Valbona: en endnu uspoleret dal i Albanien


Mette Kjær Sørensens billede
2012 dec

Valbona: en endnu uspoleret dal i Albanien

Tekst & fotos: Mette Kjær Sørensen

Komani-søen opstod, da man oversvømmede dele af en dal i forbindelse med bygningen af et vandkraftværk. På søen sejler dagligt en bilfærge og en lille passagerbåd.

 

Rejsen til Valbona i det nordlige Albanien går med en færgerute, der er udnævnt til en af de smukkeste i verden. Her mødes man af uspoleret natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere.

Rejsen til Valbona begyndte i Tirana. Min kæreste og jeg var lidt usikre på, hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd for præcist at få at vide, hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe.

Hotel Rilindja i Valbona-dalen.

Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op kom vi endeligt af sted. Tre timer senere var vi fremme ved Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor hver gang, vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der havde hældt overordentligt mange øl ned. Da vi kørte fra borde, så vi en synligt påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække. Vi var rystede.

Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbona-dalen frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Så undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal.

Vi fortsatte med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme.

 

 

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger, såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre”, gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger, og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft. Bag engen rejste nogle stejle, vilde og barske bjerge sig. Det gjorde engen, vi gik på endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtigt det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

 

Montenegros sorte bjerge

Ud af træerne under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf! Sammen med ham fortsatte vi opad. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret.  Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen.

Blomstrende vild timian. Duften, mens vi gik gennem græsmarkerne med timian, var eventyrlig.

Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, fordi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der 5 km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur og alt det, vi havde set undervejs.

 

 Her er vi stadig under trægrænsen

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulv, vildkat, los, grævling, bjørn m.m.

På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op af stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbona-dalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at man også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted.

 

Begyndelsen på vandreturen til grænsen til Montenegro. Her nær ved trægrænsen har bønderne slået græs med le på de stejle skråninger og lavet hø.

Albanien:

Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeytovalbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj fra Hamburg til Tirana t/r via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5.500 kr. per person alt inkl.

LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange.

BO & SPIS: Måltiderne er meget billige. 50-60 kr. for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholder flere forskellige oste i store mængder. Hotelovernatninger koster 240-300 kr. for et dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange taler godt engelsk, og hjælpsomheden og gæstfriheden er stor overalt, hvilken er med til at gøre Albanien til et utrolig nemt land at rejse rundt i.

 

Mette Kjær Sørensen har medlemsnr. 381 og er 35 år. Hun foretrækker at rejse på egen hånd og kan godt lide at vandre og være i naturen. Læs mere om hendes rejseliv på www.metteks.dk.

 
 
Share this