Algeriet og i særdeleshed Sahara


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2017

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Nedenstående er kopieret fra Facebookoptegnelser, der blev lavet undervejs.

18. marts 2017:

Så er jeg atter tilbage i relativt civiliserede omgivelser i den algeriske hovedstad, et par tusinde kilometer nord for den del af Sahara, hvor jeg har tilbragt den sidste uges tid (tæt på grænsen til Libyen og lidt nord for Niger).

Det har været en af mit livs mest fantastiske naturoplevelser, på niveau med steder som Nepal, Mt. Kenya, Galapagos og Reunion. Vi har overnattet på kæmpemæssige sandklitter i alskens smukke farver og beundret synet af stjernemyldret, indtil fuldmånen stod op og kastede sit lys over landskaberne. Vi har - i Toyota Landcruisers - forceret de vildeste udfordringer som bløde sandklitter, stærkt bevoksede wadier og hårde flade sandørkener (med op til 140 km/t) uden andre problemer end en punktering og et par fastkørte biler (der kunne trække hinanden fri igen).

Vi har set 15.000 år gamle forsteninger fra dengang Sahara var dækket af hav samt masser af flotte og velbevarede klippemalerier og helleristninger med afbildninger af mennesker og vilde dyr fra dengang - for 6-12.000 år siden - da området var frodig savanne med søer og floder.

Jeg har taget et utal af billeder og film af de smukke landskaber, der viste sig at være så meget mere end den 'store kedelige sandkasse', som nogen måske umiddelbart tror, at Sahara er. Sandklitter med bløde parabelformer og knivskarpe kamme, malerisk flankeret af grå, sorte og rødlige klippeformationer i de mest surrealistiske former. Til overflod var der masser af blomster, græs og grønne buske, fordi området for en måned siden blev velsignet med et helt ekstraordinært regnvejr.

Også vejrmæssigt har vi været heldige, idet vi mest har haft solskin fra en absurd blå himmel, let vind og dagtemperaturer omkring 25 grader (om natten 15), idet vi dog også lige nåede at opleve en nat med temperaturfald til 5 grader og en sandstorm så heftig, at jeg ikke fik sovet meget og alvorligt frygtede, at mit lille telt ville blive flået i stykker.

Med alle disse naturmæssige herligheder kan det kun trække en lille smule ned i regnskabet, at vi har måttet leve med alle de sædvanlige muslimske særheder som tilhyllede kvinder, kæderygende og højtråbende mænd, alt for meget sukker i mad og drikke samt det totale fravær af alkoholiske nydelsesmidler.

De sidste 4-5 dage bliver noget anderledes. Telte i naturen erstattes af hotelværelser i byer, naturseværdigheder erstattes af romerske ruiner - og med lidt held får vi rødvin til aftensmaden.

22. marts 2017:

Vi nærmer os afslutningen på Algeriet-rejsen, der var årets anden (ud af foreløbig syv planlagte/afholdte). Om lidt tager vi i lufthavnen, og så er jeg forhåbentlig hjemme i min seng omkring midnat.

Turens anden halvdel har været lidt af en nedtur i forhold til det fantastiske ørkeneventyr. Alt for meget buskørsel (i gennemsnit over seks timer pr. dag) gennem uendeligt grimme og kedelige områder, domineret af skiftevis rædselsfuldt halvfærdigt byggeri og marker broderet med tomme flasker og plastikposer i alle mulige farver.

Besøget i landets tredjestørste by Constantine var ok, med en imponerende moske, nogle pæne halvgamle huse og en spektakulær beliggenhed - samt det faktum, at vi blev indlogeret på turens eneste ikke-afholdshotel. Dernæst tre store romerske ruinbyer, og nej, jeg er ikke specielt interesseret i ruiner (eller historie i det hele taget), og i mine øjne lignede de alle de andre romerske ruiner jeg har set (ikke så få efterhånden). Dog var der de formildende omstændigheder ved de to sidste, at de lå i pæne landskaber og at solen skinnede dejligt, modsat den første, hvor vores ruininspektion uheldigvis faldt sammen med brat temperaturfald, kraftig blæst og rejsens eneste regnbyge (på nær her til formiddag på vejen til lufthavnen).

Vi sluttede af med en spadseretur gennem Kashbaen (den gamle arabiske bydel, Unesco-site) samt en glimrende afslutningsmiddag på byens fineste fiskerestaurant. Generelt må man sige, at vi har fået rigtig god og rigelig mad, især i betragtning af den næsten totale mangel på motion. Det er vist godt, at den næste ferie (med start om en uge) bliver noget med masser af bjergvandring.

 

 
 
Share this