende vand – veranda og gæsteværelse. Vagterne varmer en gang imellem en spand vand til mig over deres bål, så badet ikke bliver så koldt. Om aftenen sidder jeg på verandaen i pandelampens skær og føler mig meget Karen Blixen-agtig. En gang imellem er jeg dog nødt til at bevæbne mig med kost og insektspray for at nedlægge større flyvende insekter, der ødelægger min aftenro, når de flakser rundt om den søvnige elpære.

Piroque - det foretrukne transportmiddel på Oubanguifloden.
Jeg sejler over en af Congo flodens mange sidegrene.
Lasten flyttes ved ren man power.
Mange forskellige skibe af varierende kvalitet lagde til ved flodbredden

Vagterne har dog tørt kommenteret, at det ikke er farlige insekter, jeg er i kamp med. De eksotiske rejsemål har  heller aldrig helt passet sammen med min neurotiske angst for diverse kryb!

Anja Stubager var udstationeret i Bétou i Republikken Congo i 2012. Hun har medlemsnr. 502 og har til dato besøgt fire territorier og 60 lande på seks kontinenter.

 

Faktabox

CONGO BRAZZAVILLE Ud & hjem igen: Fly København-Brazzaville fås fra ca. 7.850 kr. t/r. Men i forhold til Bétou, hvor jeg boede, ligger hovedstaden Bangui i Den Centralafrikanske Republik nærmere. Fly København-Bangui fås fra ca. 9.450 kr. t/r. BOKS: PYGMÆER Ordet pygmæ stammer fra navnet på et kort folkeslag, pygmaioi, i græsk mytologi. Pygmæer er lette at kende pga. deres lave højde: 120-150 cm for mænd og lidt mindre for kvinder. Betegnelsen pygmæ betragtes ofte som nedsættende, ikke mindst af pygmæerne selv, som hellere vil betegnes efter, hvilken stamme de tilhører. De afrikanske pygmægrupper bebor urskovsområderne i Centralafrika. Det anslås, at der findes mellem 250.000 og 600.000 pygmæer. De lever først og fremmest af jagt og indsamling og kan inddeles i tre hovedgrupper: Den vestlige gruppe (aka- og binga-stammerne) findes i grænseområdet mellem Cameroun, Congo Brazzaville og Den Centralafrikanske Republik samt i Gabon. Den østlige gruppe (mbuti-stammen) lever i Ituriskoven i den nordøstlige del af DR Congo, og den centrale gruppe (twa-stammen) i den centrale del af DR Congo samt i Rwanda og Burundi. Sprogligt adskiller de afrikanske pygmæer sig ikke fra nabofolkene. De har altså ikke et eget sprog. Moderne genetik har fastslået, at pygmæisme styres af et enkelt gen. Ved graviditet mellem en pygmæ og et medlem af de omkringliggende stammefolk, vil barnet enten blive pygmæ eller tilhøre den anden stamme – barnet vil aldrig blive en mellemting. På min rejse fra Den Centralafrikanske Republik til Congo Brazzaville passerede jeg flere landsbyer, hvor en del var beboet af pygmæer. Og der fandtes også en del pygmæer i Bétou. Pygmæer betragtes generelt som andenrangsmennesker og sidestilles med dyr pga. deres livsstil i junglen. De risikerer at blive slået ihjel, kvinder voldtaget og de udsættes ofte for diskrimination. Så det er hårde odds, de lever under.
 
 
Share this