Rekorden for flest passager af Ækvator i De Berejstes Klub er 61 gange
- Yes, it´s a big river, Jamuna River... Min matematiske ven (en ung mand, der - efter at jeg har indrømmet at være matematiklærer - ustandselig har plaget mig med tredjegradsligninger og andre indviklede opgaver, som han åbenbart selv behersker) bekræfter min forbløffelse over, hvor lang tid det tager at komme over floden.
![]() |
| På vej over Jamuna-floden |
Jeg har sejlet på næsten alle de store floder i verden, men aldrig før har jeg været hele tre timer om bare at krydse en flod. Og hvem kender egentlig Jamunafloden? Der er næppe mange, som overhovedet har hørt om dens eksistens! Forklaringen er dog den simple, at navnet Jamuna kun betegner et bestemt stykke af den pågældende vandvej. Helt præcist er der tale om hovedåren i det vældige Ganges-Brahmaputra delta.
Og når det tog hele tre timer at sejle over, skyldes det også, at man ikke kunne sejle lige over, men var nødt til at sejle uden om en mængde øer i floden. Desuden var færgen ikke specielt moderne, den var blot - som alle andre transportmidler i Bangladesh - utrolig overfyldt. Ikke noget under, at ca. halvdelen af de alvorligste skibskatastrofer i verden sker netop i Bangladesh.
Jeg havde startet min rejse i hovedstaden Dhaka, og det var mit mål at rejse fra Bangladesh over landjorden gennem Indien til Karachi i Pakistan. Jeg kunne have rejst videre med bus til Jessore tæt ved den indiske grænse. Det ville have kunnet gøres på 7-8 timer, men jeg synes det var mere spændende at tage med toget, også selv om man skulle køre en lang omvej nordover, skifte til færgen, og så køre sydpå igen med et tog, som ventede på den anden side af Jamunafloden. Alt i alt en rejse, der efter planen ville tage ca.18-20 timer, men som af uforudsete årsager kom til at tage mere end et døgn!
Jeg var taget af sted fra Dhaka aftenen før og havde tilsyneladende en kupé med tilhørende toilet helt for mig selv. Til gengæld var toget indrettet så der ikke var nogen gennemgang til de andre vogne eller blot til de andre kupéer. Man kunne således ikke komme til andre dele af toget uden at stige helt ud. Der var dog udgang i begge sider af kupéen. Indretningen var meget kunstfærdig og stammede helt tydeligt fra kolonitiden, og der var næppe gjort noget som helst for at ændre det siden da. Hvilket i sagens natur betød, at alt var utrolig nedslidt.
![]() |
| Sædet i denne 1. klasses kupé kunne ikke holde til en tung dansker. Jeg blev dog aldrig stillet til regnskab for mit uheld. |
Jeg lagde mig på sengen i håb om at få en god nats søvn. Men pludselig blev jeg vækket. Tre små bengalere indhyllet i store tæpper stirrede på mig. De ville også godt have plads. Så var det slut med at kunne ligge ned, men efter nogen tid lykkedes det mig dog at falde i søvne igen.
Da jeg vågnede, holdt toget stille. Det var så småt ved at blive lyst. Jeg var noget omtumlet og blev helt forvirret. Spurgte de tre lokale, om vi var nået frem til floden. De nikkede, og jeg skyndte mig ud. Jeg styrtede rundt på stationen, og toget var lige ved at køre igen, inden jeg opdagede, at jeg slet ikke skulle have været ud. Enten havde de tre i toget ikke anet hvad jeg spurgte om, eller også ville de gerne have lidt mere plads!
Nu gjaldt det om at finde den rigtige kupé igen. Jeg havde nemlig pladsbillet (det skulle man have, når man - som jeg - rejste på noget, der blev betegnet som 1. klasse.)
Med lidt hjælp fra en togfunktionær fandt jeg det dog i sidste sekund, og da jeg stakåndet satte mig på plads igen, kiggede jeg misbilligende på mine tre ledsagere, der blot så undrende på mig. Det var nu ikke fordi de ikke forstod engelsk. Jeg havde allerede fået snakket lidt med dem. De havde fortalt, at der netop var sket en forfærdelig togkatastrofe i den nordlige del af landet. Flere hundrede - ja måske tusind mennesker var blevet dræbt, fortalte de. Det var årets største katastrofe.
Hvor omfattende ulykken virkelig var, fik jeg aldrig opklaret, men for mig betød den omfattende forsinkelser i togdriften under min videre færd mod Jessore. Floden nåede vi ud til mens det endnu var tidlig morgen. Det vrimlede med mennesker, som bar store sække og andre tunge genstande på hovedet, til og fra skibe, store som små, eller bare langs med floden. Alle syntes at bære en større byrde.
Færgen var ikke særlig stor. Slet ikke når man ser det i forhold til antallet af passagerer. Det var her jeg kom i snak med en ung mand, som viste utrolig flair for komplicerede matematiske udregninger. Til sidst fik jeg dog lukket munden på ham med nogle kombinatorik- opgaver, som han slet ikke kunne overskue.
Vejret var roligt og vi nåede velbeholdne til den anden flodbred. Rejsen fortsatte
![]() |
med et nyt tog, hvor vognene var mere almindelige. Jeg satte mig atter ind i en 1. klasses kupé (der var ellers også både 2. og 3. klasse i toget), men fik sat mig lidt for tungt i sædet, i hvert fald brød det straks sammen under mig! Afgangen var væsentlig forsinket, og jeg måtte senere skifte til et nyt tog og vente fire timer i en lille by, hvilket alt sammen skyldtes den tidligere omtalte togkatastrofe. At det virkelig var en ulykke af dimensioner understregedes af, at der blev sendt et ekstratog med nødforsyninger nordpå. Dette var naturligvis den væsentlige årsag til den forsinkelse jeg blev udsat for.
Først lidt ud på natten nåede jeg frem til Jessore. Det sidste stykke vej fulgtes jeg med en forretningsmand, endda på luksusklasse, hvilket vi måtte betale lidt ekstra for. Han havde faktisk lovet mig, at jeg kunne overnatte i hans hjem når vi nåede frem, men eftersom vi ankom væsentlig senere end beregnet, havde han alligevel ombestemt sig. Han ville ikke byde sin kone at komme slæbende med en fremmed mand så sent. Til gengæld hjalp han mig med at finde et hotel.
Næste morgen gik rejsen videre til Calcutta i Indien. Men det er en helt anden historie.
Da jeg senere vendte hjem til Danmark, gik jeg på biblioteket for at finde oplysninger om togkatastrofen. Jeg kiggede i såvel danske som udenlandske aviser fra den pågældende periode. Ingen steder fandt jeg blot den mindste notits.