Velkommen til Malabo og et tropisk gangsterland


Tine Henningsens billede
2013 dec

Velkommen til Malabo og et tropisk gangsterland

Tekst & fotos: Tine Henningsen

 

Beretninger fra en udstationering i en container i den afrikanske jungle

Strandene langs kysten lige nord for Luba bliver flittigt benyttet til dagture og barbecues af expats i Malabo. De fleste hedder lidt uofficielt Arena Blanca.

I 2004 blev jeg spurgt, om jeg ville arbejde et halvt års tid på et vandforsyningsprojekt i Ækvatorialguinea. Inden jeg svarede, måtte jeg lige slå op i et atlas! Efter at have lokaliseret landet gik jeg på jagt efter flere oplysninger. Det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af en Lonely Planet fra 1994 med hele 16 sider om Ækvatorialguinea, en landeprofil fra The Economist Intelligence Unit samt en landevurdering fra en database hos Control Risks Group. En kollega, som havde besøgt landet tidligere, kunne berette om forholdene år tilbage og anbefalede, at jeg læste ”Tropical Gangsters – One Man’s Experience with Development and Decadence in Deepest Africa” inden jeg tog af sted og rådede så også, at jeg lod bogen blive derhjemme.

Du har sikkert allerede regnet ud, at jeg takkede ja til projektet. De udmeldte seks måneder blev dog samlet set til et år. Projektet var afslutningen på et større vandforsyningsprojekt finansieret af EU, som var blevet lukket i utide nogle år forinden. Opgaven, jeg fik, var at føre tilsyn med, at projektet blev færdiggjort. Jeg fungerede ud over min stilling som Project Engineer også som chauffør, piccoline, kontorchef, regnskabsmedarbejder og IT-support for firmaets Guinea-afdeling, som var en container i junglen 30-45 minutters kørsel fra Malabo, hovedstaden i Ækvatorialguinea. Malabo ligger på øen Bioko (tidligere kendt som Fernando Pó) i Guineabugten ca. 50 km vest for Douala i Cameroun.

Udsigten fra mit kontor på byggepladsen i junglen i nærheden af kakaoplantagen Sam Paka, syd for Malabo.

Arbejdspladsen nåede jeg ved at køre gennem kakaoplantagen Sam Paka (opkaldt, siges det, efter Samuel Parker, en af de første libertos (befriede slaver) der ankom til Port Clarence, som Malabo blev kaldt af englænderne) ad mudderveje, gennem småfloder og forbi tønder irrede af kobbersulfat. I tørtiden var det hele dækket af et fint lag støv og bladene hang og så underligt bedrøvede ud langs hovedvejen, men når man drejede ind af den mindre vej op til pladsen, hvor lastbilerne fra lateritbruddet ikke kom drønende, var der fortsat frodigt og grønt.

Junglen omkring pladsen var leveringsdygtig i mange godter. En dag efter frokostpausen viste en af medarbejderne mig stolt og storsmilende sin fangst, som han holdt i udstrakt arm i halerne – et egern og en kæmpe rotte (bedre kendt som ground beef på pidgin-engelsk). Andre tog knytnævestore snegle og slanger, bananer og papajaer samt diverse blade til suppe med hjem.

Inden jeg drejede af i Sam Paka, skulle jeg forbi en militær kontrolpost. Jeg prøvede lige fra starten af at være meget standhaftigt over for forsøg på at få drikkepenge, ”Fanta” (øl, forstås), og diverse tjenester. Jeg oplevede at blive standset for at køre i en snavset bil, for at krydse usynlige streger på jordveje, for ingenting og hvad som helst. Særligt politibetjentene inde i Malabo var ivrige, mens jeg ved militærposterne oftest blev vinket forbi (medmindre det var dagene op til helligdage, og der var brug for drikkepenge).

Dogs of War, statsbesøg og kvarterløft
Overskrifterne i aviserne i 2004 – også i Europa – udråbte i øvrigt Mark Thatcher (søn til Margaret Thatcher) som pengebagmand ved et kupforsøg i Ækvatorialguinea, som ville have været en krimi værd – helt a la Forsyths ”Dogs of War”.

Et banner på tværs af lufthavnsvejen proklamerede en dag: ”Velkommen til Hans Excellence Robert Mugabe” – og så var vi klar over, at han var på vej. De heftige rengøringsaktiviteter jeg havde set, inden banneret  kom op, havde undret mig lidt. Autoværnet blev spulet, husene langs vejen fik et friskt lag maling, macheterne hakkede buskads og ukrudt tilbage.Der blev fejet og genoptrukket midterstriber og kantstensafmærkning.

Nu forestiller du dig måske noget, der ligner ordnede forhold – en fejemaskine der kører, imens trafikken glider udenom, men nej, selvom vejen var flot asfalteret, var det ikke tilfældet. Alt foregik ved håndkraft. Vejen blev spærret af i sektioner, og trafikken dirigeret udenom, og en hær af folk med små stråkoste blev sluppet løs, foroverbøjet, for at hvirvle rundt med støv og snavs. Efterfølgende kom der en tankvogn med vand og en automatiseret spulemaskine for at klare autoværnet, men så fulgte folk efter med klude i hænderne.

Kronen på værket var genoptrækningen af striberne mellem banerne. Dét, der nær fik mig til at stoppe op, var synet af en flok afrikanere, dirigeret af en hvid formand, som løb frem Zulu Power Style med skabelonerne til striberne til næste etape, hvor endnu en gruppe stod klar med penslerne. Kantstenene klarede folk også med pensler, dog uden skabeloner. Lufthavnsvejen havde, i hvert fald den gang, to baner i hver retning, med en bred betonadskillelse i midten. Fra toldstationen og rundkørslen ved lufthavnen til byen var der syv-otte km.

Nationalparken Monte Alén ligger nogle timers kørsel sydøst for Bata på Evinayong Road – med lidt held møder man en gorilla, og der er næsten garanti for en god, svedig vandretur på etablerede stier (stedvist mudrede!) rundt i junglen.

Lignende scener opstod i årets løb pga. besøg fra Senegals præsident (”¡Dos pueblos amigos y amantes de la paz! Unité et solidarité africaine!” skreg bannerne i stedet), fejringen af Sankt Isabella, øens skytsengel (med skønhedskonkurrence for både mænd og kvinder – nogle af mine bekendte var så heldige at være med til at tælle stemmer), topmøde i CEMAC (Communauté Économique et Monétaire de l’Afrique Centrale, en slags EF i Centralafrika), præsidentens fødselsdag, Golpe de Libertad (fejring af kuppet i 1979) og i anledning af landets 20 års jubilæum som medlem af CEMAC.

Til CEMAC-jubilæet brugte de en konferencesal på Luba-vejen. Langs vejen lå et større slumområde, Los Angeles, bestående af skure bygget af træ, som nogle steder på et tidspunkt havde fået et lag blå maling, og for det meste var udstyret med bliktag suppleret med plastikposer, som blev fastholdt af store sten og murbrokker. Skurene var som regel uden hverken døre eller vinduer.I stedet for hang blomstrede lagener, der hvor døre eller vinduer burde have været. Præsidentens kolleger fra Cameroun, Gabon, Den Centralafrikanske Republik, Tchad og Congo (Brazzaville) skulle ikke præsenteres for dette syn, derfor blev alt inden for 10 meter af vejen ryddet – og resten gemt bag et nyt blikhegn, som skinnede i solen. Der røg lige et par boldbaner slum – små huse og butikker, som folk selv havde banket sammen af affaldstræ og blik, som de havde fundet eller hentet på en af lossepladserne, eller måske endda købt.

Ved hver af disse højtideligheder blev der beordret nationale helligdage, og det forventedes, at man stod langs lufthavnsvejen i den korrekte påklædning. I forbindelse med Golpe de Libertad, blev folk noteret for deltagelse i en ”manifestation” og belønningen kom senere, hvor folk hjemme i deres eget kvarter kunne hente madolie, frisk fisk, kalkun og andre godbidder.

Under en af disse mange festligheder skulle jeg mødes med en kontakt i ministeriet. Den normalt meget velpåklædte dame var mødt op i kasket og turde ikke åbne skodderne til kontoret i tilfælde af, at ”man” skulle se, at hun var på arbejde. Hun var i øvrigt meget bekymret over, at jeg var på arbejde. ”De” havde ringet til hende og spurgt, hvorfor hun ikke havde været i lufthavnen dagen inden, da VIP’erne ankom. ”De? Hvem er ’de’?” spurgte jeg. En eller anden fra Justitsministeriet viste det sig. Og da jeg kom ud fra ministeriet og hørte sirenerne og helikopterne, besluttede jeg mig for at sætte mig hjem i min have og drikke en kop eftermiddagskaffe, for når både Luba-vejen og lufthavnsvejen var spærret af maskingeværviftende soldater og politibetjente, var det umuligt for mig at komme på arbejde.

Lidt regn forstyrrede ikke gennemførslen af de geotekniske undersøgelser forud for byggeprojektet.

Præsidentiel paranoia og paparazzi
Som følge af kupforsøget i 2004 skærpedes præsidentens allerede meget stærke paranoia. Projektlederen og jeg blev ved første besøg udstyret med dokumentation, der beskrev vores opgave i landet – med andre ord: ”Disse personer er ikke lejesoldater”. Vi blev frarådet at tage billeder, og det råd forsøgte jeg at efterleve i den tid, jeg var der.

Jeg boede under min udstationering hos en spanier. Øverste etage var lejet ud til et spansk ægtepar – hun arbejdede på Cooperación Española og han på et malariaprojekt finansieret af den spanske stat. I en periode delte jeg underetagen med en spansk advokat, som arbejdede på et menneskerettighedsprojekt i landet, også finansieret af EU.

Advokaten fandt på et tidspunkt en skrivelse, der åbenbart lå på nogle af hotellerne i byen, som jf. lov af 1991 proklamerede, at Ministeriet for Kultur, Turisme & osv. har givet tilladelse til, at turister må fotografere i landet (dog ikke militære installationer og andre steder, som er væsentlige for den nationale sikkerhed - hvor det så end er? Kyststrækninger? Dette er landet, hvor fiskerflåden blev ophugget eller strandet for at undgå, at små lokale fiskejoller kunne bruges til smugling af våben). Skrivelsen præciserede også, at militær og politi ikke måtte konfiskere kamera eller forhindre, at der blev taget billeder. Den var udsendt af den guineanske presseorganisation, som samtidigt gjorde opmærksom på, at Guinea har et dårligt omdømme pga. den slags.

Den nuværende præsident Teodoro Obiang Nguema afsatte sin onkel tilbage i 1979. Onklen, Macias Nguema, som blev valgt som leder, da Spanien i 1968 forlod landet, må være på top 10-listen over verdens værste diktatorer. Kakao- og fiskeriindustrien, som trivedes under den spanske kolonitid, blev udraderet, og på toppen af galskaben var over en tredjedel af befolkningen (eller omkring 100.000 mennesker) flygtet, og mere end 10 % af befolkningen var politiske fanger. Nogle kilder estimerer, at – ud over dem, der flygtede eller blev fængslet – blev over 50.000 mennesker dræbt i de 11 år, Macias var ved magten.

Nu holdes såkaldte frie valg i landet, og Obiang vinder altid stort – han blev senest genvalgt i 2009. Familiemedlemmer har vigtige ministerposter og gode indtægter især fra olierigdommen i landet.

Strandpromenaden i Bata; Bata fungerer på nogle tider af året som hovedstad, når præsidenten og ministrene forlader Malabo til fordel for fastlandet.

I mangel af et fjernsyn og som et forsøg på at forbedre mit spanske og samtidig lære nogle folk at kende, meldte jeg mig til spansk for indvandrere på det spanske kulturcenter. Her skelnedes mellem inmigrantes (typisk afrikanere på længere arbejdsophold) og expatriados (typisk hvide på kortere ophold). Afrikanske indvandrere lagde 15.000 CFA franc i depositum for kurset, mens hvide expats betalte 50.000 CFA franc; denne form for prispolitik gjaldt også Air Guinea: fx Malabo-Bata til 30.000 CFA franc for sorte og 72.000 CFA franc for hvide (hhv. 300 og 720 kr.).

Holdet bestod af en blandet flok: gabonesere, camerounere, ghanesere, Bernard fra Burundi, én fra Libyen (fra ambassaden!), nogle marokkanere (Saif, Tariq osv.), en fransk herre og Renata fra Rumænien (gift med en gabonesisk ambassadeansat). Dvs. som udgangspunkt var de fleste fransktalende.

Nogle af marokkanerne viste sig at være livvagter for præsidenten. I starten blev der talt lidt indforstået, når nogle af dem ikke var der. ”Han er i Bata” eller hvor det nu var, ”med El Jefe”. Jeg fik mistanken bekræftet, da jeg en fredag aften, hvor jeg pjækkede fra undervisningen for at snuppe en øl med nogle af gutterne, sad på terrassen på en restaurant i nærheden af præsidentens palads og så, at min klassekammerat gik ind i Den Forbudte By gennem hovedporten. Der var selvsagt adgang strengt forbudt ­– på nær for de helt særligt indbudte! Præsidenten har en flok marokkanske livvagter til at passe på sig – barske, kortklippede gutter med camouflage-T-shirts, bodybuilder-overarme og ”Top Gun”-solbriller (det er meget, man kan nå at se, når man i modsat retning passerer en Land Rover med PR007 på nummerpladen).

Jeg opsøgte også Malabo-afdelingen af Hash Hound Harriers (en international social løbeklub, hvor løb og våde varer kombineres), noget der udvidede min omgangskreds, men ikke mit spanske ordforråd, da de fleste var tilknyttet olieindustrien (amerikanske firmaer for det meste). Forbindelserne skaffede mig adgang til Pleasantville, Marathon Oils compound ved Punta Europa, vest for lufthavnen. Området lignede en forstad til Houston, transporteret intakt til Ækvatorialguinea, lige fra byggematerialerne, de cremefarvede væg til væg-gulvtæpper og kværnen i køkkenvaskene inde i husene, til de store grønne skraldespande på hjul, curbside, og deres landskabsarkitekt designede græsplæner i forhaverne. I en periode kørte jeg derud en aften om ugen sammen med to-tre andre for at spille ”indendørsfodbold” på fitnesscentrets oplyste tennisbaner. Vi fik adgang til området via flere kontrolposter (olieselskabets), end jeg skulle passere på vej på arbejde.

”Los mayores Bubis”

Et yndet udflugtsmål, Kirken i Batete, syd for Luba, på Bioko.

Vandstanden i floden ved siden af arbejdspladsen varierede meget. Den største mængde regn, jeg oplevede, var omkring 150 mm på en formiddag. Gennemsnittet på et år i Danmark er omkring 650 mm – det svarer til månedsgennemsnittet i regntiden på Bioko. Når det regnede på toppen af Pico, bjerget på Bioko, gik der ikke længe, før vandet steg i floden – fra ½ meter til omkring fire meter vandstand bag dæmningen på under en halv time, noterede jeg en dag i oktober.

I tørtiden var der flere klare dage, så man kunne se det ca. fire km høje Mont Cameroun tydeligt – bjerget er ca. 100 km væk, men på en klar dag, så det ud til at ligge liiige på den anden side af vandet.

En eftermiddag, hvor jeg stod og kiggede på floden efter et af de heftigste regnskyl, kom en af arbejderne hen til mig. ”Det holder ikke op,” sagde han til mig. ”Ikke førend los mayores bubis gør noget ved det!” – Bubierne fra Sam Paka, uddybede ham, og pegede op mod patioen oppe i plantagen. Han mente, at der skulle ofres mad og gaver, før regnen og oversvømmelserne ville stoppe. Bubierne er de oprindelige folk på Bioko. De fleste arbejdere på projektet var Fang (samme klan som præsidenten og eliten, fra fastlandet). En af vagtmændene betroede mig, at han var nervøs for at være alene på arbejde om søndagen, fordi han var sikker på, at bubierne ville dræbe ham.

Med til huset, hvor jeg boede, hørte en højgravid maid, Alicia, som blev afløst af sin svigerinde, kort tid efter jeg flyttede ind. Alicia døde i starten af september, efter hun fødte en pige. Hendes mor, som gjorde rent hos min nabo, fortalte senere, at fire andre piger døde efter at have født, den måned hendes datter døde. Naboen fortalte, at teorien var, at hospitalet var i gang med at dræbe bubier og deres babyer. Med en forventet levealder på 51,4 år og en børnedødelighed på 240 per 1000 fødsler (for Danmark er tallet 12) er det svært at forstå, at olierigdommen skal gå til én familie og ikke til resten.

Selv var jeg overraskende tæt på at tro på snakken om, at junglen var forhekset (men dog ikke at Sam Pakas bubier var bagmændene). Jeg var i hvert fald enig med en del af mine expat-bekendte, som mente, at Murphy måtte opholde sig en stor del af året i Malabo. I månederne op til afslutningen af projektet oplevede entreprenørerne og jeg selv større og mindre uheld, som ordnede sig for det meste og som enkeltvis kunne forklares på logisk vis, men som samlet set understøttede Murphy-teorien. Og ugen efter at vi havde afsluttet vores projekt, som skulle sende vand ned til Malabo i tørtiden, væltede to kæmpe træer så ned over rørledningen – og kappede dermed hele vandforsyningen til byen.

 

 

Om Ækvatorialguinea

Ækvatorialguinea rangerer som nr. 136 ud af 186 på UNDP’s Human Development Index (hvor Danmark er nr. 15). Landets BNP per capita er på 21.715 USD. Den forventede levealder ved fødsel er 51,4 år.

Ud & hjem igen: Fly København-Malabo fås fra ca. 7.000 kr. t/r med fx Iberia.

Valuta: Landet anvender CFA franc (XAF). 1 DKK = 88 XAF

Sprog: Spansk og fransk

Visum: Danskere skal kontakte Ækvatorialguineas ambassade i Bruxelles (der forudsætter, at man har en indbydelse). Er man allerede i regionen, kan visum evt. fås via ambassaden i Libreville i Gabon.

 

Tine Henningsen har medlemsnr. 631 og er uddannet civilingeniør. Hun er i dag miljømedarbejder hos Københavns Kommune og har besøgt 54 lande og to territorier på seks kontinenter. Tidligere i år har hun bl.a. vandret i De Albanske Alper og besøgt Argentina og Chile.

 
 
Share this