Hullet vej til templernes tempel


Jesper Kiby Denborgs billede
2010 jun

Hovedvejen fra Thailand til Siem Reap i Cambodja er hullet, bulet og støvet, og der er landminer langs vejkanten. Men når man først er rystet godt igennem, belønnes man af gudesmukke syn - ikke mindst når blikket rettes mod Angkor Wat - verdens største religiøse monument - ved solopgang. 

Grise, køer og to-årige børn krydser vejen i ét væk. Nøgne småbørn leger i vejkanten. Pickups med ti stående og siddende passagerer på ladet og én liggende på bilens køler bliver overhalet. En motorcykelknallert med to hylende og sprællende grise fastspændt på bagagebæreren passeres. I tørvejr er vejen omslynget af én stor rød støvsky af det jernholdige sand, som udgør vejbelægningen, og i regnvejr er det én 150 km lang mudderpøl. Mens turen tager tre-fire timer i tørvejr, kan den let tage mere end 24 timer i regntiden, der strækker sig fra maj til oktober. 

De få steder, hvor der er asfaltbelægning, er den så ringe, at der overalt i vejens bredde skiftevis er 40 cm dybe huller og 30 cm høje bræmmer af asfalt. Alligevel er det ikke ualmindeligt at se tre skoleelever i fine skoleuniformer på et vrag af en cykel, som slingrer sig vej mellem mudderpølene i et desperat og håbløst forsøg på at undgå at vælte og få alt for mange mudderstænk fra de tæt passerende biler. 

Velkommen til Cambodja!
 

Motorvej?!?!

Vejen, vi kører på, er hovedlandevejen mellem Poipet, grænsebyen til Thailand, og Siem Reap, der direkte oversat betyder ”thaierne overvundet” - næppe det mest taktiske navn til en by så tæt på grænsen til Thailand, men sandt er det, at området var thai/siametisk indtil 1907. Et vejskilt med motorvejssymbol viser vej, og vi kører da også rask væk op til 110 km i timen på vejene med den evigt dyttende chauffør, der styrer bilen forholdsvist sikkert uden om de førnævnte køer, griser, småbørn, cykler, motorcykler, pickups og lastbiler i en evig kamp om, hvorvidt det er os eller dem, der skal tværs gennem mudderpølen.

Med vores hyperaktive horn er der ikke megen tvivl. Det er os, der har førsteret til vejen! Vores bil har - som de fleste biler i Cambodja - rattet i højre side, som det er kotume i Asien, men her kører man faktisk i venstre side af vejen, så føreren har dårligt udsyn til modkørende. Og sker der en bilulykke, gælder det om at kunne huske bilmærke og farve og få fat i føreren. Bilerne har ingen nummerplader...
 

En blodrød fortid

Trods den særdeles overhængende fare for at blive kørt over, er vejen såmænd slet ikke det værste sted at opholde sig. Landminer findes i massevis overalt i landet, og i modsætning til Vietnam og andre nabolande er de af nyere dato og derfor mere sprængfarlige. Og normalt findes de ved, at en uskyldig kommer gående hen ad en mark. Så der er mange advarsler om kun at opholde sig på de store veje - det med at gå afsides, når man ”skal”, kan koste én livet! Under Pol Pots Khmer Rouge-styre 1975-79 blev en-to millioner ud af Cambodjas samlede befolkning på syv millioner dræbt - fx fordi de talte et fremmed sprog eller bar briller. Et styre, der i sin tid i øvrigt indirekte blev støttet af både USA - i kampen mod kommunisterne i Vietnam - og FN.
 

Et af de smukkeste syn

Hvad får så en til at drage tværs gennem fattigdom og krigsefterladenskaber? Jo, vi er på vej til de verdensberømte Angkor-templer bygget mellem det 9. og 13. århundrede, da Khmer-civilisationen var på sit højeste. Der er i alt mere end 100 templer; det ene større og mere imponerende og overvældende end det andet, og efter hundrede års restaureringsarbejde primært med franskmændene i førertrøjen fra dengang Cambodja var fransk koloni, er de virkelig imponerende velvedligeholdt.

Træerne og deres rødder har de seneste 700 år forvandlet Ta Prohm til en kombination af monument og jungle - og ét af Angkors mest populære templer.

At se solen stå op over Angkor Wat er et af de smukkeste syn, jeg har oplevet i mit liv. Tårnet rager 43 meter op i vejret og er blot en lillebitte del af det største eksisterende monument fra oldtiden. Angkor Wat betyder by-tempel, er bygget 1112-50 og er formentlig verdens største religiøse monument.
 

Mere end 1000 templer

Hele Angkor-området består af mere end 1000 templer - nogle mere velbevarede end andre. I sin storhedstid har Angkor været verdens største præindustrielle by, og den har strukket sig over 3000 km2 og haft op til 1 million indbyggere. Med så mange templer og monumenter er der nok at se på. The Bayon er en del af Angkor Thom og består af mere end 200 kæmpeansigter stirrende ned fra 54 tårne. Ta Prohm er et tempel, som man har valgt kun at restaurere sparsomt for at vise naturens overvindelse af de gamle sten. Træer vokser således på templet med rødder over, under og mellem de kæmpe stenblokke. Og så er der det lidt afsidesbeliggende Bantaey Srei, som har et væld af særdeles smukke og fine detaljer. For blot at nævne nogle få af de mange templer.

216 gigantiske ansigter kan man tælle sig frem til på The Bayons mange tårne

Med det kæmpe område Angkor dækker in mente bliver der allerede alt for overrendt med op mod en million turister hvert år. Og turister betyder tiggere. Der er tiggere overalt, heraf mange børn, og de taler et imponerende godt engelsk. En dreng på fire spørger på fejlfrit engelsk, om jeg vil købe hans fløjte for to dollars, hvis han kan fortælle, hvad Danmarks hovedstad hedder, og sådan er det hele vejen igennem.
 

Tvivlsom møntfod

Vi bor i Siem Reap få kilometer fra Angkor-templerne, og det er svært at få Lonely Planets ord om billige madpriser til at stemme overens med virkeligheden. Mens det mange steder blot sker i det skjulte, er det helt åbenlyst her: der er forskellige priser for udlændinge og for cambodjer. Alle de menukort jeg så, havde priser i US-dollars, og på intet tidspunkt behøvede vi at betale med cambodjanske riel. Da der heller ikke findes ATM-automater i Cambodja, betalte vi derfor med Thai-baht og fik en blanding af Thai-baht, riel og US-dollars retur i byttepenge. Riel er ellers en slags matadorpenge. En 1000 riel-baht seddel har en værdi af 16 danske øre. 

To døgn og mange smukke syn på nethinden senere går turen atter tilbage ad grusvejen til Nordøstthailand. Et nyt eventyr kan begynde…

Cambodjas svar på miljøvenlig kollektiv trafik - rå rugbrødsmotor

 

 
 
Share this